'DA DA' siger Heidi Katzenelson prøvende. 'Dada-Da-Dada'. Er det munden, der taler, som er DADA? Er det håret, eller tænderne, eller maven? Eller lyset i loftet? Måske fødderne som står på gulvet. Måske kjolens intense røde farve?
Alt er DADA! DADA er ordet for alt! Når du ikke har ord for, at dét er en krokodille og dét er en paraply – når du ikke kan beskrive form og funktion, knapt nok hente en genkendelse frem, så står verden fuldstændigt åben og ny.
I al sin storslåede mangfoldighed, i al sin pragt og farverigdom, i al sin skummelhed. Overraskende og hemmelighedsfuld, og først og fremmest forunderlig.
Et kalejdoskopisk tæppe
Heidi står foran et gråt tæppe, delt i fem slidser og pyntet med lynlåse i stærke farver. Hun nikker og smiler til os, mens vi finder vore pladser. 'Da-da, siger hun nølende, uden at vide hvad det er – men der er åbenbart noget kendt ved selve lyden af de to gange to bogstaver, noget der minder om noget, et eller andet.
En lynlås trækkes ned. Dét giver også en kendt lyd, der vækker munterhed i publikum. Et hul opstår, hvor noget kan trækkes frem, hvor en hånd kan forsvinde, men måske dukke op i næste lynlås-hul. En fin effekt som giver hånden et eget liv.
De grå tæppe-slidser falder et efter et. Bagved kommer der et nyt tæppe til syne – denne gang i mange farver og mønstre, en veritabel collage af stoffer og bånd og billeder, en vrimmel af detaljer hvor man kan gå på opdagelse i timevis.
Jeg kan godt mærke, at jeg bliver ligeså fascineret og storøjet som børnene, som hvis jeg var på rejse i ukendt land og opdaget Nilens udspring eller Angkor Wat eller Times Square. Men nu er det altså 'kun' dette kalejdoskopiske tæppe, og frem af det henter Heidi snore og bånd, og til og med lyde, i det helt rigtige tempo, der gør at alle kan følge med, alle kan gribes af magien.
Hænder bliver flagrende sommerfugle, arme og ben får egne lyde i abrupte bevægelser, en enkel melodi akkompagnerer det hele, en lille tynd grøn snor bliver til en tyk snor i flere farver, en hvid tutu får ben og overkrop, alt mens Heidi taler lavmælt volapyk.
En sammenhæng
Jeg elsker, når et scenisk forløb kan hensætte mig i en måbende tilstand, og jeg mærker, at børnene rundt mig sidder med åbne munde og et åndedræt så forsigtig, så forsigtig for ikke at forstyrre. Ligesom mig.
Heidi Katzenelson har et fint nærvær, både i sin funktion som vores guide, og som en der oplever og undres sammen med os.
Og scenografien – dette myldrende tæppe – giver ophav til så mange og forskellige oplevelser, så man kan sige det er dét – tæppet – der er fortællingen, forestillingen.
Men jeg savner en sammenhæng. En historie. Hverken tæppet i sig selv eller Katzenelsons brug af det giver nogen sammenhæng alene, kun en række af – i og for sig – smukke sanseindtryk. 'Se alt det mærkelige jeg kan lave med et tæppe!'
HVEM er det, der bevæger sig rundt i denne tekstile verden – og HVORFOR? Hvordan er vi havnet her. Hvem er tutu-ballerinaen? Nogens søster? Hører snoren til en hund måske? Hvor kommer de lyde fra som ind i mellem bryder ind i spillet- hvem laver dem?
Nuvel. Men min konklusion bliver alligevel, at sammen med tyve børn og en lille flok voksne klokken ni om morgenen udenfor Sønderborg en festival-torsdag havde jeg en god oplevelse.
