Det er skyfrit, og de store boligblokke slikker morgensol langs Gladsaxevejen. På overfladen tegner det til at blive endnu en almindelig dag i Gladsaxe. Men ikke for 10. klasse på GXU; i dag er der nemlig scenekunst på skoleskemaet, et tiltag der vil vise sig at være noget af det mest grænseoverskridende, eleverne har prøvet længe.
Bordene bliver skubbet ud til siderne af lokalet, taskerne gemt væk. Filiorums teaterpædagog, Anna Ross Agner, stiller en stor, grøn højttaler på katederet, og der bliver stille.
Ross Agner har forberedt en koncentreret tre timers workshop, der via teatrets egen virkemidler giver eleverne en dybere forståelse af, hvad teater kan.
»Målet med dette forløb er at lade eleverne fordybe sig i en teaterforestilling ved at blive klædt på til at afkode det sceniske formsprog og at deltage i en diskussion af de udfordringer, værdier og påstande, som forestillingen sætter til debat,« forklarer Clarissa Meister Petersen, der er stifter og leder af teaterforeningen Filiorum fra Gentofte, som bl.a. arrangerer pop-up-teaterforestillinger, og som også har udviklet konceptet 'Scenekunst på Skoleskemaet', der integrerer professionelle teaterforestillinger med undervisning i en række forløb skræddersyet til eleverne og den enkelte skole.
Og det er netop et sådan projekt, der nu skal stå sin prøve i et samarbejde med egnsteatret Mungo Park og deres Reumertpris-vindende forestilling 'Kvinde Kend din Krop'.
Væk fra spotlightet
»Vi håber, at eleverne bliver i stand til at vurdere og perspektivere de værdiforestillinger, de stilles overfor. Desuden er det Filiorums ønske at fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske og etiske forståelse ved at lade dem både afprøve og opleve teatrets udtryk og indhold. Før- og efterbearbejdelsen af forestillingen 'Kvinde kend din krop' har blandt andet til formål at skabe afsæt for en forståelse af, hvordan køn og selvbillede har betydning for ens identitet samt lade forestillingen blive personlig for eleverne ved at give dem mulighed for at ’oversætte’ det, de ser på scenen til deres eget liv,« fortæller Clarissa Meister Petersen og iler tilbage til workshoppen, der er lige ved at begynde.
Dagens første øvelse er utrolig simpel og samtidig helt umulig for eleverne at udføre:
»Ok, stil jer på en række. Bagefter går I frem på gulvet foran rækken, siger jeres navn, afrunder med ’tak fordi I lyttede’, og så skal I blive stående og modtage et bifald,« forklarer Ross Agner.
Simpel øvelse, skulle man tro. Men alle, hver og en, har svært ved at træde frem foran deres klassekammerater, se dem i øjnene og sige sit navn.
Nogle kløjs i et grineflip, andre glemmer, hvad de hedder, og alle iler de væk fra ’spotlightet’, før bifaldet rammer dem.
»Husk på, at det her er bare folk, I kender, folk I ser hver dag; tænk hvis I stod over for en sal fuld af fremmede,« siger Ross Agner, efter at alle eleverne har været igennem skærsilden.
'Hvad er meningen?'
Isen er brudt. Klassen bliver langsomt til gruppen, og over de følgende to og en halv time forvandles klasselokalet til en koncentreret workshop i sceneliv.
Eleverne lærer, hvor stor en rolle kroppen spiller, når man vil udtrykke sig. De mærker, hvor meget publikums reaktion betyder for den, der præsenterer for en forsamling – og ikke mindst: De går op i det.
Efter den første time begynder de endda at tysse på hinanden internt, og elevbemærkninger som 'prøv lige at gøre lidt mere ud af det' og 'det er jo for fedt, det der' vægter godt imod de lejlighedsvise 'jeg er sulten' og 'er der pause snart?'-udbrud.
Workshoppen skal som nævnt forberede eleverne til forestillingen 'Kvinde Kend din Krop'.
Og blussende kinder, latter og fnis er som forventet gennemgående, de første replikøvelser er næsten ikke til at komme igennem uden at bryde fnisende sammen, men eleverne giver ikke op, og snart falder 'har du haft en god dag? Jo tak, jeg har haft en fin dag hvad med dig?' og 'du skal altså ikke gøre det for min skyld – det gør jeg heller ikke, det er for min egen skyld, ok?' med et groove og en indlevelse, som gør det til en ren fornøjelse at opleve – særlig fordi eleverne ikke har nogen anelse om konteksten, replikkerne bliver ytret i.
En pige spørger dog, om 'hvad er egentlig meningen med det her?', hvortil Ross Agner svarer hurtigt:
»Der er en mening med det her, men den får I ikke at vide i dag. Det kan være I opdager den under forestillingen!«
Og efter tre timer med imponerende koncentration og engagement fra eleverne må deres klasselærer, Susanne Vistisen, bare overgive sig:
»Det var fantastisk! Vi arbejder koncentreret med, at eleverne skal blive bedre til at præsentere foran klassen, og så kommer I bare med sådan tre timers kondenseret energi – det kan man altså leve længe på.«
Tæt på
Og så er tiden så inde til at se forestillingen 'Kvinde Kend din Krop', som teatret Mungo Park har spillet gennem flere sæsoner med stor succes både på sit eget teater og som gæstespil på andre teatre.
Denne mandag i slutningen af marts spiller forestillingen på Gawenda, Gladsaxes ungdomsscene, der er eneste teater i Gladsaxe, efter at Gladsaxe Ny Teater lukkede i 2010.
På gangen, vilkårlig spredt på gulvet, nogle stående andre siddende med ryggen op ad de gule mursten, venter både GXU'erne, 1. g på Gladsaxe Gymnasium og pensionistforeningen Hyggeklubben på, at dørene åbner til teaterforestillingen.
Og Clarissa Meister-Petersen holder med venlighed og overblik styr på tropperne.
»I får ikke lov at sidde heromme bagest, de mærker jeres afstand,« siger hun, da alle eleverne myldrer direkte op på bageste række.
Den går ikke. Først en ad gangen, og så i grupper får Filiorums leder blidt gennet de unge mennesker ned på salens forreste rækker:
»Kom, det er meget federe hernede.«
Eleverne følger med, lyset slukker. Pensionister, 10. klasseelever og 1.g’ere venter i mørket. Pludselig er stykket i gang – i fuld gang. Skuespiller Maria Rich stilsikkert på stilletter gennem kvindelivets op og særligt nedture med skuespiller Kasper Leisner som alt fra dunkende stenaldermand til gammel dame og underliv holder eleverne fanget i forestillingens 90 minutter. Uden pause.
»Åh, for helvede, det er jo genialt!« og »Nej, nej, nej« kommer det fra eleverne, når de pludselig indser konteksten for de replikker, de arbejdede med på før-workshoppen.
Som da Leisner og Rich for eksempel ligger på gulvet i ’69eren’ og til stigende beatmusik spørger hinandens skridt: 'Har du haft en god dag? Jo tak, jeg har haft en fin dag, hvad med dig?'
Når de genkender replikkerne, giver stykket pludselig mening for eleverne på en helt ny måde; de rykker frem i stolen, og åbner øjnene. Nogle af pigerne bevæger læberne og kører hovedet fra side til side i bedste Beyonce-stil, når Rich insisterer: 'Det er for min egen skyld!'
'Vildt relevant'
Da skuespillerne begynder at klæde sig af, ryger kraven af T-shirten op over næsen og eleverne kniber øjnene sammen, som når man ser en gyserfilm.
Heldigvis er der ingen ofre – Mungo Park har besluttet, at skuespillerne ekstraordinært beholder underbukser og trusser på til denne visning – men det er tæt på:
»Hvis de havde taget underbukserne af, var jeg gået,« lyder det bestemt fra Matthias fra GXU, da forestillingen er forbi.
På vej ud fra salen siger en anden elev:
»Man kedede sig ikke et øjeblik.«
»Det er også, fordi det er vildt relevant,« svarer hendes veninde med eftertryk på ordet relevant.
»Jeg havde aldrig troet, at de ville ligge ned, og sige ’har du haft en god dag?’«
På vej ned ad gangen siger en elev med bagvendt kasket til sin ven:
»Jeg skal i teatret igen snart – tror jeg…«.
Og adspurgt om, hvad han ville sige til en, der fortalte ham, at de ville ind og se 'Kvinde Kend din Krop', svarer Matthias fra GXU:
»Jeg ville sige, at de helt sikkert skal have 'workouten' med, så forstår man det meget bedre.«
Efterbehandling
»Lad os få bordene hen til væggen,« siger Anna Ross Agner friskt.
Det er anden dag efter påskeferien, og de store boligblokke daser i morgensolen langs Gladsaxevej, ud ad vinduet fra GXU's klasseværelse skyder små knopper på træerne.
Anna Ross Agner og Clarissa Meister-Petersen fra Filiorum er tilbage i Gladsaxe for at afrunde forløbet 'Scenekunst på Skoleskemaet' med 10. klasserne på GXU.
Gulvet er frit, eleverne sjosker ind. Anna øjner behovet for en kollektiv rusketur, og første øvelse drejer sig helt konkret om at se hinanden i øjnene.
Efter seks minutters allegro-øjenkontaktleg er morgendisen brændt af og smilene vokset frem.
Dagen er tilrettelagt sådan, at eleverne laver en række øvelser, som kropsligt bringer erindringen tilbage til forestillingen og herefter performativt reflekterer over de tematikker, som blev indledt ved før-workshoppen og oplevet under forestillingen.
Filiorums hensigt med at lave workshopforløb med eleverne før forestillingen er at ’klæde de unge på’ til at gå i teatret, mens efter-workshoppen handler om at behandle de erfaringer, eleverne havde i salen ud fra en formodning om, at man lærer bedre, hvis man bruger hele kroppen.
'Jeg tjekker ud'
Og det er ikke småting, eleverne fra GXU lærer til denne workshop:
»Hvordan virker en p-pille egentlig,« spørger Meister-Petersen henkastet under en pigegruppes gengivelse af forestillingens akt om prævention.
Tavshed.
»… Øhh, man tager den i munden og skyller den ned med noget vand?« svarer en fra gruppen tøvende.
Efter en kort og konkret forklaring om ægløsning og livmoderens fortykkende slimhinde fortsætter programmet.
Ingen modsætter sig øvelserne – ikke engang de piger, som får til opgave at agere erigeret penis for et gigantisk kondom (en skraldesæk).
En dreng udbryder:
»Jeg har ikke rollespilssex med min lærer, det har jeg altså ikke!« – så han får lov at have det med sin kammerat i stedet – og ellers er den eneste egentlige modstand ufrivillig, bestående af lattersammenbrud og fnisen.
På halvanden time kommer eleverne gennem en række af forestillingens tematikker som køn, magt, anatomi med flere. Og de hører ikke bare om temaerne, de udfører dem. Foran hinanden.
Den allersidste øvelse er en afskedsøvelse hvor alle tjekker ud med en oplevelse; en pige siger: 'Jeg tjekker ud med en god oplevelse«; en anden tjekker ud med en sjov oplevelse, men halvejs igennem træder en dreng med bagvendt kasket et skridt tilbage og siger
»Jeg tjekker ud med min første teateroplevelse!«
Efter workshoppen kan klasselæreren Susanne Vistisen ikke skjule sin begejstring:
»Jeg håber altså meget, at vi kan arbejde sammen igen!«
Erik Duckert er freelanceskribent for danske og internationale medier og laver bl.a. informationsopgaver for Filiorum