Allerede i ventehallen på Hurup skole ser jeg en flok to-tre-årige opdage verden. Den store røde fugl der hænger i loftet, de farvede flasker i vinduerne, tegningerne på væggene, trappen, rummet, hinanden. De flakser med armene, de ligger på maven i vindueskarmen og kikker ud, de er til stede.
Stine Q. Pagh ønsker velkommen og kan fortælle, at alle hendes kagebokse er tomme: Kom, så bager vi nogle nye! Hun har en rolig og tryg tilstedeværelse og et venligt smil, og hurtigt bliver der tyst i den mørke sal. Hvad skal der ske?
Vi ser et køkkenbord med skråtstillet bordplade, nogle skuffer og låger, det er det hele. Her skal bages, det er vi blevet lovet. Men først må kagebagningens syvtrins lov gentages: Tænde ovn, finde melet frem, hente vand, to æg, ælte, bage i ovnen og så: Velbekomme.
Skabelsen
For de som tror på sådant noget, skabte Gud verden på seks dage og på den syvende : Velbekomme! Stine Pagh tænder ovnen og vupti: 'Der blev lys' – og vi er i gang. Hun finder melet frem, en stor pose, og det spredes så overdådigt og herligt upædagogisk, at hendes trøje og forklæde kun så delvist beholder deres blå farve. Af melet formes landskaber, bjerge med udsigtstårn, daler, små huse – ja, hele verdensdele synger hun om!
Vand kommer til, ikke uden problemer, og karkluden bliver til en kålorm, som bugter sig nysgerrigt rundt i det hvide landskab, og cremesprøjten bliver en fugl. To æg hentes i en æggebakke, som hurtigt bliver til nok et dyr på undrende og farlig vandring, før æggene knuses – og så skal der æltes. Af det opstår et menneske med arme og ben og øjne og mund. Det tager tid, inden mennesket forsoner sig med, at kagerullen skal valse det fladt, men af det kan flere små mennesker opstå, og så er det ind i ovnen. Kageboksen kan fyldes, og vi får alle at smage til slut. Velbekomme!
'Og Han så på alt hvad Han havde gjort, og se, det var såre godt'.
Det hele er en leg
Det ovenstående er den voksne anmelders betragtninger undervejs, for hvad ved børnene om bibelens skabelsesberetning? Men det er ligegyldigt. Pagh fabulerer med ingredienserne, hun skaber noget nyt med rekvisitterne, og hun gør det uden at skulle forklare eller belære. Og slet ikke antyde for børnene at vi er midt 1. Mosebog, 1. kapitel, vers 1-31. Langtfra. Hun leger, slet og ret!
Og hun gør det i et velsignet rolig tempo, i lydhør og nænsom kontakt med sit publikum. Hver ting og hvert element i handlingen får have sin magi. Her er ingen råb og skrig og protester, kun spænding og forundring. Også hos min indre treårige.
Forestillingen ledsages af en musik, der er fint afstemt med, hvad der sker. Sprøde spinkle toner der ind i mellem får et rytmisk drive, men som aldrig overtager opmærksomheden.
En dejlig lille forestilling for de mindste. Ikke en stor kunstnerisk nyskabelse, men en fin oplevelse. Både for børnene, der er ved at opdage verden, og for mig der tror at kende den.