Dukkerne i Aarhus Teaters fantasyforestilling ‘Det Gyldne Kompas 1’ er rigtigt fine. En grøn slange snor sig rundt om den snu Lord Boreals arm og ind under habitten. En lille hermelin hopper vævert rundt på skulderen af den nysgerrige pige Lyra. En utilregnelig kolbøttespringene abe illustrerer den udspekulerede Mrs Coulter. Fugle af alverdens slags skræpper, nikker og basker med brede vingefang. Man vænner sig hurtigt til, at de ikke er almindelige dyr, men daimoner, som legemliggør det, der foregår inde i de personer , de er forbundet med. Og dukkeførerne er som flest dygtige til at give daimonerne et eget liv.
Den visuelle side af Aarhus Teaters førstedelopsætning af Philip Pullmans romantrilogi ‘Det Gyldne Kompas’, ‘Skyggernes Kniv’ og ‘Ravkikkerten’ er i det hele taget storslået. Med 30 spillere og 90 dyr på scenen er forestillingen et flot bud på alt det, et stort teatermaskineri kan i bestræbelserne på at skabe magiske universer. Med snoretræk, drejescener og figurer, som dukker op og forsvinder ned gennem gulvet. Med en kæmpe scenografisk cylinder, hvis sider kan glide til side og åbenbare nye rum (støvede akademiske sale, et bølgevippende skibsdæk, et brutalt laboratorium, en badeby m.v.). En tromle hvis buede overflade er væg for billedprojektioner på de stadigt skiftende lokaliteter og virkeligheder, som Lyra bevæger sig ud i i sin jagt på det gode og sande. Sin jagt på at hjælpe børn der bortføres af ‘snappere’ og udsættes for voksnes grufulde eksperimenter.
Snirklet undervejs
Der hvor forestillingen får problemer er på fortælleplanet og i dramaturgien. I transformationen fra fantasyfortælling til dramatik har Nicholas Wright skullet forenkle. Koge og reducere romanernes mange beskrivelser ned. Fokusere på de handlende interpersonelle relationer uden at give køb på historiens mangetydigheder.
Svagheden ligger i selv samme kompleksitet. Når forløbet er sammensat og udspiller sig over så lang tid (næsten 3½ time), får forestillingen især i anden akt problemer med at fastholde vores koncentration og åbne vores blik og sanser for alt det der ligger gemt i den fantasi som er på spil. Timingen mangler dynamik, og forløbet virker enten snirklet eller langtrukkent.
Nicholas Wrights tekst udmærker sig dog ved ikke at tale ned til børnepublikummet, men udfordrer dem med et univers som spinder ganske mange historier og virkeligheder sammen. I et elementært set spændende fantasyforløb pibler det komplekse indhold frem i den overdådige stoflighed.
Forestillingen viser, at der ikke kun er én verden, men mange forskellige verdener, som man oven i købet kan bevæge sig mellem. Og den fortæller, at det er børn, som – modsat beregnende og følelsesmæssigt amputerede voksne – kan redde verden, fordi de er i besiddelse af intuitive kræfter, stærke viljer og har klare uskyldsblik for hvad der er ondt og godt. Lyra og drengen Will er stykkets helte og børns identifikationsfigurer. Og de bliver hjulpet igennem strabadserne af panserbjørne, hekse, jypsier (en slags sigøjnere) og takket være tre magiske ting: Det Magiske Kompas, som kan måle sandhed. En ravkikkert der kan observere ‘støv’ som er partikler med egen bevidsthed. Og Skyggernes Kniv, som kan skære gennem åndeligt materiale.
Endelig er ‘Det Gyldne Kompas 1’ også et smukt eksempel på, hvad det kan tilføre en landsdelssceneforestilling at invitere scenekunstkapaciteter fra den ikke etablerede teater- og danseverden indenfor. Fx ‘at parre’ institutionsteatrets kunstnere med dukkemagere som Gertrud Exner og Katrine Karlsen, der mest er kendt for at skabe materiale til og universer i det frie scenekunstmiljøs små intense formater.
