Teaterprofessor emeritus Jørn Langsted er død, 72 år gammel.
Han sov stille ind mandag som følge af en uhelbredelig kræftsygdom.
Jørn Langsted (f. 1945) var cand. mag. i dansk og dramaturgi fra Aarhus Universitet (1973), hvor han også havde hovedparten af sit faglige virke, dog efter først bl.a. at have været forbi gruppeteatre som Banden (1969-71) og Teatret Møllen 1975) som dramaturg og en periode som redaktør af BørneTeaterAvisen (1973-76), forløberen for denne portal.
Siden vendte han tilbage som klummeskriver, hvor han gennem 21 år i sine faste klummer, ‘Under Langsteds Lup’ med vid og fagligt overblik har revset og rost kulturliv og teatermiljø. Hvilket også var en del af virket som meget brugt kommentator i andre medier, dagblade, fjernsyn mv.
Også faglige tillidsposter blev det til, både lokalt og nationalt. Han var formand for Kulturministeriets Egnsteaterudvalg (1991-93) og medlem af Teaterrådet (1992-95).
Jørn Langsteds evner som flittig og skarp debattør vil blive savnet – ikke mindst her på Teateravisen. Se den takkeartikel, som blev bragt her på portalen 17. maj og som fortæller mere om ham og hans meritter.
Jørn Langsted bisættes lørdag 9. juni kl. 11 fra Vedslet Kirke, 8732 Hovedgård.
(Billedet: Illustrationen af Jørn Langsted til klummerne Under Langsteds Lup, som fulgte ham gennem 21 år og 81 klummer. Tegning: Bob Katzenelson)
(caj)