Hvid Støj byder publikum indenfor i en gigastor (16 x 8 meter) skulptur til en totaloplevelse. Først en tur rundt i alle skulpturens sanseinstallationsindretninger. Derpå med til en teaterforestilling om et forældrepar som en travl morgen har svært ved at få vækket alle pigen Lauras sanser til live.
Trin for trin vågner Laura op. Hun får ører, øjne, mund, føle- og duftsans. Men det er ikke let, når man lige har slugt en flue og den fører en ud på en rejse, som er mere frydefuld end at gå i fodsporene på et sæt superfortravlede forældre.
Dukke som identifikations-fixpunkt
Laura er en dukke med blikfang og identifikationsappel. Rebekah Caputo har formet hende som en knap en meter stor dukke med arme og ben, der kan slaske, og et hoved der med brede kindben og uglet hår er parat til at få sat et sæt ører, to øjne, en mund og en næse på.
Så konkret markeres sanserne. Men de leges også frem i situationsspil. I spil, hvor vi følger de travle forældre, som i Jakob Kirkegaards og Stine Quistgaard Paghs spil suser rundt i installationen og gør alt det, man gør en morgen, hvor det handler om at komme tjept ud af døren. De børster tænder, vasker sig, går på toilettet osv.
I døråbningen kommer de pludselig i tanke om, at de har glemt Laura. UPS! Og så begynder sanseopvågningen. Først leger Laura gemmeleg med en kæmpestor flue og kildeleg med en kolossal edderkop.
De passager fungerer langt bedre end de travle forældres mimiske og lydligt lidt anstrengende volapyk-ledsagede gøren. Undervejs kommer forældrene igen på banen. Dels for at sætter sanseorganerne fast på Laura. De bærer i øvrigt også selv munde(masker), som de fiffigt vender mundvigene op eller ned på, alt efter hvilket humør de er i.
Gemme- og kildeleg
Når dukken Laura leger med fluen og edderkoppen, tager noget legende, let og en på-hovedet-vendt uhøjtidelighed over. Fluen er sjov at kikke på, fordi Kirkegaard animerer den virkelighedstro. Fordi den er flot at se på med fine blå åretegninger på vingerne. Fordi den har nogle skønne kuppelformede øjne med lys i som rapt skifter farve. Og fordi Laura og fluen sammen finder på uvante ting, så som at hoppe trampolinagtigt vandret ud i luften.
Når Laura senere møder edderkoppen er attraktionen at følge de mange musikalske kildeben, som Pagh giver det lodne dyr og opleve Lauras glæde ved at blive kildet.
Slut prut
Det er svært for Laura at overbevise forældrene om, at hun har slugt en flue. Men da hun til sidsts slår en ordentlig prut – en, der spreder en væmmelig lugt i hele rummet – er alle sikre. Med den lugte-salut er forestillingen slut. En forestilling, som vil vække publikums sanser til live og få os til at fundere over de forskellige sansers 'egenskaber, pudsigheder og muligheder', som der står på teatrets flyer. Totaloplevelsen åbnes også med, at Kirkegaard og Pragh formulerer det for publikum og byder på et lille bolsje, inden man lukkes ind i skulpturens indre.
Indenfor fungerer sanseinstallations-delen bedst. Der er meget at se på, lytte til, lugte til og røre ved. Fine oplevelser i hule fingre, som er vidt forskelligt indrettede. En stor øre-sofa at lægge sit øre ned til og høre kropslyde fra. Øjne på stilke og små udspændte næser, som dufter vidt forskelligt.
Ambitiøst, men også rodet
Det fungerer fint at opleve forestillingen i de omgivelser, man selv lige har sanseindtaget. Forestillingen i sig selv har fine passager, og vi er ikke i tvivl om, at det handler om at sanse og lege med sanserne. Men i sin helhed er den noget rodet og ambitiøst tænkt end fantastisk i sin opførte teaterrealitet.
Hvorfor den hedder 'Senses of Cities', er også uklart. For bysansninger eller følelser i forhold til byer byder den ikke på. Måske titlen referer til det, at skulpturen, som det hele foregår inden i, skal stå i åbne byrum og vække opmærksomhed der med sit særprægede ydre dekoreret med en rød tunge-entre, en mund, en næse, ører, store fingre og en ladeport-stor bagdel?
