Nu ikke mere unisex. Teenagere skal have lov til at dykke ned i deres eget køns hemmeligheder, i hvert fald i Åben Dans’ interessante forestilling, ’Ind under Huden’. Her splittes publikum bogstaveligt talt op i to, inden de får lov til at gå ind ad enten kvindedøren eller mandedøren til forestillingen.
Inde bag døren er en lille scene, hvor en danser byder velkommen. Og da undertegnede anmelder altså er en kvinde, kan jeg kun berette om den feminine koreografi og performancen af den kønne, energiske svensk-danske danser Sofia Karlsson. Den fransk-fødte mandedanser Pierre Enaux har jeg kun hørt i enkelte bump på den anden side af den silkeskærm, der skiller de to dansere ad – og som glimtvis lader danserne komme til syne som silhuetter i hinandens verdener. Smukt og lyrisk i Jacob Langaa-Senneks diskrete scenografi.
Slik din næse
Vi kvinder bliver taget med ind i Sofia Karlssons sin egen verden. Hun tonser rundt i bevægelser fra kampsport og breakdance og sågar lidt ballet, mens hun doku-autentisk fortæller om, hvordan hun selv havde haft det med at være teenager. Om balderne, både i løsnet og strammet tilstand. Og om brysterne, der i begyndelsen føltes alt for store.
Sofia Karlsson er en sjov og eksplosiv danser. Hendes arme flyver rundt i alle retninger, mens hun snakker. ’Jeg kan ikke nå min næse med tungen, men jeg kan vifte med ørerne,’ som hun siger. Og det kan hun.
Hendes håndfaste koreografi er skabt af Thomas Eisenhardt, der på sin vanlige, stædige facon bygger bevægelserne op omkring gentagelser. Her er det pigens mærkelige tvangsbevægelser, der bliver bærende for koreografien: Igen og igen peger hendes finger som en tåre mod hendes kind, mens hestehalen flagrer rundt, og benene stamper og sparker vredt ud mod en imaginær trussel. Effektivt, men uden nogen egentlig udvikling.
Kropsmusikken af Thomas Sandberg lyder som et stort dyrs åndedræt, og danseren følger lyden af vejrtrækningen, der til sidst omslutter hende som et nyt lag hud. Men humoren holder ikke hele vejen, og det gør dynamikken heller ikke. Soloforestillinger er utroligt krævende, og nok også mere end hvad denne performance kan honorere.
Skift dit tøj
Forestillingen kulminerer i en soap-agtig omklædningsscene, hvor åbenbart både kvinden og manden hele tiden skifter tøj, fortryder – og så flår mere kluns ud af et imaginært klædeskab.
Yderligere skal ikke afsløres her. Men umiddelbart virker idéen bedre end det færdige resultat. I den efterfølgende debat om forestillingen var der både kvinder og mænd, der efterspurgte en fælles dans for både kvinden og manden. Nu sad vi isolerede og kunne kun fornemme, at der også skete noget på den anden side af silkeskærmen. Hvorfor måtte vi ikke se den egentlige kulmination, nemlig mødet mellem de to køn – og antagelig deres fælles generthed og usikkerhed?
Netop isolationen af kønnene er både forestillingens styrke og dens svaghed. Det virker i hvert fald, som om man som tilskuer kun har set en halv forestilling. Desuden bliver forestillingen ikke dansemæssigt så interessant, fordi den egentlig mere udtrykker sig gennem ord end gennem dans. De fleste bevægelser bliver kun til fragmenter, aldrig til egentlige fritslupne bevægelsesfraser. Og dermed reducerer forestillingen faktisk sin chance for at nå teenagepublikummet gennem kroppen som danseforestilling.
Byt på halvvejen
Catherine Poher er Thomas Eisenhardts faste dramaturg. Hvordan hun konkret har påvirket forestillingen, ved jeg ikke. Og hvordan Ole Birger Hansens mandekoreografi ser ud, ved jeg af gode grunde heller ikke. Men hvor den tidligere forestilling ’Arme og Ben’ netop så flot fik de isolerede og abstrakte kropsudtryk til at løfte sig til en fest, så har ’Ind under Huden’ svært ved at overbevise som et samlet værk, netop fordi forestillingen afstår fra at skabe en egentlig afslutning.
Alligevel sad flere tilskuere og var meget berørte over forestillingen. Både mødre og fædre udtrykte, at de var rystet over så præcist teenagerens usikkerhed blev skildret på scenen. Og at de både genkendte beskrivelserne fra dem selv og fra deres børn.
Så hvem ved? Måske skal Åben Dans bare revidere forestillingen og lade danserne skifte skærmside og performe for både piger og drenge halvvejs – og derudover lade forestillingen kulminere med en fællesdans? Måske som en ’Ind under Huden 2’.
