Julia Donaldson er endnu en af disse børnebogsforfattere, der arbejder i den lange engelske tradition for frit fabulerende tekster, hvor alt kan ske. Jeg tænker på Alice in Wonderland, på Peter Plys og Nalle Puh, på Beatrix Potter og på Edward Lear med 'The Owl and the Pussycat', som Donaldson selv nævner som en vigtig inspirationskilde. Selve essensen af 'the nonsense verse'.
Fortællingen om 'The snail and the whale' har Teatret st.tv. taget til sig og omsat til en scenisk fortælling. Originaltitlens rim måtte rigtignok give fortabt, men grundhistorien er beholdt, og den er jo god nok. Den giver ophav til mange slags scenisk aktivitet.
Udlængsel
Rie skal på tur med sine forældre, men de skal bare – ja, hvad skal de: AAbejde lidt, støvsuge lidt, ordne lidt, vente lidt. Det er fikst fremstillet, som skyggeteater på de 17 skærme, der danner spillepladsens bagvæg, hvor de voksne er store og Rie er lille og mere eller mindre usynlig for de voksne.
Skærmene i sig selv danner, lige så fikst, omridset af en gigantisk hval. I alle fald: Rie keder sig og bliver nødt til at underholde sig selv imens.
Ligedan forholder det sig med sneglen i bogen, der med sine mange koloni-kammerater sidder fast på den undersøiske klippe, og ikke kommer nogen vegne, og ser livet passere i form af fisk og både i alle størrelser. I sin udlængsel laver den et slim-spor – en slags undervandsgraffiti – med bøn om et lift ud i verden, og sandelig: en læsekyndig hval indvilliger i at tage den med på sin hale.
Og så begynder en eventyrlig rejse jorden rundt, hvor sneglen opdager hvor ufatteligt stor og mangfoldig verden er, og hvor ufatteligt liden den selv er.
Rie fortæller historien for os
Rie, i skikkelse af Marianne Søndergaard Madsen, følger sneglens odyssé der tager os fra det ene spændende og eksotiske sted til det andet.
Til is og kulde ved Grønlands kyst, til pingvinkolonier i Antarktis, til dybe dyk ved Kina og papirklip og havbio, til surfing ved Australiens Great Barrier Rief – ja, til og med til samba i Rio kommer vi: 'Ud i verden at se, på ryggen af hvalen kan alting ske'.
Indtil hvalen strander. og den lille snegl må træde i karakter og mobiliserer børnene fra den nærliggende skole til at hale hvalen ud i vandet igen.
Og omsider lægger mor og far mærke til Rie og hører hendes konkylie.
Et netværk af gode kræfter
Lisbeth Burian er fast samarbejdspartner i Teater st.tv. Hun har skabt en yderst mangfoldig scenografi. Sune Skulbøl Vraa er også genganger i teatrets forestillinger. Hans musik er med os hele vejen. De er begge – ligesom den dygtige instruktør, Anders Lundorph – solide og professionelle kræfter, med et langt samarbejde og en umiddelbar samklang med Teatret st.tv.
Teknisk set er det en ganske avanceret forestilling. Ved hjælp af projektører både forfra og bagfra, små sættekasser med sjove interiører og topografier, og minikameraer alle vegne, bliver vi gelejdet fra sted til sted af Marianne Søndergaard Mortensen iført en glad blå hue med rød dusk.
Vi møder eksotiske steder og underlige skabninger på vores færd, men fortællingen er ikke fri for at få et lidt flagrende præg. Vi springer i løbefart fra kinesiske papirklip og drager til forurenet vand og dristige surfere.
Heldigvis har vores fortællerske styr på det meste. Hendes fortællerstil er både charmerende og engageret, så når vi konfronteres med de forskellige miljøer og tekniske installationer, smittes vi af hendes begejstring. Og moralen er klar: Selv en lille snegl kan gøre en forskel, og mange små kan hjælpe en kæmpe når de lægger kræfterne sammen.
Hvis jeg havde et eventyr som dette, og så avancerede muligheder for, at vise beretningen frem i al sin bredde – ja, så er jeg sandelig ikke sikker på, om jeg hellere ville gå tur med mine forældre.
