Tænk at Riddersalens gamle, skønne scene endnu en gang kan overraske med nye erobringer af den sparsomme plads! Men det lykkes i den nye familieforestilling ’Rejsekammeraten’, hvor scenografen Sigurd Dissing bogstaveligt talt har ladet scenografien løfte sig op fra gulvet, omtrent som når man læser en børnebog, hvor avancerede udklip folder sig ud, når man bladrer. Med minimalt kongeslot og uhyggelig kæmpetrold i overrumplende forening.
Det er i hvert fald en forunderlig verden, der åbner sig i Riddersalens teaterforestilling ’Rejsekammeraten’ – frit og fornøjeligt efter H.C. Andersens eventyr fra 1835. Her trives eventyret med dets rå beretning om en dreng, der mister sin far.
Iscenesættelsen er af Riddersalens teaterdirektør, Henrik Køhler, der efter mange år som skuespiller og administrator her debuterer som instruktør. Han har også selv bearbejdet eventyret – kløgtigt og med sans for enkelhed i fortællingen, så det ellers temmelig omstændelige og religiøse eventyr forvandler sig til en oplagt og mere tidløs teaterfortælling for øjnene af skolestarterne og deres voksne.
Forestillingen handler om den unge Johannes, hvis syge far dør. Johannes vandrer derfor af sted ud for at finde lykken. Undervejs gør han en god gerning ved at betale en gæld for en død mand, og sidenhen dukker der en mand op, der bliver hans rejsekammerat. Sådan kort fortalt.
Blink i øjet
På Riddersalen står tre på scenen: Skuespilleren og dukkeføreren Erik Olsen, skuespilleren Katja Kvistgaard og musikeren og skuespilleren Hans Find Møller. De udgør en sjov og umage trio, der viser sig at spille sammen som et yderst dynamisk team med højt humør. De hopper alle tre ind og ud af eventyrets mange figurer både med loyalitet og blink i øjet, og de siger både replikker og sidebemærkninger, så både voksne og børn kan følge med i det hele – og føle sig trygge.
’Rejsekammeraten’ er et ægte Andersen-eventyr. Her er både en trold og et par magiske svanevinger – og nogle friere, der ikke har overlevet prinsessens luner og trang til at tage livet af sine bejlere. Noget er vitterlig temmelig uhyggeligt. Men alt på scenen virker samtidig så beroligende, at også de 6-årige kan mærke, hvordan den lykkelige slutning presser sig på til sidst.
Musikken væver sig fint ind og ud af eventyret. Hans Find Møller spiller gladeligt på sin kontrabas, mens Katja Kvistgaard synger – og Erik Olsen holder sammen på figuren Johannes, der viser sig at være en dukke i menneskestørrelse. Det er godt nok ikke nogen synderligt køn dukke, Sigurd Døssing har skabt. Men den har et åbent træansigt med groftskårne kinder, blå øjne og noget lyst garnhår, som umiddelbart får publikum til at holde af den. Og så er den klædt i en fin uldvest, så man kan mærke, at denne Johannes nok levede engang i de eventyrlige, gamle dage.
Kostumerne af Pille Behrendt er i det hele taget fyldt med fine små detaljer. Prinsessens kjole er syet med smækker silketalje og også de flotteste skørter med stive foldekanter, så kjolen folder sig ud som en overraskelse, ligesom scenografien, der springer op af gulvet. Det er virkelig haute couture for børneteater. Og Sonja Leas lysdesign følger de voldsomme stemningsskift med fin dynamik, og Gregers Kjar har skabt symbolske videoprojektioner fra Johannes’ rejse, som udvider rummet yderligere. Det er virkelig vellykket.
Trolden under gulvet
Latteren runger undervejs. For der er masser af humor og selvironi omkring fortællingen. Særligt Hans Find Møller skaber komiske øjeblikke, når han f.eks. spiller konge og far til en ret umulig prinsesse – indimellem at han trakterer sine instrumenter og indlægger lystige temaer fra klassikermelodier som ’Vi lister os af sted på tå’ og den slags.
Erik Olsen formår til gengæld både at tage livet af en irriterende fyrtøjsheks med morsom timing undervejs. Han fører også den onde, gigastore trold op af kældermørket gennem scenegulvet – alt sammen med en humoristisk lethed. Og Katja Kvistgaard har en god og klar stemmeføring som den forheksede prinsesse, der kun bliver mere og mere grusom undervejs, desto mere dårende dejlig hun ser ud. Og så kan hun smile, så alle smelter.
I Riddersalens hyggelige rum sidder Dronning Margrethe også stadig som nysgerrig dukke oppe i sin loge på væggen. På tilsvarende vis gør forestillingen sig umage med at indramme teateroplevelsen, som Trine Wisbech har samlet som dramaturg. Eventyrforestillingen indledes i hvert fald med et klart ’Der var engang…’ og slutter i samme trygge ånd med et lettet ’Og de levede lykkeligt til deres dages ende…’
Tilsat med en respektfuld tilføjelse fra Køhler & co., der bringer eventyret op til vores tid, hvor både konger og dronningers magt afspejles i respekt, der vises dem. Lurende trolde eller ej.
