Vi lukkes ind i den store gymnastiksal efter køn, pigerne først, derefter drengene, og vi får besked på at sætte os på gulvet på hver vores side af salen.
Henrik Paludan er ikke sådan at bide skeer med, så vi gør som han siger, selv om 40 minutter på gulvet ikke er særlig behageligt. Et par ældre damer får lov at hente en stol, men ellers er det en klar og myndig regi. Problemet er bare: Jeg forstod aldrig hvorfor? De færreste – også større børn – bliver mere rolige og koncentrerede af at sidde på gulvet i forhold til i en stol, og jeg kunne heller ikke se, at kønsopdelingen fik nogen betydning for fortællingen.
Men pyt med det, – det er ikke så vigtigt.
Jeg ville bare sådan have ønsket at se 'Skyggen' fortalt for målgruppen, for lige netop dét eventyr er ikke af de enkleste at kapere. Det kræver koncentration, for det er en beretning med både ydre og indre betydninger, så det gælder om at følge med.
Med sådan er det på festival. Vi var knapt en snes voksne i mange aldre. MEN koncentrerede – det var vi!
Trommer og sang
Indledningsvis laver Henrik Paludan en fejende, flot trommesolo på sin lille taburet, mens vi sidder med lukkede øjne. Han griber vores opmærksomhed, og fortællingen kan begynde.
Om den lærde mand og hans skygge, på besøget i de varme lande, under den alt for hede sol. Om den lærdes angst for livets skyggesider, men sitrende, ængstelige opfordringer til skyggen om at gå på opdagelse hos poesiens Jomfru over i genbo-huset, når dagen går på hæld og skyggerne bliver lange.
Om hvordan Skyggen begynder at leve sit eget liv, hvordan den bliver den mægtigste af de to, hvordan den til sidst forårsager sin egen herres død.
Henrik Paludan er en ferm fortæller. Selv om det i begyndelsen får lidt præg af at være rutinepræget, udenadslært – det vil sige, lidt for højt tempo, lidt for lidt omhyggeligt – så får vores fortæller hurtig bragt H.C. Andersens tekst derhen, hvor det bliver spændende.
Hvorfor han midt i det hele skal synge 'The shadow of your eyes', går aldrig helt op for mig. Jeg synes, at det kun mystificerer, uden et egentlig formål. Men når han gentager sangen senere i fortællingen – denne gang i en mefistofelisk udgave med et djævelsk grin, aner jeg en intention.
The Twilight Saga
Dagens teenagere er vilde med vampyrer og varulve og breaking dawn. Så en løsreven, egenmægtig skygge på vilde vandringer fra by til by kan – som overvågningstrussel og mystisk oligark, og som gentlemansforbryder og kvindebedårer – godt gøre det ud for en kildrende, uforklarlig figur. Tilpas skræmmende, tilpas anderledes, tilpas romantisk, til at vække interesse for et ungt publikum.
Men når festivalprogrammet siger, at målgruppen er de 10-18 årige, tror jeg mere på Den Røde brochure, der siger 12-18 år. For 12 skal man nok være. Selvom historien kan jo også opleves på det rent ydre plan, den er jo spændende nok.
Det handler om at danne en identitet. Det handler om at opfatte dualiteten i sig selv. Det handler om at favne det ængstelige lige så vel som det frække, det gode og det onde, at se både det gode, sande og skønne – og det hæslige, brutale og lige så sande. Romantik og realisme.
I sin sorte, præsteagtige påklædning fører Henrik Paludan eventyret frem mod sin uafvendelige slutning. Og hans fortællerstil er lige så uafvendelig – uden nølen kværner beretningen frem, historiens hjul rumler ubønhørligt. Det er både fascinerende og enerverende.
