’Det’ Klasse’ på ZeBU handler om at opføre sig ordentligt i et fællesskab. Helt konkret om, hvordan man er over for hinanden i en klasse og i et klasseværelse.
Og fordi instruktøren og koreografen Jørgen Carlslund fra ZeBU har skabt ’Det’ Klasse’ som en interaktiv improvisationsforestilling, er det i høj grad tilskuernes egne forestillinger om, hvad det vil sige at opføre sig venligt eller som en god kammerat, der bliver indholdet i forestillingen.
Forestillingens tre performere træder ind på række som tre væsener fra et rumfartøj. De er blevet sendt mod Jorden af ’Herskeren’, som ønsker at vide noget om, hvordan mennesker er mod hinanden.
Og det finder de så ud af. Takket være tilskuerne, der hjælpsomt besvarer deres spørgsmål om børns opfattelse af venskab og hjælpsomhed – og forelskelse…
Sjov ping-pong
Julie Riis er anførerkvinden med det skarpe blik, og Jan Overgaard Mogensen og Martin Norén følger trop som hendes finurlige assistenter.
Skuespillerne har en sjov ping-pong med hinanden, og de er gode til at få børnene til at fortælle om, hvordan man f.eks. laver en legeaftale, så ingen bliver kede af det. Ungerne rækker hænderne i vejret, så armene er ved at falde af. De vil så gerne op på scenen og fortælle…
I det virkelige liv
Da instruktøren og koreografen Jørgen Carlslund i 00’erne præsenterede sin interaktive improvisationsmetode ’IRL’, blev den en afgørende nyskabelse i teenageforestillinger.
’IRL’ står for ’In Real Life’. Idéen er, at en fast rammehistorie bliver udfordret af tilskuerne, der får lov til at komme med forslag til, hvordan handlingen skal udvikle sig videre frem.
’IRL’ er altså ikke bare teaterimprovisation eller teatersport. I ’IRL’ skal skuespillerne holde fast i deres egen karakter og i det overordnede plot gennem hele forestillingen – samtidig med at de i fællesskab med tilskuerne skal spille handlingen fremad mod en mulig slutning.
Og det er naturligvis hundesvært. Desuden betyder det, at alle forestillinger bliver vildt forskellige. Det modige forelskelseskys, jeg oplevede, dukker måske slet ikke op i de andre forestillinger af ’Det’ Klasse’…
Teater til mig
For tilskueren er det tillokkende ved denne slags teater naturligvis, at man virkelig mærker, at dette teater skabes til MIG. Eller rettere: til OS. Det kan i hvert fald sagtens netop være ens sidemand på tilskuerrækkerne, der kommer med den afgørende idé, der kommer til at påvirke resten af forestillingen.
For skuespillerne sikrer ’IRL’-metoden, at de virkelig kommer i nærkontakt med publikum. Men samtidig er metoden selvfølgelig afsindigt krævende og risikabel, fordi alt skal besluttes og improviseres spontant. Der er ingen tid til at tænke sig om først. Her kan alt ske.
Diffuse blikke
I ’Det’ Klasse’ er målgruppen enten de 7-10 årige eller de 10-14 årige. Derfor er emnerne også tilpasset den svære tilvænning med at trives i en skoleklasse, uanset hvor meget eller hvor lidt man har til fælles med de andre børn.
Jørgen Carlslunds og holdets devising-afsæt er godt, men selve rammehistorien kunne godt være tydeligere. Personinstruktionen kunne også være strammere, ikke mindst så skuespillernes blikretninger blev sikrere. Nu ser skuespillerne ud i rummet med diffuse blikke.
Det ville gavne illusionen, om det var mere tydeligt, hvornår skuespillerne befandt sig i fiktionen – og hvornår de så børnene i øjnene og fik kontakt med dem. Men det er måske bare et spørgsmål om tid, før forestillingens to dele af indstuderet skuespil og improvisation falder i hak.
To bank på brystet
Scenografisk byder forestillingen på et skønt og samtidig abstrakt ’rumfartøj’ med farveblinkende ruder og røde landingslys foroven. Her er fantasien en aktiv medspiller. Når skuespillerne åbner ’skjoldet’ til rumfartøjet, er det således ikke et tungt gitter, der går op, men bare en port i fantasien… Det er herligt fantasiteater.
Scenografen Malte Burup har også designet stiliserede kostumer med egyptiski-nspirerede mønstre og hatteskulpturer, der giver skuespillerne mulighed for at bevæge sig omkring som robotter med indøvede positurer.
Samtidig har Jørgen Carlslund givet dem et basalt mimemønster. Hver gang, de omtaler ’Herskeren’, banker de sig i hvert fald på brystet med to lette bank – og den slags munter koreografi. Og Jon Geltings science fiction-lys og Asger Kudahls filmlyde skaber en munter sanseramme om den kløgtige historie.
Jubel og hænder
Skuespillerne er gode til at holde fast i deres undren. Som rumvæsner kender de ikke til menneskenes logik, og ’Herskeren’ har åbenbart forbudt dem at efterligne menneskenes følelser…
Det sidste er naturligvis svært. Men børnene er vilde med deres tilsyneladende mangel på livserfaring. De jubler, da de hører dette spørgsmål: 'Når man har gået i skole i ni eller 10 år, er man så blevet et rigtigt menneske?'
De rækker i hvert fald en skov af hænder op. Teaterdialogen er lykkedes. In Real Life.
