En vandreforestilling med særligt fokus på duft, syns- og høresansen. Et stykke stationsdramatik, hvor publikum indledningsvis bliver delt op i to grupper. Hold, som guidet og på strømpefødder bevæger sig gennem forestillingens iscenesatte rum. En forestilling, hvor publikum kommer helt tæt på performerne og hvor de inddrages direkte i en finale med musik og fællesdans.
Sådan er grundstammen i ’Duften af Betlehem’. Jeg har oplevet et væld af den slags forestillinger – ude såvel som inde. Carte Blanche står bag rigtigt mange, og også en del andre scenekunstgrupper. Men jeg mindes ikke i de snart 30 år, jeg har fulgt Teaterhuset Filuren, at teatret har stået bag et sådant koncept. Det er i sig selv et godt eksempel på åbenhed i forhold til fornyelse og nye formater.
Små nære mirakler
At ’Duften af Betlehem’ er inspireret af Juleevangeliet, kan man godt fornemme, omend der hverken omtales eller ses noget Jesus-barn. Lotus Lykke Skov, som har fået ideen til forestillingen, har i stedet valgt at flytte perspektivet helt tæt på og trukket de religiøse aspekter ud af fortællingen.
I korthed handler forestillingen om, at det mirakel, vi hører, der er nys om, skal komme, ikke er et som finder sted langt borte. Det er i stedet noget, der sker indeni i os hver især og mellem os – lige her og nu.
”Måske er det i et fingerstrejf, i et smil, i dig og mig….”, som teatret formulerer det i forestillingens programtekst.
Mirakel er nu et lige lovligt stort ord at bruge om det, der sker i ’Duften af Betlehem’. Men hvis vi trækker tilskrivelsen af guddommelig magt eller overnaturlige kræfter ud af begrebet og tænker det i noget mindre format – dvs. som små hverdagsmirakler, stemmer det bedre overens med det, som forestillingen sætter i værk. Værdien af det skal man bestemt ikke underkende.
Gensyn og fællesskabsglæde
Miraklet i forestillingen er knyttet helt tæt sammen med en bror og en søster. De er i begyndelsen adskilt fra hinanden, men mødes til slut – med stor gensynsglæde. Søsteren er en ”fødekone”, som, når hun hjælper børn til verden, giver hver og en af dem en specifik duft. Duftene laver hun af urter og krydderier.
Søsteren, som lever i byen, bliver omtalt af sin bror som en, der altid går og kikker ned i jorden. Broderen er en stjernekikker, som bor udenfor byen. Her holder han øje med og indsamler stjerner som opstår på himlen. Søsteren omtaler ham som en, der altid kikker op i luften.
Når de to til slut mødes, kobles det direkte samen med tilblivelsen af miraklet. Et mirakel, som inden gensynet af dem begge beskrives med ord om, at der skal fødes et lys, og at det vil ske en nat, hvor tiden står stille, og hvor himmel og jord vil blive forbundne.
Det fine – og dramaturgisk snedige – er så, at alle publikummer er til stede, når ”miraklet” opstår, dvs. når de to søskende mødes, og at det vel at mærke sker i en sekvens, hvor publikum guidet af en fantasifuld engleskikkelse, der synger og spiller på harmonika og zither (er lille strengeinstrument), først danser sammen i en stor rundkreds og siden ligger på ryggen og kikker op i en stjernehimmel.
Det er her, fornemmede jeg, at børnepublikummet via deres medinvolvering, mærkede en lille flig af et hverdagsmirakel.
Hver nyfødt sin duft
Duftoplevelser fylder meget i forestillingen. På den station, hvor publikum besøger fødekonen, bliver luften mættet med forstøvede krydderdufte. Det sker, når fødekonen fortæller om, hvordan hun udvælger dufte til hvert nyfødt barn.
Lotus Lykke Skov evner et fint nærvær som fødekonen. Hun bor i en hule af små skuffer og ophængte planter. Når hun beretter om, hvordan ufødte børn har hver deres duft, som blander sig med moderens inde i maven, og når hun fortæller om tvillinger, der derinde holder i hånd, bliver det for nogle af 2. klasserne lidt for pussenusset. Men hvem ved om de alligevel et sted synes om fortællingen?
Inden publikum forlader forestillingen, får alle en lille duftpose. Den, som angiver, hvordan det nyfødte mirakel dufter. Nok ikke tilfældigt har man her valgt duften af julekager: Stjerneanis, kanel og nelliker.
Stærk lyssamling og svag udstråling
Betina Birkjær står bag hele sceneografien, mens Kathrina Hjort Vilsgaard har designet kostumerne og Sletten (gulvet i midten), og de har gjort det godt. Der er meget godt at se på. Fx er kreationerne i den ørken med ørkenbjerge, som er en del af vandreruten, en æstetisk nydelse. På et glimtende kuperet terræn vokser smukke hvide tidsler op. I byrummet fodres ens sanser også af bløde gulvtæpper og tynde klæder, som hænger ned fra loftet. Undervejs kan man gennem vinduesrammer se ind i små iscenesatte rum.
Og endelig er engleskikkelsen klædt i et flot designet kostume. Fx et skørt i flotte folder og en dusk af hvide fjer som hårtop.
I Stjernekikkerens rum er der både noget, som inspirerer og noget, som er for mat. Man bliver fanget ind af alle de forskellige eksempler på stjernelys, som stjernekikkeren har samlet sammen.
Men på skuespilsiden virker Matias Hedegård Andersen noget stiv i udtrykket. Det er som om han ikke helt evner et naturligt og umiddelbart nærvær – til fortællingen og til det publikum, som befinder sig ganske tæt på ham.
