Findes der noget mere ubarmhjertigt end et teenager-publikum. Der skal ingenting til, før de keder sig.
Alene af den grund kalder Teater (døgdi) lille topersoners komedie på respekt. For vel var der opmærksomheds-absencer og småsnak i den fyldte sal, men generelt var de unge på, så snart de fik færden af en konflikt mellem de to piger. Og så interesserede forestillingens ikke-tilstedeværende hovedperson, popsangeren Justin Bieber, sikkert også en del af teenagepigerne.
For det er, hvad 'Bustin Jieber har brug for en pause' handler om. Ungdommelig idoldyrkelse på grænsen til det hysteriske. To skolepiger, Caroline og Fanny, mødes. Caroline (Mathilde Eusebius) har etableret en Justin Bieber-fanklub af den temmelig kiksede slags. Hun er nemlig blevet smidt ud af skolens mere tjekkede Bieber-ditto, og nu vil hun selv. Fanny (Ida Lund) er egentlig gået forkert – hun skulle til møde i den anden klub, men bliver hos Caroline.
Lige netop den del af historien skal man nok ikke bore for meget i. Fanny er tjekket, selvstændig, sej – alt det, Caroline ikke er – og det virker ikke voldsomt sandsynligt, at hun ville blive hængende her i taberland.
Men det er altså stykkets afgørende præmis – og det ville have klædt manuskriptet, hvis Fannys personlige forhold undervejs var blevet rullet mere ud. At sejheden måske dækker over ensomhed, foretagsomheden over fraværende forældre.
Men det skitseres kun og sandsynliggør ikke rigtig figuren, lige som hendes forbindelser til folk i udlandet også får lov at svæve uforklaret, hvorimod Carolines figur – klassens klodsede, usikre og måske lidt irriterende pige – nærmest giver sig selv.
Nye planer
Fanny går altså ingen steder, og sammen begynder de at udvikle planer. Nyt, smartere navn til fanklubben og senere en fankoncert, hvor de sammen vil optræde med Bieber-numre.
Hvilket man ikke må, som de smerteligt bliver klar over senere i historien. Lige som man sikkert heller ikke må bruge hans navn som titel på et teaterstykke – deraf måske forestillingens spøjse navn. En forestilling, som heldigvis rækker ud over pigeportrætter og magtkampe.
Et billede af Justin Bieber tegnes nemlig undervejs. Den canadiske dreng, der pludselig blev alle teenagepigers våde drømmekæreste. En papfigur af Bieber dukker op på scenen, og vi ser videoklip af ham på bagvæggen, samt ikke mindst masser af skrigende fans, der går i koma over en koncertbillet eller noget af alt det salgbare tingeltangel – huer, T-shirts, billeder – der uundgåeligt skyder op som pubertetsbumser i kølvandet på ethvert stjernefrø.
Ny erkendelse
Og det med Biebers tiltrængte pause? Ja, den kønne, velopdragne knægt har udviklet sig til en tatoveret, arrogant og fan-ligeglad stodder, fortæller forestillingen os, indtil han åbenbart tog konsekvensen og et hvil efter to års konstant koncertturne i 2017. Denne Bieber, som alle i den ganske verden enten elsker eller hader, påstår teksten, og bidrager dermed dumt nok – og i modstrid med forestillingens egentlige budskab – til cementeringen af postulatet om Biebers enorme betydning.
For dels er det næppe forkert at antage, at millioner og atter millioner af mennesker verden over – denne anmelder inklusiv – er bedøvende ligeglad med Bieber, dels munder forestillingen kønt ud i, at de to piger udvikler en ny erkendelse og et mere ligeværdigt venskab.
En relation, der klart ser ud til at række dybere end distanceret heltedyrkelse og ureflekterede bidrag til popindustriens gigantiske malkemaskine, som kynisk har til formål at suge såvel naturlige reaktionsmønstre som lommepenge ud af værgeløse teenagere.
