Strålende sol og en masse forventningsfulde børn – mere kan man dårligt forlange som optakt til en udendørs cirkusteaterforestilling som 'Jekyll On Ice'.
Bliver forventningerne så indfriet? Både ja og nej. I en række skægge situationer bliver man budt på gedigen cirkusunderholdning, hvor numrene er sat godt sammen. Som teater er det mere problematisk, for festlighederne udvikler sig ikke og fortæller ikke nogen historie.
Men entreen er grandios. Udstyret med med et malerisk skrummel af en isvogn og kulørte balloner spankulerer Jekyll ind og tager pladsen og publikum i besiddelse. Musikken spiller, og munden bevæger sig, men stemmen er væk. Der kommer ikke en lyd! Til gengæld er der skabt direkte kontakt til børn og voksne, og stemmen kommer mirakuløst tilbage igen. Men ikke ordene, for ismanden taler volapyk.
Derfor bliver man ikke klogere på, hvorfor klovnen med de stribede bukser hedder Jekyll? Og hvor er Hyde? Den ene giver ikke rigtig mening uden den anden. Den muntre ismand bliver godt nok muggen, når hans særprægede salgsmetoder og ekstreme prispolitik ikke vækker genklang hos køberne.
Men trods et noget koleriske temperament er der intet skræmmende eller uhyggeligt og da slet ikke morderisk ved Paolo Nanis Jekyll.
Antastes i et væk
Ismand Jekyll fiser ikke rundt på skøjter, som de gør i 'Holliday On Ice'. Det kunne ellers have været sjovt. Men Paolo Nani er en vidunderlig komisk og knusende dygtig klovn med skaldepande, kæmpetud og strithår, og trods et taljemål på mindst halvanden meter har hans pantomine både lethed og elegance.
Det er ellers ikke, fordi han viger tilbage for at være grov, når det gælder om at snyde og drille andre. Det vil sige publikum.
Virkemidlerne hører ikke til de skånsomme, ikke engang målt på, at løjerne foregår udendørs. Derfor er en aldersgrænse på syv år helt rimelig. Så hyIer børnene ikke, men holder sig bare for ørerne, når musikken eller Jekyll uden varsel brøler løs.
Børnene klarer også at blive snydt for is, når ismanden lukker boden for næsen af dem og forlanger penge. De finder sig også i at blive skudt på med vandpistol. 'Jekyll On Ice' er nemlig interaktiv som bare pokker.
Både små og store tilskuere antastes i et væk af den hyperaktive ismand Jekyll, der hiver dem ind som praktiske hjælpere i sit cirkus-show. Men alle er vilde med det, og nogle stiller op flere gange.
Paolo Nani har en afvæbnende og direkte måde at gå til (is)vaflerne på, så ingen siger nej. Måske opdager de også, at de ikke bliver ladt i stikken af hovedpersonen. Han misbruger ikke tilskuerne for selv at kunne brillere, men gør dem til medspillere.
Det er sjovt for dem, der vælges ud. Men i længden bliver aktiviteterne for forudsigelige og komikken for tyndtslidt for resten af tilskuerne.
Et par gange giver 'Jekyll On Ice' mindelser om det absurde teater. Som når Jekyll for eksempel gentager en handling, hvor han planter en omvendt isvaffel på asfalten og lidt senere giver den til en tilskuer.
Men det meste af tiden giver forestillingen ikke megen mening som teateroplevelse betragtet.
