Af: Kirsten Dahl

30. maj 2015

Killers vej til blå himmel

Teater Tugts 'Sommerdrenge' emmer af ungdom og begyndelse.

'Må jeg se dine bryster?' siger en ung dreng (Fisker) til en jævnaldrende pige (Killer).

Killer ser først lidt afvisende ud, men går så et par skridt tilbage på scenen, vender sig med ryggen skråt væk fra publikum og løsner sin BH – helt op.

Fisker står lige foran hende – kikker (læs: glor) – og siger så helt nøgternt: 'De er meget lækre, men jeg tror først det er næste år'.

Med det refererer han til det, Killer og hendes veninde har som et af deres hyppigste samtaleemner: Om ikke det er i år, at deres bryster er 'helt perfekte'.

For da skal de sørge for 'at få det optimale ud af det'. Underforstået maksimal flirt og kæresteri med de sommerdrenge, som de i deres lille flække af en havneby går og venter helt usigeligt meget på skal komme. For da 'vil det store ske som forandrer alt', som de udtrykker det – ovenud længselsfyldt, men også med en tydelig rem af usikkerhed.

I al fald vægrer Killer sig tydeligvis. For hun vil egentligt helst – modsat veninden Anna for hvem det ikke kan gå hurtigt nok – sætte tiden i stå. Trække tidspunktet for pubertetslivets begyndelse.

Lidt senere siger Fisker til Killer: 'Jeg synes, du er god til alt muligt og så er du smuk. Min pik er helt stiv' for snart efter at følge op på det med replikken: 'Tag den i munden – bare 10 sekunder – så har du prøvet det'.

Det gør Killer så. Med ryggen til publikum, mens Fisker sidder på den store orange gynge, som er forestillingens eneste scenografi-ting.

Under begge scener, plus under en scene før, hvor Anna og Killer kysser hinanden fyldt med skrøbelighed og intensitet, fniser de unge drenge på publikumsmåtten få meter fra gulvet, hvor spillet foregår.

Drengene signalerer med al tydelighed, at det her kunne have været dem selv og at det handler om ting, man ikke taler med alle og enhver om – og slet ikke bare sådan lige gør.

Søgen og hudløshed

'Sommerdrenge' er en ret sprød forestilling. Forestillingens gnist og attraktioner er den udsathed, den søgen og den hudløshed som stykkets tre pubertetsunge, Fisker, Killer og Anna, udsender.

Især mærker man Killers humør, nok også fordi det er hende som situationerne ses gennem – hende hvis smerte man mest mærker, og hende hvis tanker stykket udtrykker mest og tydeligst.

Killer sammenligner hele tiden jaloux sit udseende med Anna – veninden hun synes har alt det, hun ikke selv har. Perfekte lår, smuk hudfarve, etc.

'Sommerdrenge' vokser med minutterne. I tekst, skuespil og iscenesættelse. I begyndelsen tager forestillingen sig noget famlende ud. Man bliver lidt irriteret over de mange gentagne black outs. Jeg tænkte i al fald: OK er det her den eneste måde, hvorpå man kan etablere sceneskift?

Men efterhånden giver iscenesætter Nynne Roberta Pedersens abrupte form mening. Man fornemmer at være vidne til en række snapshots, som tegner et teenageliv. I tråd med at de unge drømmende taler om, at deres liv bliver mere tilstedeværende og virkeligt, hvis de med deres løb og tårer kan få det til at tage sig ud som på film, tager forestillingen form som en række filmisk klip.

Pedersen blænder op for en scene, lader lyset gå, og tænder det igen for en ny episode.

Usikkerhed og saft

Teater Tugt har som sit erklærede mål at iscenesætte 'spritnyt dansk dramatik'. Med Rosalinde Mynster ved roret er adaptationen af Rebecca Bach Lauritsens ungdomsroman fra 2013 af samme navn lykkedes meget godt.

Her er et dramaturgisk veldisponeret forløb. Masser af hverdagsgenkendelige ordvekslinger. Og tillige replikker som bliver drejet i en diskret poetisk og saftfyldt retning (fx 'Killer kan mærke Annas brystvorter helt ind i pupillerne' og Killers bemærkning: 'Anna er min solskærm, min parasol').

Simon Konsted, Signe H. Sørensen og Anne Plaugborg Madsen får fint fat i henholdsvis Fisker, Killer og Anna. I begyndelsen bærer skuespillet lidt præg af, at spillerne er meget unge og ikke har så lang erfaring med optræde. Men efterhånden træder den usikkerhed i baggrunden til fordel for de episoder og karaktertegninger, som fiktionen byder på i et pulserende forløb, som fint tegner den pendulfart mellem eksaltation, drømmeri, begejstring og øv-følelser, som hører de unges alder til.

De gnasker og sælger pommes frites for kys. Taler med omskrivninger om onani. Ryger cigaretter. Stjæler øl. Ligger på ryggen og holder øje med skyer og charterfly, mens de dagdrømmer om stærke, blide mænd.

De flår slikposer op og propper indenbords. Slår vejrmøller og står på hovedet. Tungekysser med mere. Alt sammen i et forløb, som tegner hvordan Killer smertefuldt, men også godt, efterhånden løsriver sig fra det hæmmende bånd, hun har knyttet til Anna – eller som forestillingen – der i øvrigt undervejs tit taler i tredjeperson – udtrykker det på Killers vegne: 'Himlen er blå. Ikke som Anna øjne. Bare blå'.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et sikkert trut i saxofonen
Asguer Zap Showteater:
'Mr. Zap the Clown'
Mr. Zaps fiffige og ferme klovn får tilskuere i børnestørrelse til at føle sig trygge.
Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Et sikkert trut i saxofonen
Asguer Zap Showteater:
'Mr. Zap the Clown'
Mr. Zaps fiffige og ferme klovn får tilskuere i børnestørrelse til at føle sig trygge.
Bevidst kaotisk julehistorie
Knudsen & Nørby:
'Peddersen og Findus – Jul hos Peddersen'
Der går legestue i den i Knudsen & Nørbys genfortælling af Peddersen og Findus-bogen ’Jul hos Peddersen’, men kaosset bringer julestemning med sig
Kontrabaskassepoesi
ZeBU & Xirriqueteula Teatre:
'Vai Via'
Iolanda Llansó gestalter med vågenhed og sødme den ældre kvinde Rita, som i Marc van der Veldens vellykkede minimalistiske og intensitetsfokuserede iscenesættelse fører os gennem hele sit strabadserende og samtidigt lykkefyldte livsforløb.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.