’Dejlig er den himmel blå’. Sådan synger ensemblet på Aarhus Teater – og publikum skråler gladelig med. Det kniber eller med juleglæden i ’Pagten’. Denne familieforestilling er en genopsætning fra 2019 – skabt over DR’s julekalender fra 2009 med Maya Ilsøes historie om mennesker og nisser. Konkret foregår den i Thyregod ved Vejle; byen, hvor Grundtvig boede og gik i skole som barn.
Den handler den 12-årige Malte, der bliver mobbet i skolen, men som har evnen til at se nisser. Han møder nissepigen Lyda, og så går de ellers sammen om at løse problemerne i familierne – og til fælles kamp mod den onde isdronning Iselin, der forhekser folk, så de fryser til is…
Det er grundtonen i forestillingen, der virker glædesløs. En snert af noget vredt og nedladende og decideret hånligt dominerer stemningen. Dramatiseringen af instruktøren Line Paulsen og dramaturgen Hanne Holm Joensen lykkedes ellers flot. De 24 julekalenderafsnit er imponerende nok komprimeret til en sammenhængende historie på bare to timer. Men balancen i plottet er røget.
Frostlammende isstøv
Tv-julekalenderen gjorde indtryk med sine rå beskrivelser af børn, der mobber hinanden – og af voksne, der tilsyneladende ikke ser, hvad der sker mellem børnene. Udtrykt i scener, der frit udfoldede sig som ’magisk realisme’ takket være alle de tricks, som netop tv-mediet har til rådighed.
Fortællingens balance ryger på teaterscenen. Her bliver historien overraskende grov og uforsonlig. Det magiske har svært ved at sprede fortryllelse over realismen. Der fokuseres så meget på den væmmelige mobbestemning mellem børnene, at hyggen udebliver. Her drysses ingen formildende tryllestøv over de hadefulde scener. Her er kun den farlige isstøv fra Iselin, der får kroppe til at fryse til is. Og flere sidefortællinger mangler endda at få hæftet ordentligt ende.
Stiliseret skov
Scenografien af David Gehrt virker tilsvarende kølig. Han har gjort skolen i Thyregod og dens aula med lille sceneforhøjning og Grundtvig-buste til et goldt sted. Nissernes hjem er mærkeligt todimensionelt, og den symbolske nisseverden med en farlig skov er så stiliseret, at f.eks. en magisk blomst næsten kun ligner et papirklip. Hele det store teaterapparat tages i brug, men scenebillederne virker så løsrevne, at julehyggen visuelt set også først indfinder sig til allersidst.
Måske er den barske tone et forsøg på at tækkes de større børn. Eftersom hovedpersonen Malte er 12 år, er forestillingens ideelle målgruppe nok de 10-14-årige, der vil kunne spejle sig direkte i hans historie. Men når teatret sælger billetter til en målgruppe på børn fra seks år og op – og familierne vitterlig vælter ind med alle ungerne på stribe – så sidder der uundgåeligt en masse skolestartere i salen og bliver urolige i sæderne.
Hjerte og guitar
Når det er sagt, så spiller skuespillerne virkelig godt. Den nyuddannede skuespiller Oskar Salvatore spiller rollen som den introverte Malte med klar stemme, overbevisende ro og fin følsomhed. Han har samtidig en fin energi, der skubber den farefulde eventyrhistorie frem mod den lykkelige slutning, og han indgår i fint makkerskab med Laura Kjær Jensen, der har et godt og smilende nærvær som nissepigen Lyda med generte ben og skrabende fødder.
Rikke Lylloff stråler som den isnende kyniske isdronning Iselin, og Kaja Kamuk bryder gennem som skolelærer med både hjerte og guitar – og skøn sangstemme – mens Nanna Bøttcher spiller Maltes mor med bekymring og hjertet på rette sted, selv om manuskriptet lader hende være lovlig blind for hendes barns mobbere. Og Anders Baggesen giver den fuld gas som panisk nissefar, mens den skuespillerstuderende Miriam Majcherek spiller skæg lillesøster med glad sangstemme.
Det hele samles af Amanda Friis Jürgensen, der har fået en tilskrevet rolle som Aarhus Teaters selvoptagede nisse, der introducerer forestillingen og sit eget småfornærmede univers. ’Det er mig, der åbner ballet,’ siger hun stolt. Også selv om de seksårige næppe ved, hvad det vil sige.
Fine klange
Musikalsk har Aslak Hartberg bygget videre på julekalendermusikkens hits med musik med fine klange, og skuespillerne synger, så det klinger. Julesalmen ’Dejlig er den himmel blå’ er som sagt blevet den gennemgående fællessang i forestillingen, og det er et virkelig vellykket greb. Her liver de yngste tilskuere op – og det gør vi andre også.
Forestillingen er dog et umiskendeligt julehit; den er i hvert fald så godt som udsolgt helt frem til jul. I sin hårdtslående, nutidige socialrealisme står den dog i stærk kontrast til Aarhus Teaters mere drømmende og eventyrlige juleforestillinger, ikke mindst den vellykkede ’Et Juleeventyr’.
Set med positive øjne kan ’Pagten’ ses som et sympatisk forsøg fra Aarhus Teaters side på at skabe en mere realistisk familiejuleforestilling, der både viser hverdagens rå børneproblemer i skolen og samtidig imødekommer børnenes behov for at drømme sig med ind i nissernes verden.
’Pagten’ tager i hvert fald skolebørnenes hårde virkelighed og sårbarhed alvorligt. I denne opsætning er skolemobningen bare blevet stærkere end nissemagien.
