For nyligt sad jeg i en anden anledning i en teatersal, og nogle få rækker foran mig kom en mand med særpræget frisure, ørering og sort tøj ind og satte sig. Han lignede en mystisk blanding imellem en vanvittig professor og en rockmusiker. Det gav et gib i mig. Er det Paolo Nani, der sidder lige dér?
For mig er Paolo Nani en levende legende. Jeg har kun haft fornøjelsen af en enkelt af hans forestillinger, nemlig nycirkusforestillingen ’Brevet’, som han har spillet i ind- og udland siden 1992. Hans senere værker, hvor Jekyll er hovedperson, har jeg kun hørt omtalt eller i al hast (desværre) gået forbi på gaden.
Det er ikke kun forestillingen ’Brevet’, men hele den ekvilibristiske måde, han ordløst formidler fortællinger og stemninger på, der efter min mening gør ham til en klovn i mesterklassen.
Og det kan da godt være, at nogle påstår, at han da bare er et helt almindeligt menneske fra Vordingborg. Men efter at have genset ham på scenen i den nye forestilling ’Magiske Jekyll’, må jeg stille mig tvivlende over for enhver påstand om, at Paolo Nani er almindelig. Han er først og fremmest artist, og han behersker sit fysiske udtryk nærmest overmenneskeligt.
Tilfældige tricks
Desværre er hans ’Magiske Jekyll’ desto mindre imponerende. Forestillingen går fortællemæssigt forud for ’Jekyll on Ice’ (2012), hvor klovnen Jekyll er blevet issælger. I ’Magiske Jekyll’ modtager han et trylleshow af sin far, og han prøver at gå i sin fars fodspor som tryllekunstner. Men det går ikke rigtig godt, og vupti, så bliver han issælger i stedet.
Dannelseshistorien forstår vi godt. Man forsøger at leve op til sine forældres forventninger, men må til sidst erkende, at man skal gå sin egen vej for at blive lykkelig. Han krydser endda vand i en båd for at gøre dannelsesrejsesymbolikken komplet.
Men historien er hverken interessant nok eller fortalt godt nok til, at den gør nogen forskel for oplevelsen. Hele forestillingen bliver først og fremmest som en samling tricks og gags, der bliver klattet jævnt hen over forestillingens cirka 60 minutter, indtil børnene kan få deres velfortjente isvaffel og komme ud af teatret igen.
De enkelte gags – eller lazzi, om man vil – er egentlig fint udførte, men de er heller ikke de mest opfindsomme smuler, man kunne forestille sig. Og hvis man som publikum insisterer på at holde fast i en historiefortælling, så synes disse lazzi også at være grebet ud af den blå luft uden mål og mening. Ja, det virker faktisk, som om man bare har sammenpresset alle de trylletricks, man kunne komme i tanker om, og viklet en halvhjertet rammefortælling rundt om dem.
Virtuos performance
Men Paolo Nani er stadig en mester. Han når ikke engang ind på scenen, før ungerne skriger af grin. Han kan kommunikere uden ord – ja, nærmest uden at gøre noget som helst – og vi forstår ham lige så tydeligt, som hvis hans tanker var tekstede. Kun ved hjælp af sine øjenbryn kan han dirigere et helt publikum. Og med ord og lyde som ’wow’ og ’åh’ fastholder han virtuost vores opmærksomhed og spænding.
Og hans stil og humor er en sag for sig selv. Her bliver børnene ikke strøget med hårene. Der bliver råbt fra salen, at det er uretfærdigt, da han giver ét barn en gratis isvaffel, hvorefter han sætter prisen op og uden tøven afviser det næste barn, da hun ingen penge har. Og den søde due, som han selv har tryllet frem, bliver han efterhånden træt af at fodre og knækker uden videre nakken på den. Stendød.
Ja, i bund og grund er han, som en god klovn skal være: Sjov, uforbederlig, uhæmmet og tragikomisk. Og man kan vel sige om forestillingen ’Magiske Jekyll’, at den er en anledning til at se Paolo Nani i dén kunst – men den er måske ikke den bedste anledning.
