Man mindes bøsseteatret Den Lette Ende og andre hedengangne debatteatre med lige dele respekt og gysen, mens man venter på, at ’Hate Crime – en kærlighedshistorie’ skal gå i gang. Respekt, fordi det var vigtige ting, der blev sat på dagsordenen af såvel køns- som anden politisk relevans dengang i 1970’erne. Og gysen, fordi det ofte var mere firkantet debat end bevægende teater.
Den gysen kan man heldigvis godt lægge fra sig over for det nye udspil fra homoteatret Hils Din Mor. Der er ikke meget firkant og politisk korrekte meninger over ’Hate Crime’. Tværtimod undgår dramatikeren Tomas Lagermand Lundme stort set hele vejen igennem det frelste og velmente i replikkerne, og undervejs er der samtidig plads til voksensmil over små præcise nålestik til forældre og andet godtfolk i det heteroseksuelle normal-Danmark, der på samme tid kan virke trygt og alt for omklamrende.
Stykket er angiveligt beregnet for de 12-18-årige. Jeg tror nu, at aldersgruppen næppe strækker sig højere end til de 15-årige, men så er den til gengæld også perfekt.
Joe og Benjamin
Historien gælder Joe og Benjamin, to skolekammerater i 9. klasse. Joe er bøssen i klassen, lige sprunget ud, og det er sådan set gået meget godt. Alligevel er der nogen, der skriver ’Bøssesvin’ på væggen i skolegården.
Albert og Bjarne, sladrer bedstevennen Benjamin. Men vi ved bedre. For det er Benjamin selv, der har skrevet det. Benjamin er drengen i klemme. Hvor Joe sådan set er afklaret med sin seksualitet, ved Benjamin ikke rigtig. Tør han stå ved sig selv eller er det sikrere at holde sig til klassens stærkt heteroseksuelle ballademagere, rødderne Albert og Bjarne.
Benjamin rider hele tiden på to heste. Snart tiltrækkes han af Joe, snart lægger han skumle planer med Albert og Bjarne, som vi aldrig ser på scenen.
Skulle man undervejs indvende noget over for historien, rent dramaturgisk, er det, at Benjamins pendulering frem og tilbage mellem Joe og rødderne måske lige er én volte for lang. Men ellers lever vi med i stakkels Benjamins kvababbelser som den, der gemmer på hemmeligheden og selvfornægtelsen. Den selvfornægtelse og det selvhad, der ofte kan kamme over i homofobi og de had-forbrydelser, titlen refererer til.
Hellere være den, der slår først og hårdest, så ingen skal være i tvivl om, at man skam er med på det rigtige hold.
Selvfornægtelsens mekanismer
Det er i skildringen af disse selvfornægtelsens mekanismer, at stykket har sin styrke, både politisk og psykologisk. Det er her, det gode oplæg til debat gemmer sig.
At vi så får drengekys og knus med i købet, er kun fint, ikke mindst fordi Johannes Lilleøre som Joe og René Benjamin Hansen som Benjamin er to præcise typer.
Der er en ro og en hvilen i sig selv over Lilleøre, der nok skal gøre indtryk, uden at det virker utroværdigt, og Hansens rastløse desperation i den svedende krop og forræderens evigt jagede blik tegner overbevisende Benjamins forfærdelige dilemma i Mette Føns’ enkle og meddigtende iscenesættelse.
Her er flot med krop på ordene og samtidig skaber drømmeagtige sekvenser fine øjeblikke af eftertænksomhed mellem alle skolegårdens barske konfrontationer.
