Græsstrå er et dejligt folkefærd. Og bogfinker. Sådan er man overbevist om, at det er efter ZeBUs 'Rejsen til Gud'.
For her er det et ganske lille tyndt og meget tænksomt grønt græsstrå som har hjertet på det rigtige sted. Græsstrået er taknemmeligt, og det vil det rejse hen til Gud og sige tak for.
En helt almindelig dreng med briller, hue, T-shirt og tennissko vil gerne med på rejsen, fordi han også er taknemmelig.
Det samme gælder en jublende bogfinke. Og da en stormfuld vred og særdeles utaknemmelig and slår dem følge, kommenterer de tre det blot med, at andens utaknemmelighed ikke generer dem.
De fortsætter ufortrødent, finder værdi og morskab i de små nære ting, kærer sig om hinanden, og konstaterer nøgternt, at anden, som konstant brokker sig gnavent og har en udtalt trang til at ødelægge og sige nej til alting, følger dem, men på en måde som om den ikke hører til i deres selskab.
Sugekop-teater
Græsstrået, bogfinken, anden og drengen er objekterne, som animeres i 'Rejsen til Gud', som jeg synes man kan kalde sugekop-teater eller zoom-teater. For det er som om vi i en slags fløjlsagtig slowmotionfart bliver suget ind i forestillingens univers for derinde trygt at blive ført fremad på en vigtig rejse. En rejse som helt jordnært og gennem storheden i små fysiske og sproglige detaljer fortæller os om værdier og eksistens, liv og død.
Vi er i fuldstændig trygge hænder, og spillet som foregår foran os, lukker alle vores sanser op med sin meget direkte beretning. Det fascinerende er, at Gud alias det som er større end os selv kommer til live gennem et handlingsforløb, som vi ikke et øjeblik stiller spørgsmålstegn ved troværdigheden i.
Vi oplever det som helt naturligt, virkeligt og vigtigt, at en dreng tager af sted for at takke gud sammen med det talende græsstrå, den jublende bogfinke og den utaknemmelige and.
Og det fantastiske er, at det store bliver fortalt gennem de små konkrete ting. Via den afsluttende replik: 'Det var godt', som gentages, mens både dukker og dukkeførere ser ud på os. Via små 'måske var det netop derfor….'-bemærkninger. Via det lille græsstrås gestik, drengens stille kluklatter og kommentaren: 'At se et græsstrå tænke på den måde er ærligt talt ret sjovt'. Via andens kævl og gnavne kropssprog. Via græsstråets årvågenhed og hvisken på afstand. Via forestillingens roligt fremadskridende tempo. Via de kontinuerligt skiftende baggrundsbilleder, som med levende eventyrstregtegninger skifter lys og farve i takt med døgnets rytme. Via Claus Mandøes klare og rolige fortællerstemme, der er som et beroligende kit i helheden. Og via den sikre og variationsfyldte dukkeføring,' som Claus Mandøe sammen med Bjarne Kalhøj og Karen Monrad leverer.
Velfungerende dramaturgi
ZeBU har prøvet kræfter med Louis Jensens eftertænksomme og finurligt fabulerende univers før. I forestillingen '100 historier og en til'. Mens den var mere direkte interagerende med publikum og var fyldt med udadvendte spillopper rundt omkring en stor væg med 'historieskuffer', folder 'Rejsen til Gud' sig ud gennem det, som en godt skåret fortælling kan tilbyde, når den bliver sat sammen med professionel dukkeanimation.
Hvor og hvordan rejsen ender skal ikke røbes, men opleves i en også dramaturgisk velfungerende helhed, som også indbefatter en død soldat og en dejlig livsbekræftende finale.
