Af: Anne Middelboe Christensen

3. november 2020

’Jeg tror ikke, jeg er en pige’

Så dejligt konkret lyder en befriende replik i den vellykkede forestilling ’Jeg er Silas’, der er skrevet af Julie Maj Jakobsen for teatret Hils Din Mor

Verden føles helt umulig for teenageren Signe. Hun skal konfirmeres om et par uger, og hendes mor prøver desperat at få hende til at vælge en konfirmationskjole. Men hun kan altså ikke sige ja til at hoppe i en kjole…

Den vellykkede forestilling ’Jeg er Silas’ med teatret Hils Din Mor handler om at være født som pige, men at føle sig som dreng. Den handler ikke mindst om selv at se situationen i øjnene og indse, at følelsen ikke bare er en fiks idé, men at oplevelsen af at være transkønnet vitterlig gennemsyrer hele ens identitet. Frem mod den dag, hvor erkendelsen endelig skal fortælles videre, både til familien og i skolen. 

Tekst er flot og stramt komponeret. Egentlig har Julie Maj Jakobsen skrevet teksten som en traditionel eventyrhistorie, hvor helten skal på en svær rejse – og hvor udfordringerne kun lykkes, fordi helten får ekstra kræfter af en hjælper.

Eventyrhistorien er faktisk med i form af en beretning om kong Silas, skovens beskytter, som Signe/Silas selv har digtet og tegnet. Men den overordnede rejse går altså ud på at lede efter sit eget køn – og hjælperen er en lidt ældre pige, der selv allerede har fået godt styr på sin seksualitet. Modstanderne er selvfølgelig forældrene og de andre i klassen. Men jo. Det ender faktisk godt alt sammen. Heldigvis.

Rundskårne nederdele

Forestillingen har en skøn fremdrift. Den transkønnede teenager spilles troværdigt af Mio Trond Lambers, hvis lille ansigt og spinkle krop rummer en fin vægring mod den påduttede kønsidentitet. Mio Trond Lambers udstråler også en indelukkethed og en tavshed, som virker yderst overbevisende. Jo mere forældrene spørger, desto mindre siger denne teenager, som bare trækker hættetrøjen tættere op om sit korte hår og trækker på skuldrene. I hvert fald indtil erkendelsen er klar til at blive fortalt videre.

(At Mio Trond Lambers så også selv i sit private liv åbenbart er transkønnet, er egentlig ikke væsentligt for selve forestillingen, hvor alle skuespillere jo spiller roller. Men naturligvis er det interessant for formidlingen af forestillingen – og for castingprincipper i det hele taget.)

Skuespilleren Rikke Westi spiller den avancerede veninde med tjekket tøjsmag – med masser af energi og netop den slags forståelse og venneoverbærenhed, som ellers kan være svær for voksne at genhuske fra teenageårene. Det er godt gået.

Forældrene spiller hele spektret fra bekymring og irritation til oprigtig nysgerrighed. Maria Carmen Lindegaard spiller moderen med god perpleksitet og udglatten – kun en grotesk, lyseblå øjenmakeup virker uforklarlig – og René Benjamin Hansen giver faderen hele sit gode humør og sin uimodståelige charme, ikke mindst når han prøver at få konfirmationssangens sushi-vers med ’wasabi’ til at rime på ’papi’.

Disse to skuespillere hopper også gladelig i trendy, rundskårne nederdele i rollerne som klassekammerater med venindehuer i muntre øjeblikke med masser af humor.

Skrigende farver

Mia Lipschitz har i det hele taget instrueret forestillingen med masser af energi og sjove kontraster i spillet. Katrine Gjerdings scenografi er et turkisblåt univers af ramper og siddebokse, der både kan agere hemmelig hule i skoven og kikset konfirmationslokale. Det er flot og enkelt.

Og Flora Brandts lysdesign rammer både det sårbare og det hemmelighedsfulde hos den splittede teenager, mens Jes Theedes symbolske lyddesign fint dyrker lyden af en tusch, der tegner en ny tegning, men som på samme tid også sletter den gamle.

De skrigende farver i scenerummet og de festlige kostumer fremhæver det karikerede hos figurerne – og dermed trangen til at grine på tilskuerpladserne. For udefra set er det jo egentlig ret komisk, at det åbenbart gør så meget, hvilket køn vi hver især identificerer os med.

Måske skulle I google lidt

Forestillingen rammer dog også ned i den generelle identitetsforvirring, der typisk opstår i puberteten. Forestillingen rummer også replikker, som viser, hvor svært det er for teenageren at tro på sig selv. Som hovedpersonen siger i et udslag af selvudslettelse: ’Måske er jeg bare ikke værd at fejre.’

Heldigvis er veninden klar med støtte til sin forvirrede teenageven: ’Sådan nogen som os må holde sammen,’ siger hun. Og det har hun selvfølgelig ret i.

Forældrene får dog ikke meget overbærenhed. Tværtimod. En slagkraftig søster træder frem med en sætning, der vist velfortjent er rettet mod alle os cis-kønnede voksne, der sidder på tilskuerpladserne og er bagud på points.

’Måske skulle I lige google lidt på, hvad det vil sige at være transkønnet, før I siger mere!’

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.
Dukkerne i førertrøjen
Svanen:
'Svinedrengen'
Ikke en krølle eller knipling sidder forkert i en munter udgave af ’Svinedrengen’.
Et sanseligt oplevelsesstykke
Teatret OM:
'Havets hjerte'
Man får en uimodståelig trang til at røre ved de sjove materialer i scenografien til ’Havets hjerte’ fra Teatret OM, men historien om et altafgørende blomsterfrø farer hen over hovederne på os.
Angstens grumme ansigt
Luns:
'FreeFall'
Lyd og bevægelse gør angst synlig og konkret i teatret Luns’ forestilling, ’FreeFall’, men ender med at lukke sig om sig selv.
Som skabt til konfirmandundervisningen
André Andersen Teaterkompagni:
'Menneskesønnens sidste dage'
’Menneskesønnens sidste dage’ er en vellykket ungdomsteaterversion af den velkendte påskehistorie, der på original vis kombinerer storytelling og teatervirkemidler.
Organisk fletningedans
Tiny Dancer:
'GRO'
Tyngdekraften og temperamenterne udfordres blidt i den stemningsfulde småbørnsforestilling ’GRO’ af Tiny Dancer og Aaben Dans.
Hyggeonkeloptræden
Ishøj Teater:
'Fødselsdagsbamsen'
Ishøj Teaters ’Fødselsdagsbamsen for de 1,5-3-årige er en halv times tynd fortælling holdt kørende af publikumsinddragende fællessange på bløde melodier og med fysiske fagter.