Efter en kort dæmpet introduktion til forestillingen – det handler jo om stilhed – leder Siri Facchini Haff publikum ind på deres pladser i det mørke scenerum. Her venter der hver af os et par store behagelige hørebøffer med forjættende isblåt lys.
Med dem på hovedet er forbindelsen skabt til de to nærværende og dygtige, hvidklædte performere, der taler og hvisker til os, til stilheden og til vores egne sanser, og forbindelsen bliver ikke afbrudt, før forestillingen er forbi.
Et scenerum med få tilskuere giver måske sig selv i en tid med corona-regler, men oplevelsen af intimitet skyldes helt andre og meget mere spændende ting. Det er ikke kun høresansen, der bliver herligt aktiveret. Hele kroppen sættes med jævne mellemrum i bevægelse i et enkelt gentaget mønster, der er let at følge og huske.
Korte tekster og naturens egne lyde forenes med små underholdende rollespil til underholdende og velspillede indslag, der med største selvfølgelighed viser nedslag i familien Danmarks hverdagsliv.
Siri Facchini Haff tager sig med blid, men myndig røst af morgenvækningen. Karolina Pietrzykowskas er en livlig legekammerat til hunden, der halser og ter sig skønt, og som er en rigtig trøster, når uhyggen pludselig breder sig, og nogen bliver bange.
Det er også hunden, der af mange børn er et kendt og kært medlem af familien, som nøgternt og nænsomt baner vej til oplevelsen af livets ophør, når den tid kommer. Hjertet, som vi hører slå, indtil det ikke slår mere. Åndedrættet, der standser.
Mærk lyden
Forestillingens fokuserede indhold er som kildevand for ørerne – rent og klart og med plads til at danne sine egne indre billeder med inspiration fra det righoldige lydunivers, man pludselig kan opleve helt tæt på. Havets brusen og bølgegang, havørnens vingeslag, der giver en forunderlig flyvende følelse af at sidde på dens ryg som en anden Nils Holgersen.
Lyden af en motor sætter straks liv i lugtesansen, og styrtregnen giver kuldefornemmelser. Mærk lyden og mærk verden, som den udspiller sig i ørerne og visuelt inden for en hvid kvadratisk streg på gulvet, og med de lysende hørebøffer i mørket som fugle på hver sin pind.
Det er dårlig stil at bruge den ene forestilling til at slå den anden med. Undtagelsen må være, når det sker indenfor det samme teater, og det er svært ikke at sammenligne 'I Stilhedens Favn' med 'Spor af dyr' fra 2017. Begge forestillinger er skabt efter Cantabile 2’s overbevisende og sympatiske koncept, Sanseværk for børn og unge, med et relevant indhold og målrettet samme nedre aldersgruppe.
Men 'I Stilhedens favn”' appellerer med sin skarpt skårede minimalistiske form langt mere til sanserne end sin mere voluminøse forgænger.
En forestilling, der i høj grad opleves gennem hørebøffer, virker også indlysende som et tilbud til et publikum, der i den grad er vant til at have lyd i ørerne. Alene af den grund er 'I Stilhedens Favn' godt teater.
Men det, der gør forestillingen i særklasse se- og høreværdig, er, at den uden store forklarende armbevægelser lader stilheden liste sig ind og overtage larmen og musik-streamingens plads. Sanserne får pludselig mulighed for at opleve lyden af stilhed, og hvad den kan rumme. Kærlighed ikke mindst.
