To sympatiske, velmenende unge mennesker foran sit publikum i et klasseværelse. De har et bord og to stole til rådighed som scenografi. De småsnakker lidt med publikum medens vi finder vore pladser. Efter de sædvanlige ‘sidder I godt’, ‘kan alle se’, ‘har I slukket mobiltelefonen?’ venter vi på, at det skal begynde, men det fortsætter: ‘Jeg hedder Sigrid…’, ‘…Stanislav…’, ‘velkommen til’ – og vi ved ikke, om forestillingen er begyndt. Men efterhånden drejer small-talken sig mod Kalundborg, og jeg tænker: ‘Ret snedigt – de får os til at rette blikket dén vej uden særlige anstrengelser’. Og jeg venter på, at forestillingen skal begynde. ‘Kan I tænke jer, i pæne Kalundborg er der fuldt op af problemer blandt de unge…’ Ja, tænker jeg – det er det, jeg er kommet for at se en forestilling om. ‘…Hash… sprut…hårde stoffer…’, OK, OK, men hvornår skal…?
…indtil det går op for mig, at dette ER forestillingen
De fortæller simpelthen om deres besøg i Kalundborg og om, hvem de mødte og hvad de sagde. Altså om deres research i forbindelse med, at der skulle laves en forestilling om de unge i Kalundborg.
Jamen, kære venner: Research er ikke forestillingen. Research er ikke teater. Det kan danne grundlag for en forestilling, men det er ikke Forestillingen. Det hjælper ikke, at de enkelte figurer, som vore to researchere har talt med, gives et rudimentært krops-kendetegn eller et tic eller en grovere stemme. Ikke når karakteriseringen bliver amatøragtig og knapt kan måle sig med den, vi alle anvender, når vi står sammen i skolegården og underholder hinanden med hvad den-og-den sagde.
Opleveren og forståelsen
I og med at dette ikke er, og aldrig nogensinde vil blive Teater, er der lange udsigter med hensyn til at få noget på opleveren. Men når jeg nu går ind på den præmis, at dette er noget andet – en form for Foredrag – hvad så med at få en på forståelsen?
Jeg lytter til, hvad de siger, og det er sådan set rystende nok. De to optrædende er åbenbart også rystet over, hvad de har fået at vide. De gør, hvad de kan, og fortæller – lidt vel hæsblæsende – hvad unge, forældre, lærere, socialarbejdere og andre i Kalundborg fortalte under deres besøg. At der er tunge stofproblemer blandt unge i Kalundborg, helt ned til 11-12 års-alderen. At det står værre til i Kalundborg end på Nørrebro i København. At forældre nægter at se realiteterne i øjnene, at skolen har for lidt tjek på sine elever, at de socale myndigheder kæmper en brav kamp imod alle odds. Osv. osv.
Ikke netop forbløffende nyt, men vore to foredragere bliver ved med at spærre øjnene op i ustandselig bestyrtelse over, at det virkelig er SÅ ilde i den pæne by. Tænk, værre end Nørrebro! Og indimellem kommer der små provokerende eller underfundige spørgsmål til publikum: ‘Ved du, hvor dit barn er i aften?’ – ‘Er der nogen her ,der ikke har prøvet amfetamin eller ecstacy?’ – ‘Er det ikke forfærdeligt?’
Jo jo, selvfølgelig, det er da ilde – og det ville da være fint, hvis dette lille foredrag kunne forskrække nogen tilstrækkeligt til, at de gjorde noget ved det. Kommunen, skolen, politiet, forældrene, de unge selv. Men det berører ikke mig personligt. Jeg kan sagtens blive forundret over, at det står sådan til, jeg kan overraskes og forarges over blødsødenhed og fejen-under-tæppet hos forældre og sociale instanser, og jeg kan himle med øjnene over nogle unges mangel på aktive hjerneceller. Men jeg bliver ikke engageret. Kun lidt oplyst. For eksempel om at forældre bør tjekke forbruget af toiletpapir i hjemmet, og at haveslangens længde bør kontrolleres. At man bør være OBS på ungernes brug af eye-cleaner og kigge efter afbrændt sølvpapir.
Alt kan være indikationer på misbrug, fik vi at vide i de pædagogiske 35 minutter med Teater Ophelias.
Én stjerne for viljen.
