Af: Randi K. Pedersen

18. september 2018

Kattejammer på digital distance

Trods rigeligt med VR-effekter giver det mening at omfortolke Vesterbros baggårdskatte til Vestegnens prinsesser.

Vesterbros baggårdskatte er flyttet til Vestegnen, og fællesskabets energifyldte rock lyder trods nogle fede og fyldige arrangementer som pæn solo-pop. 

Tilsigtet eller ej, så fortæller skiftet noget om nutiden, der er vigtigt og vedkommende. Det samme gælder den 'jammer', der følger af at være opvokset uden anden familie end en fordrukken mor. Nu er hun væk, men en mystisk ung mand dukker op med en kasse fuld af ting, der har tilhørt moren. 

Der begynder historien om livet for to unge, hvis barndom – mildest talt – ikke har været, hvad den burde. Men som langt fra er enestående. Liva er 16 år og kunne være en af tv-prinsesserne fra Vestegnen med masser af glitter på sine sneakers og de stramme velsiddende jeans. Push-up-bh’en er på plads og synlig, hår og make-up kulsort og læberne stive. Den syntetiske overflade er perfekt, men det er svært at få øje på pigen bagved.    

Teatret kalder ikke forestillingen 'Kattejammer Rock' for en teaterkoncert. Det virker ellers oplagt, for med sin vellykkede blanding af originale optagelser og nye arrangementer af de kendte musiknumre er det der, forestillingen har sin styrke som et scenisk værk. 

Den sammenbindende tekst er lige ud ad landevejen. Enkelt og effektivt sørger den for at bringe den spinkle handling fremad, men er uden dybere dramatisk fremdrift. 

Et skud af vitalitet

Det ligger ikke i konceptet, og det ville de to medvirkende heller ikke kunne løfte. De synger udmærket, selv om musical-stilen nu og da rammer lidt skævt i et kammerspil med kun to medvirkende. Men særligt Liva-figuren bliver meget stereotyp, fordi Cecilie Greiber Alrings Liva savner udtryk og udvikling. 

Der er flere nuancer og mere nærvær i Max-Emil Nissens spil som Leo, der som en sen dramatisk finte viser sig at være hendes bror.  

Til gengæld spiller teknikken en så stor og styrende rolle i forestillingen, at 'Kattejammer Rock' opleves som et underholdende eksperiment med Virtual Reality som gimmick. Det bringer publikum tæt på nogle lokaliteter på turen ad memory lane, selv om det ikke har nogen indlysende dramatisk funktion. 

Fem indslag med VR er dog i overkanten, når to skal deles om et par briller, der skal af og på, og hvor teknik eller ukendskab godt kan drille. Der er hurtig hjælp ved hånden, men det kan ikke undgå at skabe afbræk i teateroplevelsen. 

Helt modsat virker baggrundens store frise af skiftende videoprojektioner, der giver iscenesættelsen et skud af menneskelig varme og vitalitet. De levende billeder nøjes ikke med at danne ramme om den sparsomme, men fint illustrative scenografi med en tørresnor til fortiden. De tilfører forestillingen masser af stemning og historisk baggrund med en skønsom og flot blanding af autentiske optagelser fra Vesterbros Ungdomsgård og rødstrømpeoptog og mere abstrakte indslag. Mens nutiden slår til med heftigt forstørrede tatoveringer.

De sidder på de store overarme, der tilhører ham, som måske – måske ikke er Livas kæreste og for øvrigt sidder i fængsel. Det og meget andet lykkedes det efterhånden ihærdige Leo at få lirket ud af den afvisende Liva, og det giver mere liv i spillet mellem de to. 

Så da han til sidst at afslører, at han er hendes tvangsfjernede storebror, aner man begyndelsen til noget, der kan blive en ny og lysere begyndelse. Det er mere tvivlsomt, om det bringer teatret nærmere de unge eller skaber distance at bruge digitale effekter, de i forvejen har rigeligt af.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
En historie om magt
Batida:
'Fargo & Søn'
Samtidigheden af fine sceniske billeder og forløb, som spilles overdrevet eller skulle have været strammet op, gør 'Fargo & Søn' til en mærkelig splittet oplevelse
Jeg vidste slet ikke, at drager var bløde
Bagage:
'Der findes da slet ikke drager'
Til gengæld troede jeg, at drageteater var morsomt. Men det er det ikke hos Teatret Bagage
Livets ledningsværk
Teater Morgana:
'Kort Sagt'
Med dejlige mavedeller, global iltiver og forvandlingssang under sprukne stjernes lys aser og maser, danser og synger små klovne sig rundt i et manegespil, som på poesiens skingrende skøre og sørgmuntre vinger maler livets cyklus.
Mennesker i modlys
Teatret Fair Play:
'Milkwood'
Teatret Fair Play vover pelsen og præsenterer en forestilling fuld af poesi, fantasi og fabulerende lidenskab i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges af virkelighedsteater
Brandgod barnlighed
Teatret Trekanten:
'Englen & Den Blå Hest'
I 'Englen & Den Blå Hest' går scenebillede, ord, skuespil og musik op i en mimisk,uhøjtideligt, poetisk og fantasibefordrende helhed, som man bliver helt høj af.