Omkringvandrende jul – eller julen som installation – synes moderne lige nu. Både ZeBU i København og Nørregaards Teater i Odense markerer i hvert fald julens komme med en slags udstillingsteater, hvor vi går rundt i bygningen, rum efter rum, mens små optrin udspiller sig.
Nørregaards Teaters forestilling har den enkle og forjættende titel 'Jul'. Men man skal nu ikke forvente mange nisser, juletræer, engle og Gudsord af den grund. En del af de små tableauer er så fjernt fra det, vi umiddelbart forbinder med jul, at det er lige ved at være betænkeligt. Som om holdet bag forestillingen har forsøgt at uddestillere julens basisingredienser – musik, mad, hjertevarme, de stakkels fattige, lyset i den mørke tid og så videre – og så fabuleret frit over dem.
Begyndelsen er ellers lovende. Foyeren, hvor vi inden forestillingen skifter til solide uldsokker, er forvandlet til en mellemting mellem et bibliotek og en banegård. Derfra begynder turen ind i det første rum, hvor en pige sidder nynnende oven på en stak gigantiske eventyrbøger, mens vi let undrende ser på. Efter et stykke forventer i hvert fald jeg, at et eller andet må ske, men der sker ikke rigtig noget. Som et påfund uden pointe. Så er der langt mere slagkraft i næste tableau – et smalt køkken, hvor alle 20 tilskuere bænkes til peberkagebagning hos en særdeles eksalteret kvinde, der hører kaptajn Jespersens morgengymnastik i radioen.
Peberkagespisning bliver der heldigvis også tid til, inden vi skal videre rundt i teaterhuset. Denne gang ind i et af de meditative rum, vandringen viser sig at rumme flere af. 'Lyt til dit hjerte', siger kvinden i rummet med fuglesang, kormusik og tændte stearinlys. Og derfra videre til forestillingens indlysende højdepunkt, et fortællerum med Bo Stendell Larsen som ældre fortællenisse.
'Den lille pige med svovlstikkerne' får vi med tæt og rusten stemme, så det isner i os over den lille forfrosne piges tændstiksyner ved nytårstide. Dødstille er der.
Lidt for abstrakt
Samme klarsynede og fortættede intensitet savner det næste rum desværre. Vi er på besøg hos tidens vogter, en herre i sort med ure halvt begravet i sand – og igen får jeg fornemmelse af en ide, der ikke er tænkt ordentligt igennem, i et sprog, der er alt for abstrakt for de mindste, og en lidt slap fremførelse.
Via en meditativ mellemstation, et dyne- og drømmerum med spinkel vuggesang over højttaler, vandrer vi ad stjernefyldte trapper til en fuglepige, der uddeler appelsiner og synger om den nye dag, hvor alt kan ske. Hvilket hun bestemt har ret i, men hvad det lige har med jul at gøre, bliver aldrig klart. Som ide betragtet fungerer det overordnet godt i Odense.
Der er gjort meget ud af rummene – kun en enkelt tur på kedelige, upyntede administrationstrapper forstyrrer oplevelsen – men juleglæden indfinder sig næppe i højere grad efter besøget.
Eller som en lille dreng, nøgternt konstaterende, formulerer det på vej ud: 'Det var sjovt, men det var også meget mærkeligt'.
Vel ikke den værste anbefaling at få, bare man skruer ned for juleforventningerne til forestillingen.
