Vi kan sikkert blive enige om, at kæledyr er kommet for at blive. Om det så drejer sig om guldfisken i feng-shui-bowlen eller om den fedladne racekat, der hidsigt sætter tænderne i tante Elses baller. Men hagen ved de nuttede skabninger er, at de dør. Det gør vi alle og derved skabes fællesnævneren for ’117 måder at slå sit kæledyr ihjel på. Based on a true story’.
Teater Fantast griber om roden på et af samfundets største tabuer; den uundgåelige afslutning, vi alle halsende skubber foran os. De har nydt godt af både Facebook og Fødevarestyrelsen i research på ’the true story’ om vores famlende berøring af kæledyr og død, og i deres program står, at ’et barn kan forstå døden fra omkring 9-årsalderen’.
Hmmm – tænker jeg og sidder med fornemmelse af, at rigtig mange, deriblandt mig selv, endnu ikke har fattet, hvad det nu lige er for en størrelse? Er det ikke derfor vi har opfundet religion?
Jeg selv husker mit første voldsomme møde med døden netop i form af tab af kæledyr; min elskede puddelhund, som havde fulgt mig i tykt og tyndt op gennem min barndom. Frygteligt, frygteligt, frygteligt. Jeg ser min mor sidde overfor mig ved det runde fyrretræs bord og forsøge at skjule tudefjæset, som hun har båret, siden hun har efterladt Krølle hos den effektive dyrlæge.
Som børn jo gør, opfanger jeg stemningen og kommer aldrig igennem min spaghetti bolognese, men kæmper mig i stedet ud i verdens længste entre og ned i kælderværelset, hvor jeg stortudende kaster mig på sengen og bliver liggende en uge.
Kun min fars pludselige død i en al for ung alder har overgået den smerte, som mit ung pige hjerte stiftede bekendtskab med ved tab af kæledyr. Men forstået døden har jeg aldrig…
Det har Fantasterne sikkert heller ikke, og allerede i programteksten anes deres ironiske og morbide jargon.
Døden og håbet
’Jeg skal væk’, synger katten ved forestillingens slutning og grundfæster livets absurde fællesnævner, at vi kun er bølgeskummet på toppen af det uforståelige evighedens verdenshav. Men de sidste strofer giver samtidig anledning til den lille drengs håb. Hermed forsegles tematikken, som selv den tungeste tilskuer i salen ikke kan ha’ overset, mens der er blevet zappet rundt i alle tænkelige situationer i mellem os, kæledyrene, håbet og døden.
Kæledyr er det tætteste, vi kommer uforbeholden kærlighed og hvem har ikke brug for den? Om det så er fra hvalen Valborg eller en vandrende pind; kærligheden har ingen grænser. Og kæledyrene er i kærlighedens navn skabt til det individuelle moderne menneske. Vi kan købe, bruge og smide væk.
Ja for virkeligheden overgår fantasien og derfor giver Teater Fantast opskriften på en dødsrevy, inspireret af hverdagshistorier fra nettet. Og de er ikke for småbørn, selv om det ofte er deres handlinger, der fører til de grumme og groteske historier. Til gengæld kan de udlægges hylende morsomt, de kan pakkes ind i kontrasterende akkompagnementer, de kan rappes med seriøs sjælfuld indsigt og tilsættes dukker samt ungdommelig charme.
Desværre er timingen dårlig for Teater Fantast, for forestillingen ville være perfekt for den oplevelseshungrende efterårsferie-familie, der i uge 42 har søgt storbyen af skræk for ensomheden i hinandens selskab. Nok en noget alternativ familie udflugt, men en af dem, der giver stof til efterfølgende snak.
Jeg selv havde taget min syv-årige datter med, da hun er vild med Jooks, og hun havde en fest. Specielt faldt hun for sangen om de gule fjer. En egentlig sørgelig sang om den lille purks søgen efter sin fugl. Men igen drejer Fantasterne det sørgmodige, og den idylliske skraldecontainer hule med sin hemmelige kasse fuld af gule fjer og kropsdele fra det flyvske kræ, får et komisk præg, men igen giver scenen håb.
For meget form, bare for meget…
Jeg talte ikke om, der var 117 historier, men det tangerer. Derfor skal jeg måske heller ikke klandre Fantasterne for angst for fordybelse og ej heller foreslå en udrensning af research-genereret materiale, et plastiskkirurgisk indgreb, der fjerner overflødigheder. Kort sagt en dramaturgisk opstramning. Men min kritik går heller ikke på indhold, men på form.
Hatten af
Det er tydeligt, at Fantast pigerne er talentfulde. De kan agere og føre dukker, og på samme gang kan de klogt vælge udefrakommende kvalitetsløftende medspillere, som resulterer i et fornemt produkt. De forstår at skabe sceniske kontraster, at implementere geniale rap-numre og skabe forføriske mix af live musik med eksperimentelle lyde fra kulissen.
Men jeg kunne godt have ønsket forestillingen kortere, idet jeg gik træt i formen. Jeg gik træt i gruppesamtaler og små hurtige optrin med nyhedsoplæsende strømpehunde, gik træt i at den funktionelle og opfindsomme scenografi blev rykket frem og tilbage i en uendelighed, og i turbo-tempo-dukker, som for mig kræver ro og simplicity. Jeg får lyst til mere af den skønne papegøjediva med frihedslængsel og stækkede vinger, til at gå på opdagelse i den store kanin og hund, og i de scenisk smukke optrin.
Jeg er ligeglad med at se fire mennesker sidde så mange gange og fortælle historier, når jeg lige har snuset til, hvad de unge mennesker kan scenisk.
Når dette er sagt, vil jeg dog slå et kraftigt slag for Fantasterne, der er modige og tør kaste sig ud i en ret så konventionel branche, hvor de uskrevne regler foregøgler, at børn ikke forstår ironi, ej heller sort humor og groteske indfald. Derfor er familieforestillinger oftest af en noget andet forsigtig konstruktion.
Her er der ikke lagt fingre i mellem, det er råt for usødet og måske skal man ikke gå ind og se ’117 måder at slå et kæledyr ihjel på’, hvis man lige har mistet lille Fido.
Men hatten af for Fantasterne, hatten af for deres brug af live-musik, for deres dukker, masker og for de tabuomklamrede temaer.
