‘Den standhaftige Tinsoldat’ bliver til en lidt sjovere historie sammen med Andersens Kuffertteater. Den muntre performer Henrik Rosenquist Andersen fremtryller nemlig en masse moderne detaljer til H. C. Andersens gamle eventyr, så børnene får en nutidig ramme at opleve historien i.
Denne Henrik er smilet selv. Han får børnehavebørnene til at tage deres huer af og åbne deres jakker – når nu deres passive pædagoger ikke bekymrer sig om de smås hedeslag. Og han gør teater til noget rart: »Når jeg kigger ud af mit vindue, kan jeg se biler. Og et postbud. Og en tyk dame med en lillebitte hund,« siger han. Og så er ungerne allerede suget med ind i fortællingen.
Han folder sit mærkelige kuffertbord ud i alle mulige vinkler. Frem dukker scenografien med et skønt 12 etages hus med sprossede vinduer – sammen med historien om ‘Den standhaftige Tinsoldat’. Og hurtigt præsenterer manden sin kuffert med tinsoldater som sin fødselsdagsgave. Allerede her er der dog skepsis fra børnene. For hvorfor er tinsoldaterne af træ? Næ, de er af tin, siger Henrik. Men de er altså af udskåret træ – det kan man da se. Og hvorfor siger han, at danserinden bor i et slot af papir, når det tydeligvis er lavet af skinnende silke?
Det er ikke sådan lige til at forstå. Til gengæld synger ungerne gladeligt med på ’Tingelingelater Tinsoldater’, og deres pædagoger smiler veltilfredse. Man kan tydeligvis sin sangskat i Københavns Kommune.
Lalandia-forslag
»Hun danser til højre, hun danser til venstre, hun går op på tå…« digter hr. Andersen videre. Og han får koreograferet sine rim, så de passer på tinsoldatens bevægelser.
Men så kommer den væmmelige trold op af sin voldsomme æske. Og samtidig kommer en uhæmmet kreativitet op i teksten, der pludselig skal rumme en masse andet end H. C. Andersen. Her tipper balancen desværre. Dramaturgisk begynder performeren pludselig at standse ved alle mulige indfald, som for eksempel at synge ’Der sad to krager på et tag’ (hvor de så end kom fra). Jovist, det er muntert, når han inddrager ungerne konkret i historien. For hvor skal avisbåden mon sejle hen med tinsoldaten? Det skal være et sted med en masse vand. Så nogle af børnene mener jo nok, at det ville være en god idé at lade den sejle til Lalandia…
Rødhætte-forviklinger
Alligevel bliver det irriterende, at han rask væk forlader historien, nærmest bare for at fylde tiden ud. For ikke alene spiller han selv rotten nede i kloakken, sådan i kæmpe menneskestørrelse med rotteørekasket og lyserød hale. Han kaster sig også pludselig ud i at genfortælle historien om ’Ulven og den lille Rødstrømpe’ – endda tilføjet en løstgoblende vandmand.
Her bliver de teatralske virkemidler alt for banale og for tilfældige. Dermed kommer han til at ødelægge forestillingens glimrende flow og dens tætte fortællekontakt mellem ham og ungerne. Og dermed ryger også det stramme fokus, som han har skabt på det ellers ordløse forhold mellem tinsoldaten og danserinden.
Selv kalder Henrik Rosenquist Andersen sin teaterform for ’et slags drømmeteater’. Kærlighedsdrømmen i netop tinsoldateventyret bliver bare overskygget af rottemareridtet. Men i virkeligheden er hans fortælleteater ikke nært så visuelt ’drømmende’, som mange af de øvrige teatre, der i øjeblikket pusler med fortællinger, der har meget mere udviklet scenografi og projekter og dukker – for eksempel.
Men jo. Forestillingens dialogform er vildt sympatisk. Ikke et øjeblik er børnene i tvivl om, at denne mand virkelig gerne vil fortælle dem en historie – og det er naturligvis hovedsagen.
Historien kunne bare være blevet meget bedre, hvis den var blevet strammet ind til kun at handle om tinsoldaten og hans elskede danserinde.
