Hos familien Habengut har de masser af gode ideer, en robot, der rydder af bordet og en ubændig lyst til at undersøge og udforske alle mulige ting. Sådan cirka præsenterer Loops360grader deres forestilling ’Habengut – en opfindelsesrejse’.
Og det lyder jo lovende, især når de samtidig blander sjov video- og computerteknik ind i komedien. Desværre er der ingen af de to Habengutter, der har fået den ellers gode ide at få en dramaturg med logisk sans til at tænke historien igennem, inden den kom på scenen. Ja, en dramaturg er godt nok krediteret i programmet, og måske har det været meget værre, før hun kom til, men der er fortsat alt for mange løse ender i forestillingen og hurtige indfald, der ikke skal nogen steder hen. Og derfor bliver ’Habengut’ ikke nogen god forestilling, desværre.
Tegneserieunivers
Først får vi præsenteret ægteparret. Tossede ser de ud med strithår og vilde bevægelser, sådan som opfindere åbenbart altid ser ud i den tegneserie-verden, forestillingen visuelt og fortællemæssigt læner sig op ad. Af en barnestemme får vi at vide, at fru Habengut elsker alt, hvad der er lige, og at hr. Habengut kan lide alt, hvad der er rundt.
Skæg ide, men den bruges ikke til noget i resten af forestillingen. Ægteparret har en robot, der dog ikke selv kan køre rundt eller foretage sig noget – det skal hr. Habengut gøre med den, hvilket unægtelig formindsker den sceniske effekt betydeligt. Med mindre, hvilket også den karikerede spillestil lægger op til, at det i virkeligheden er to børn, der leger opfindere med eget, hjemmebygget udstyr.
Det kunne der bestemt kunne være en frydefuld pointe i – for eksempel at se voksne lege med maden, når man nu ikke selv må derhjemme!
Den holder bare heller ikke. De to Habengutter skal tydeligvis tages alvorligt som rigtige figurer og ikke som legende børn, for i dekorationen befinder sig også et forvandlingsskab, hvorfra alt muligt dukker frem, hver gang man åbner det. Blandt andet morgenmaden, som de to Habengutter leger flittigt med. Som sære figurer, hentet fra ’Alice i Eventyrland’.
Hvorfor de gør det, eller hvorfor der er høns på loftet, der lægger æg direkte ned i hænderne på de to, ved vi heller ikke. Igen gode indfald, men ikke specielt logiske i historien.
En masse indfald
Og sådan kan man blive ved med at undres. Over at noget er fuldautomatisk – lampen, æggene, skabet – mens for eksempel robotten ingenting kan. Pudsigt er det også, at da en kasse dukker op med posten, kommer der lysbilleder frem på bagvæggen af alt muligt værktøj, som derefter fiktivt tages ned og arbejdes med, så kassen kan åbnes. Hvilket af en eller anden grund slet ikke lader sig gøre. Hverken med bor, sav eller hammer.
Underligt, for det er bare en papkasse, der tydeligvis let lader sig åbne med hænderne. Man spørger sig selv: Hvorfor er det ikke en utilgængelig metalboks – det havde da givet mening!
At kassen så pludselig opgives, og at den – tydeligvis blottet for indhold – lidt senere bare sættes på hovedet af hr. Habengut, får vi heller ingen forklaring på. Og tilsvarende med de ideer, der vælter ud af væggene som lange gule snore. Fint tænkt og visuelt godt billede, men vi får desværre aldrig at vide, hvad ideerne består af og de bruges ikke til noget som helst. Måske fordi hr. Habengut pludselig forsvinder ind i en anden verden. Eller rettere: En række andre verdener og tidsaldre, hvorfra han ikke kan komme tilbage. Først forsøger han med røgsignaler på den afrikanske savanne, derefter med at morse i en gammel storby, inden han til sidst griber mobilen og ringer – og så kommer han hjem igen til fru Habengut, der har savnet ham, selv om de var vrede på hinanden, da han forsvandt.
Hurra for den moderne teknologi, må man skulle tro, selv om såvel røg- som morse-signaler nu også har fungeret fint i sin tid som bindeled mellem mennesker. De to Habengutter ender med at trylle en masse æg frem – igen er det sjovt, men hvorfor?
Og sådan bliver forestillingen om Habengutterne til en masse spørgsmål, vi aldrig får svar på. En masse indfald, der aldrig bindes sammen til en hel forestilling, fordi der mangler en overordnet struktur og mening med ideerne.
Hvad vil denne forestilling fortælle os og hvordan gør den det klarest og mest logisk? I hvert fald ikke sådan her.
Måske skulle man have koncentreret sig om at fortælle historien om et opfinderpar, der rejser i tid og rum. Det havde de levende video-projektioner sidst i forestillingen nemlig sagtens kunnet bære. Og så kunne man have skabt en både flot, spændende og logisk eventyrkomedie for de små.
