Der er lunt i bussen efter kulden udenfor. Manden, der byder velkommen er rar og siger, at vi både må småsnakke og også fotografere.
Han er vicevært i det skrummelstore røde hus, hvorfra det emmer af julehygge. Selv nøjes han ikke med at småsnakke, men nynner muntert og kommenterer uafbrudt alt, hvad der foregår. Helt overflødigt og synd for de små tilskuere, der får forestillingen proppet ned i halsen i stedet for at få ro til at opleve den.
‘Op under jul’ bliver præsenteret som ‘Historien om det røde hus’, og den er fuld af kønne, genkendelige scenebilleder, sjove genstande og troværdige dukker. På den fikse drejescene ses huset både udefra og indefra, på afstand og en enkelt gang i nærbillede. Vi kan også kigge ind til nogle af beboerne, når facaden lukkes op som låger i en julekalender. Det allerflotteste er det store loft med spindelvæv og skrammel – spændende for små barneøjne.
Her – lige under det skæve pandekagetag – bor nissen. Han spiser grød – også skeen! – og driller, sådan som en rigtig nisse skal. Længere nede bor operasanger Jensen, og i midten Tobias på fem år med sin højgravide mor Maria. Hun føder, før forestillingen er forbi. Helt nede i stueetagen sidder gamle Olsen, der kunne være en af de vise mænd fra Østerland. Men han er blot en herligt højtråbende gammel herre, hvis standardreplik er: ‘Luk døren’.
En underlig fjern figur
For selv om scenen er sat til en sød og munter krydsning af det klassiske juleeventyr og en nissehistorie, forløser ‘Op under jul’ slet ikke sit oplagte potentiale.
De ældste børn i aldersgruppen har sikkert allerede hørt om Maria og Jesusbarnet, men trods navnet og fødslen er der ingen klare referencer til bibelhistorien. Det er forvirrende og lige så sært, som at hverken mor eller Tobias skænker det nyankomne familiemedlem større opmærksomhed!
Der er heller ingen forklaring på portrættet på væggen af Tobias´s far, som arbejder i udlandet og forhåbentlig kommer hjem til jul. En fire-årig kan godt se, at farmand er i soldateruniform. Men de får ingen forklaring på, hvad han laver, og hvad Tobias tænker og føler i den anledning eller om ret meget andet i forestillingen. Som forestillingens centrale barn er han en underlig fjern figur uden syndelig kontakt til tilskuerne.
Mens mor koger risengrød, ser Tobias julekalender i TV. Fint nok, for så kan publikum være med på en lytter til den evigtunge ‘Banjomus’. Operasanger Jensen giver også et par numre. Mest opera, mens julen kun tilgodeses med et par strofer af ‘Et barn er født i Bethlehem’. En larmende flymotor skal fortælle, at far kommer hjem til jul – forhåbentlig ikke i en kiste! Og med fire tændte lys i adventskransen og en stjerne over det røde hus bliver det jul.
Trygt og godt, men en tynd kop teaterte, hvis tredje stjerne går til scenografien.
