Tænk hvis man havde en snemaskine! Så kunne man få sneen til at falde til jul hvert eneste år – og kælke og suse afsted. Det er den barnedrøm, som Flemming Quist Møller og Elith Nulle Nykjær har digtet videre på i Zangenbergs Teaters nye, muntre juleforestilling 'Nisselist og Troldefis'.
Ungerne morer sig højlydt. Henrik Zangenberg fører dem ind i sin maskinhule i rollen som Ole Opfindersen. Han ligner en blanding af Einstein og en fra Naturpatruljen – og så har han de mest fantastiske maskiner. Hans snemaskine har glødepærer og et håndtag, man skal dreje, indtil man har talt til seks millioner! Og han har en madmaskine, der kan lave hvad som helst. Man skal bare taste ’RISENGRØD’, eller hvad man nu har lyst til, på en computer – og så kommer maden ned i en skuffe. Det er noget, der rykker!
Skønne nørder
Men selvfølgelig går noget galt. Hans husnisse er 375 år og to måneder gamme, men nu er den blevet tryllet om til en grøn frø. Hans snemaskine går hele tiden i stå. Der kommer underlige lyde fra loftet, og julen sig nærmer. Men så kommer julemanden, og så må tingene jo ordnes…
Historien er med andre ord temmelig troskyldig. Den holder sig også inden for den traditionelle skolestarterforestillings rammer, hvor der hele tiden er nogen, der bliver væk.
Så det er charmen, der gør udslaget. For Henrik Zangenbergs opfinder og Bjarne Antonisens julemand er et vidunderligt nørdepar, der vitterlig har deres egen logik. Zangenberg er den hyggelige, og Antonisen er den brummende. Begge er gode til at inddrage ungernes spontane tilråb, så forestillingen vitterlig bliver spillet sammen med børnene.
Det er både meget trygt og meget pirrende for de 4-10 årige. Og selv om historien bliver en anelse løs i nissemaskerne, så er den elskelig fra ende til anden.
En skefuld boogie-voogie
Forestillingens force ligger i detaljerne. Elith Nulle Nykjær har skabt en forunderlig scenografi, der er en opfinderverden i sig selv – med maskiner og dippedutter og blinkende skærme og røg for resten. Og replikkerne er en skæg blanding af nissesprog og kemikersprog.
’Ionbalancen er meget, meget vigtig,’ siger opfinderen, mens børnene nikker, så man kan se på deres nakker, hvordan de rynker brynene. De ved ikke, hvad det betyder, men det lyder fuldstændig rigtigt. Akkurat lige så præcist som ’en skefuld boogie-voogie’.
Og instruktøren Gitte Siem har skabt en stemning af nysgerrighed og juleglæde, der gør tilskuerne i hamrende godt humør. Hun har også klogt indlagt pauser på de rigtige steder, så ungerne kan komme med sjove tilråb til opfinderen; børn kender jo synet af en glemsom voksen, der skal hjælpes.
Vrimlende sneflokke
Opfinderes digitale blip-blop-lyde blandes med et gammelt opretstående klaver og en skæg jazzen over ’Sneflokke kommer vrimlende’ – muntert og ubesværet.
Samtidig er der sjove salmelunser til forældrene og bedsteforældrene. Så uden for opfinderværkstedet er det ikke bare julemanden, der kæmper sig vej. Nej, små basuntruttende engle er pludselig også at se uden for vinduerne.
Eller som Ole Opfindersen formulerer det bag sin specialkonstruerede englekikkert:
’Sig mig, var det ikke en engel, der dalede ned?’
