Julen bliver overhovedet ikke væk på Ishøj Teater.
Titlen på årets juleforestilling er godt nok ’Julen der blev væk’. Men forestillingen viser sig lykkeligvis at være det mest charmerende møde med juleglæden og nissefortroligheden. Ungerne hepper og råber og er vilde med historien om de to børn, der skal holde en helt forkert jul med ’stil’ – altså i et tjekket, alt-er-hvidt-hjem med forældre, der har mistet juletroen.
For selvfølgelig ender alt lykkeligt – som i urjulestykket ’Jul i Nødebo Præstegård’. Det er Gunvor Reynberg, der er hidkaldt som ny dramatiker på Ishøj Teater, og hendes julehistorie har præcis den fingerspidsfornemmelse for ungernes virkelighed, som er hendes særlige force som børneteaterdramatiker.
Storebror i stykket taler akkurat så irriteret til sin lillesøster, som han ville gøre det i virkeligheden – og lillesøsteren er lige så fuld af sprælske idéer, som hun ville være det, hvis hun vitterligt var alene hjemme med en kagedåse..
Livlig lillesøster
Pia Rosenbaum har iscenesat historien med en fin sans for Ishøj Teaters særlige stil. De to garvede Ishøj-spillere, Sussi Andersen og Peter Gregersen, spiller det gamle nissepar, der hjælper børnene i kampen mod de håbløse og fraværende forældre.
Og de har begge lige akkurat den mildhed og irettesættende facon, som ungerne elsker, fordi den lugter langt væk af bedsteforældreoverbærenhed og brune kager. De har en ro i deres kroppe og en lydhørhed over for børnene og deres reaktioner, så ungerne virkelig føler, at de spiller netop for dem. Og deres nissehuer er spidse og uden hvide kvaster, netop som sig hør og bør for nisser over 400 år.
Børnene spilles af to unge skuespillere med godt tag på den moderne julehygge.
Den 28-årige Annevig Ebbe har et skønt humør og nogle meget livlige ben, når hun styrter rundt mellem designermøblerne og leger. Hendes fletninger er rodede på den lillesøsteragtige måde – og så synger hun sange med kæk stemme, der smitter.
Som storebroderen har den 31-årige Sune Geertsen en fin gammelklog storebrorattitude med ansvar og undskyldninger parat, indtil lillesøsteren får ham med på idéen om at støtte julen – og tro på nisserne. Og efter tilskuernes hujen at dømme så er pudekampen mellem forældrenes hvide vaser også helt i top…
Julehjerter skal der til
Forestillingen bæres ikke mindst af Nina Schiøttzs scenografi, der fint bruger Ishøj Teaters amfiteateropbygning. Nede på selve scenen er den hvide anti-julede stue med hvidt plastikjuletræ og uhyggelige formskårne stole. Og oppe under loftet er der nissehule under træbjælker med gran og julehjerter.
Pointen er, at børnene næsten har glemt julen, fordi forældrene har villet udrydde den. Og at børnene derfor også har glemt de gamle julesange.
’På loftet sidder nissen med sin – med sin hvad?’ spørger lillesøsteren, da hun ikke kan huske resten af sangen. Og selvfølgelig råber børnetilskuerne straks de hjælpende ord til hende.
Egnsteater uden nostalgi
Ishøj Teater kunne ellers selv godt trænge til nogle godhjertede nisser. Teatret har været gennem en barsk periode. Teatret er oprettet i 1965, og i 1972 fik det sit eget hus i landsbyen Tranegilde uden for Ishøj, hvor det blev egnsteater i 1985.
I februar 2011 påpegede egnsteaterkonsulenterne adskillige mangler ved teatret, og deres evaluering medførte, at ledelsen nu er skiftet ud, så Allan Grynnerup har overtaget ledelsen fra stifterne Jytte og Tonny Lyngbirk. Desuden er en lang stribe kunstnere udefra blevet tilknyttet teatret.
Evalueringsarbejdet har teatret altså taget alvorligt, og det er glædeligt at se, hvordan teatret vitterlig har udviklet sig. Samtidig er det beklageligt, at Ishøj Teater brat fik fjernet sin egnsteaterstatus som konsekvens af evalueringsrapporten – i stedet for blot at få nogle påbud i første omgang.
For resultatet er nu, at landets største tilskuersucces inden for børneteater fremover kun vil kunne klare sig på projektstøtte og fondsstøtte. Omkring 50.000 børn – ja, 50.000! – besøger hvert år Ishøj Teater og dets helt særlige forestillingskoncept.
Børnene bliver typisk fragtet dertil i busser fra deres børnehaver og skoler, og efter forestillingen drikker de saftevand og spiser madpakker og får forestillingens lille pixibog med sig hjem; og pædagogerne kan endda købe en cd med, så ungerne kan genhøre sangene hjemme på stuen.
Den børneskare bliver svær at indfange, hvis teatret ikke længere kan skrabe penge sammen.
De brune kagers fest
Netop derfor kan man også håbe, at ’Julen der blev væk’ vil kunne indgå i teatrets faste repertoire, måske hvert andet år. Fordi den viser, hvad teatret kan præstere – og at Ishøj Teater i denne forestilling er fuldt på højde med andre børneteatre.
Desuden kunne det være, at netop denne forestilling også ville lokke busløse bedsteforældre ud med ungerne. For forestillingen rummer alle de gentagelser, som de allermindste elsker, men også de udfordringer, som de større unger sætter pris på – og den julenostalgi, som bedsteforældre har svært ved at klare sig uden, når december presser sig på.
Kun slutningen bliver lang for alle aldersgrupper – og lovligt moralsk. Ti minutter kortere, så ville forestillingen være lige i skabet. Altså nissernes skab med masser af brune kager.
