Balsamique Théâtre er et nyt indslag i festival-Danmark. Det fransk-danske teater holder til i det sydlige Frankrig, nærmere bestemt i Figeac ved Pyrenæerne, hvorfra Nedergaard og Boulay tager på turné såvel i Frankrig som i udlandet.
Forestillingen om den forelskede bjørn begynder på dejligste vis, med primitive, men festlige lysskulpturer langs bænkeraderne, og midt i salen sidder Nedergaard og smiler med et stort hækletøj. Bankelyde fra bag i salen tyder på, at også Boulay har gang i noget, – hvad fik jeg aldrig fat i – men jeg tænkte, at hvis de lige lovligt kraftige lyde skal være hjerteslag, tyder de mere på kvababbelser i blodpumpen end på det amourøse.
Dramatisering uden ord
Historien om bjørnen, der forelsker sig håbløst i en sommerfugl, er en dramatisering af en børnebog, men spillerne har taget chancen på at fortælle uden brug af ord, kun ved brug af dukker og forskellige materialer, først og fremmest plastik og træ- og forestillingen folder sig ud ovenpå et bord.
Det hele begynder med at blæse små bidder af papir hen over bordet, hvorfor forstod jeg aldrig – det forekom mere som et æstetisk forsøg end som en del af historien – men lad gå med det. For så bevæger dugen sig og Bjørn stiger op af sit hi. Han ligner nu mest en muldvarp, men er i hvert fald nuttet og snuser glad og forundret til livet.
Af dugen stiger også kæmpestore, smukke blomster, – og så sker det! Et forpuppet væsen kommer til syne og ud træder den yndigste sommerfugl, komplet med blå vinger, store øjne, og en lille taske (se dog nedenfor). Bjørnen falder pladask! Men kærligheden er som bekendt svær nok mellem to af samme størrelse, og den bliver ikke enklere når hun er lille og kan flyve- en smule troløs er hun også- mens han er stor og klodset og genert og med alle fire ben på jorden.
Det der udgør forestillingens essens og fører til de følelsesmæssige vibrationer og skælv der følger, er møderne mellem disse to, og bjørnens problemer med at sige – i en ordløs forestilling! – 'at hendes slag med vingerne vækker stjernerne frem, og himlen bliver så stor' (for at citere programmet). For eksempel når bjørnen vil bygge hus til dem begge fyldt med røde hjerter; jamen – hun skal jo ikke bures ind i et hus, hun er jo en fri (sommer)fugl!
Udførelsen halter
Forestillingen skæmmes af nogle væsentlige faktorer, der har med både dramaturgi og udførelse at gøre. For det første er der for mange indfald der måske skal gøre det ud for underholdning og variation, men som intet har med historien at gøre. For eksempel bjørnens rytmeleg med hæklepinder, – havde den været et forsøg på at lokke sommerfuglen til sig, havde jeg forstået det, men det ser jeg ikke – her går bjørn og bjørnefører i selvsving. Ja – og så? Hvor ligger fokus?
Her er også for mange umotiverede eller utydelige overgange. Jeg ser ikke begrundelsen for bjørnens frustration og vredesudbrud, jeg forstår ikke hvad sommerfuglens taske (nu i dobbel størrelse) gør under en af bordbrædderne, jeg hører Boulay sige: ’Tak, bjørn’, men jeg aner ikke, hvad han takker for. Og jeg er ikke alene – jeg mærker børnenes koncentration forsvinde rundt mig.
For det andet: Alt for meget bliver oppe på scenen. Overraskelser og forundring akkompagneret af næh! og ooh?, heh-heh og woop!? – det er da vi i salen som skal opleve og føle og reagere, ikke først og fremmest dem der fremme og deres figurer. Vi berøves magi, vi berøves meddigtning, vi berøves empati – det hele bliver der oppe på scenen!
Aller værst er det, når voksne skaber sig. Når de finder på noget skægt og er de første til at fnise af det. For eksempel at sætte den røde plastiksky på hovedet som en mærkelig hat og, med blik ud i salen, signalere: ’Er jeg ikke sjov?’ Det er børneteater fra før Krimkrigen.
For det tredje bliver det nødvendigt at sige noget om dukkeføringen. Nedergaard og Boulay har haft deres teater i næsten ti år, men inden det har de arbejdet med bl.a. Michael Meschke og Blå Hest. Det skulle jeg gerne have set noget mere af. Jeg skulle sådan ønske, at de havde givet sig lidt mere tid med udførelsen af dukkernes forhold, liv, følelser, bevægelser. Bjørnen er ingen kænguru, det er noget alle ved. At få sommerfuglen ud af puppen kunne være et øjeblik af ren magi – men da må det ske i et tempo, der spænder vores – og bjørnens – forventninger til bristepunktet, ikke som en panisk rysten, fordi den ikke glider lige ud som den skal. Ikke som en sidste klistret karamel i slikposen!
I det hele taget: Hvad med temposkift! Vendepunkter! Pauser og stilhed! Rytme og speed!
To stjerner – den ene for lysskulpturerne i salen.
