Auuv! Gør det måske mindre ondt, fordi skavanken er indbildt? Nej vel. Stakkels hr. Argan lever i en selvvalgt verden af lidelse og indvortes pinsler. Hård mave, tynd mave, klyster-sprøjtes må tages og lavementer skal tydes – sidstnævnte smøres endda på væggen for at vurdere konsistensen. Er der mon noget galt?
Ja, det er der. Med hr. Argan. For helt efter opskriften i Molières klassiske komedie stiller han sig også i denne effektive, hollandske topersoners bearbejdelse på tværs over for kærligheden. Hans datter skal ikke have ham, hun elsker, men derimod sønnen til den læge, der tilser Argan. Blæse være med kærligheden – en svigersøn som læge er ønskepositionen for en hypokonder, og så må datter bare føje sig!
Heldigvis er der Toinette. Tjenestepigen, rapkæftet, snusfornuftig, den faste klippe i et hus, hvor alt sejler. Sindrigt overtaler hun Argan til at stille en fælde for sin træske hustru, der bare venter på, at han kradser af; og samtidig bliver det klart, at datteren, trods sin fars stivsind, elsker ham og sørger over hans død. Som altså kun er på skrømt. Og dermed er vejen banet for den sande kærlighed og for en Argan, der ender med at blive sin egen læge. Det kan man da kalde et tæt og fortroligt patient-læge-forhold!
Præcise karikaturer
Molières komedie er altid værd at spille. Hvad enten man sætter den på scenen som stilkomedie med svirp i replikføringen, eller man som her lader Klaus Andersen og Folmer Kristensen personligt tage sig af hovedpersonerne Argan og Toinette, mens resten af galleriet udgøres af store, groteske dukker, ført af de samme to skuespillere. Effektivt, sjovt og voldsomt personalebesparende!
Ganske tankevækkende er det imidlertid i den forbindelse, at opsætningens stærkeste kort netop er disse dukke-bifigurer, som Folmer Kristensen forener med et festfyrværkeri af præcis karikatur. Den kælne datter, hendes tumpede, muskelsvulmende elsker, Argans hårdtpumpede, vulgære kone, hans blodtørstige læge, hans opsvulmede advokat, og endelig den rebelske lillesøster.
Med god hjælp af Gertrud Exners slaskedukker med haj-gab til alle de barokke ord mestrer Folmer Kristensen parodiens svære kunst, så vi skriger af grin over for Klaus Andersens herligt robuste Argan. Det kræver som bekendt et godt helbred at være syg – det er vi ikke et sekund i tvivl om hos Andersens bredskuldrede kraftkarl, der tonser rundt i skiden natskjorte, snart fnysende, snart klynkende. Og derfor bliver vi da heller aldrig bekymrede for, om der virkelig skulle være noget alvorligt i vejen med stakkels Argan. Medlidenhed med hovedpersonen i klassiske komedier som denne er som bekendt døden for det gode og katharsis-rensende grin.
Overrumplende energiudladning
Det behøver vi heldigvis ikke at bekymre os om her. Der er rigeligt at grine af. Derimod lader det sig ikke skjule, at de to skuespillere mangler den fornødne karakter og præcision i replikkerne, når de spiller Argan og Toinette. især når situationen ikke kalder på hidsigheden, men på inderligheden eller spidsfindigheden. Så griber jeg mig selv i at savne et par sande verbal-ekvilibrister, der for alvor evner at jonglere med Molières fantastiske ordkunst, så hver en sproglig pointe går hjem.
Men det er heldigvis et lille savn i forhold til disse 80 minutters overrumplende energi-udladning, hvor der også leges lidt med teaterillusionen undervejs, når de to skuespillere ’falder’ ud af rollerne.
Og så er Claus Helbos tissegule flise-dekoration, hvor lavementerne, mudderbadene og lokumstønden sprøjter op på væggene, en herligt konkret illustration af det ulækre livsindhold hos titelfiguren. Vi mangler bare lugten!
For et ungt, klassiker-uvant publikum vil denne opsætning være en skøn introduktion til genren, fordi den i bedste, grovkornede commedia dell’arte-stil fræser historien ud for os, så der ikke er et øjeblik af tomgang. Samtidig vil den del af publikum, der kender og holder af komedien, glæde sig over, hvor uhyre loyal opsætningen er over for Molières original,. både i ord og virkemidler.
Auuv, for en god forestilling!
