Mængden af mærkevarer på tilskuerrækkerne er nok lige så intens som i tøjbunkerne oppe på scenen. Det er dyrt at være med, når man er ung og gerne vil være helt rigtig.
Det vil både Emil og Emma. Han har alt, han elsker alle sine ting og har tjek på det hele – også vennerne. De rigtige venner, de rigtige mærker – det er bare rigtigt alt sammen. Emil synes, at han er lykkelig. 13-14 år gammel og har aldrig prøvet andet end nok af det hele. Emma har det sværere. Ikke fordi hun mangler noget, men fordi hun aldrig ved, om hun har det rigtige. Det, der lige er hende – det, der gør hende til noget helt specielt og samtidig får hende til at ligne alle de andre, så hun kun skiller sig ud på den rigtige måde. Emma drømmer om at være en anden – hun føler, at hun er den eneste i hele verden eller i hvert fald i klassen, der ikke ved, hvem hun er.
På klassisk dramafacon rives trygheds- og materialismetæppet væk under fødderne på Emil og Emma. Emils forældre har levet langt over evne – fogeden kommer en dag og tager det hele, så Emil pludselig er blevet usynlig i klassen uden alle sine statussymboler – og Emmas mor mister sit velbetalte job, men siger det ikke til nogen. I stedet forsøger hun at spare, hvor hun kan. Så Emmas opulente konfirmationsfest er i fare og gaven ender med at være en campingtur til Sønderjylland. Og hvor fedt er det lige!
Her møder de hinanden. Udstødte Emil på flugt til Tyskland, hvor hans rige onkel angiveligt bor; usikre Emma, hvis selvtillid bestemt ikke har fået det bedre af forældrenes skænderier. Om sød musik opstår – ja, det gør den da heldigvis. Og det lykkes da også Emma og Emil mere eller mindre at forsone sig med fattigrøvstilværelsen, måske endda så deres liv kunne blive en lille smule mere ærligt på de nye betingelser?
Høj spejlingseffekt
På rækkerne bliver der grinet og genkendt. For stilen er pågående og ikke det mindste voksenmoralsk. Emma og Emil er som de er, produkter af en overfladisk og tingsfikseret kultur.
De to spillere, Mads Riisom og Anne Gry Henningsen, mestrer kunsten at give Emil og Emma den helt rigtige desperation og sårbarhed; og samtidig er der i Petrea Søes iscenesættelse en stærk intensitet, en vrede, en afmagt og en glæde, der gør indtryk. Selvfølgelig hjulpet godt på vej af Julie Maj Jacobsens glimrende tekst.
Forestillingen veksler mellem fortælling og spillede scener – og ikke mindst i de passager, hvor de to skuespillere fortæller om deres figurers tanker og handlinger, mærker man på det præcise og meddigtende sprog, at det er en god dramatiker, der har skrevet dem. Tæt på naturalisme og hverdag, men alligevel løftet sprogligt lidt op.
De to skuespillere glider også ubesværet ud og ind af diverse voksenroller, mens aktuelle popsange ironisk kommenterer historiens udvikling, og tøjdynger og guldkasser på gulvet repræsenterer diverse lokaliteter.
Jeg tror, at der vil være høj spejlingseffekt og underholdningsværdi hos et ungt publikum. Fordi historien ikke blot fanger afhængigheden af de mærker, der sidder i tøjet, men også de mærker, de fleste unge allerede har fået på sjælen. Angsten for at være anderledes, alene og udenfor.
