Morten Hede kommer med indspark i debatten om forskellen på anmelderi af teater:
Jeg får lyst til at kommentere på overvejelserne omkring, hvorfor vi anmeldere ikke kommer lige så meget til den ene forestilling, som til den anden. Lad mig tage læserne med ind i mit eget lille arbejdsværelse.
I september måned var der i min kalender 21 teaterforestillinger, som jeg anmeldte i forskellige medier. Kadencen fortsætter ind i begyndelsen af oktober. Disse 21 forestillinger er udvalgt fra en liste med over 35 forestillinger, som jeg selv mener, jeg burde anmelde, hvis jeg kunne nå det.
Bemærk, at de fleste teatre spiller samtidigt og holder fri samtidigt, så det er et større puslespil kalendermæssigt – og jeg får indimellem en tvungen fridag, fordi mange teatre simpelthen ikke spiller eksempelvis søndage og mandage.
De 35 forestillinger er igen udvalgt iblandt mere end 70 forestillinger, der har premiere i den samme måned. Med teater i de mængder handler prioriteringen altså ikke kun om penge – også om tid og plads. Vi anmeldere har jo ikke flere døgn i vores måneder, end andre har. Og dagbladene skal trods alt også have plads til andet kulturstof.
Når næsten alle teatre vælger at klumpe sine premierer sammen i de samme 3-4 uger, så kræver det i sagens natur, at vi sorterer endnu mere fra, end hvis premiererne var fordelt lidt mere jævnt hen over året. Og teatrene skal jo ikke spille, når anmelderne har tid, men når publikum kommer i teatret, så ’september-infernoet’ er nok et uomtvisteligt vilkår, vi bare må leve med.
Hvordan ender man så iblandt de – lad os bare sige – 30 %, der bliver anmeldt af mig?
Lad os bare starte med nærværende Teateravisen.dk. Her er der nogle objektive kriterier, som man skal opfylde, og så bliver man anmeldt – hvis ikke af mig, så af en kompetent kollega.
Til dagblade, som i mit tilfælde er Jyllands-Posten, kan jeg ikke kun gå efter de teatre, der har min interesse. De skal også have læsernes interesse – dvs. offentlighedens interesse.
For det første er det klart, at hvis man er et teater, der modtager adskillige millioner i kulturstøtte, så skal det i højere grad anmeldes, fordi vi alle har betalt til dem – uanset om vi køber billet eller ej. Vi skal sikre os, at kulturstøtten bliver forvaltet ordentligt. I det perspektiv står Det Kgl. Teater naturligvis foran alle andre.
For det andet skal dagbladene deltage i den offentlige samtale – dét, som en stor mængde af befolkningen interesserer sig for. I den henseende bliver en musical, der spiller på turné i hele landet, naturligvis prioriteret over en forestilling, der spiller i to uger i en mindre provinsby.
Og for det tredje skal vi reportere fra teaterbranchen, hvilket vil sige, at ny dansk dramatik skal prioriteres over genopsætninger og oversættelser, ligesom aktualitet og væsentlighed er afgørende faktorer. Derudover er der altid navne, vi holder øje med i perioder. I de senere år har Christian Lollike og Fredericia Teater været eksempler på navne, der har større opmærksomhed, end så mange andre.
Bemærk, at alle disse kriterier altså ender med en liste på 21 anmeldelser i september. Der er ny dansk dramatik, der ikke er blevet anmeldt, fordi der til gengæld skulle anmeldes noget andet.
Endeligt er der de ’nørdede’ blogs, som eksempelvis er min egen mortenhede.dk, men også sceneblog.dk, cphculture.dk, kulturkupeen osv. Her handler det udelukkende om tid og økonomi, da disse blogs som udgangspunkt ikke tjener nogen penge. Jeg er sikker på, at vi alle ville elske, hvis vi kunne nå og have råd til at se og anmelde alt teater i hele landet. Det er imidlertid umuligt.
Derfor skal forestillingerne for mit vedkommende gerne lige kunne klemmes ind imellem nogle af de betalte opgaver, og transportomkostningerne skal være overskuelige.
Ovenstående giver forhåbentligt indblik i nogle af de overvejelser, der ligger til grund for tilvalg og fravalg af forestillinger, der anmeldes på de forskellige medier. Hvis vi så vender tilbage til spørgsmålet om Mungo Park kontra Fair Play, så er min vurdering:
Begge forestillinger er aktuelle og relevante for de fleste læsere. Vi kender sagen, og det giver mening at dække begge forestillinger. Men som Betina Grove skriver, så er Tue Biering et navn, vi holder øje med for tiden. Det er Robert Reinhold (med al respekt!) til sammenligning ikke.
Derudover er Mungo Park et teater, vi holder øje med nu og i den kommende tid, fordi Anna Malzer lige er tiltrådt efter stor succes på Momentum i Odense i sidste sæson.
Og endeligt er det (desværre) også nogle gange et spørgsmål om at gøre sig interessant og vise journalisterne, at man kommer med noget vigtigt. I denne sammenligning har jeg fået henvendelser fra både Mungo Park og Have Kommunikation omkring ”Pigen med bomberne”, hvorimod jeg aldrig – hverken vedrørende denne forestilling eller tidligere forestillinger har hørt en lyd fra Fair Play.
Det er dog sjældent, at en personlig henvendelse fra et teater får mig til at anmelde en forestilling, som jeg i forvejen har fravalgt, men det hænder – det sker oftest, hvis jeg har overset noget ved forestillingen, der kan sætte den på dagsordenen.
Lad mig afslutte mit debatindlæg med at understrege, at disse overvejelser er nogle af dem, der for mit eget vedkommende indgår i prioriteringen fra dag til dag, fordi prioritering er en ubønhørlig nødvendighed.
Al teater, stort og småt; lokalt og nationalt; børneteater og voksenteater, har per definition offentlighedens interesse og er væsentligt for alle borgere her i landet. Og når ét medie ikke kan gribe det hele, må vi takke for de specialiserede medier som eksempelvis nærværende portal og lokale aviser mv., der anmelder noget af det, som ryger inder de landsdækkende mediers radarer.
Morten Hede anmelder for Jyllands-Posten, Teateravisen og på mortenhede.dk
