Hold da op for nogle arkitektlamper! Vildt store og knaldrøde, et par meter høje, fulde af lys! Måske et sindrigt billede på det kærlighedsbegreb, de to knægte på scenen sætter sig for at undersøge.
For hvad er kærlighed? At vi skal elske vores næste som os selv. At vi skal elske vores fædreland, vores mor, vores tro – og vores kæreste. Hendes dejlige nakke, og den kærlighed, der gør os tossede i hovedet. Eller kærligheden til dyr – den ene havde engang en kat!
Og straks forvandler den anden sig til katten, der kælent smyger sig op af benet. Eller til hende, der ikke rigtig ved, om hun gider ham. Eller ham, der ikke tør sende en sms til hende. For hvad vil hun så tro? Og hvad tror han selv?
Som et katalog over kærlighedens mange fristelser og fælder foldes situationerne ud og pakkes sammen igen. Om kærligheden i gamle dage, hvor forældrene ordnede det hele. Helt forsigtigt – og også alt for forsigtigt – strejfes den kendsgerning, at det fortsat sker, også i Danmark. I stedet haster vi videre til forelskelsen og dens fysiske placering. At forelskelse er en kemisk reaktion, at den går over, når det pågældende stof ikke længere produceres, at den måske afløses af noget andet og længerevarende kærlighed.
Af sted går det, med skarpe og præcise stemningsskift, let og ubesværet fra fjol til alvor, fra den ene situation til den næste i Kamilla Wargo Breklings glimrende tekstmosaik og iscenesættelse. Som naturligt griber fat og lyngennemspiller tragedien om ”Romeo og Julie” som billede på den ultimative kærlighed.
Kærlighedsklog og sjov
Og de to spillere – Lars Dammark og Anders Valentinus Dam er så gode, at de griber os, uanset hvilket køn de påtager sig. Lars Dammark som den kloge, lidt nørdede, Anders Valentinus Dam den barnligt spontane, der har let til såvel glæde som skuffelse.
Snart griber de fat i den historiske kærlighed – Amor og hans pile – snart fortæller de tilsyneladende personlige oplevelser om forældre, der bliver skilt, fordi kærligheden er væk. Om venskab, der også kan være en form for kærlighed, om hvordan man kysser eller hvordan man etablerer, forbereder og gennemfører en date – og så videre.
En sød forestilling er det, kærlighedsklog og sjov på samme tid. Fordi kærligheden bliver taget alvorligt, og fordi teksten kommer rundt i mange af kærlighedens kroge.
Måske er noget af det fjantede lidt for meget, lidt for villet, lidt for banalt. Og måske kunne den også med fordel have gået dybere ned i nogle af tingene, ned, hvor det gjorde lidt mere ondt. Jeg savner for eksempel at få vist kærlighed til en af sit eget køn, når man nu ved, at der i hver eneste skoleklasse statistisk set sidder mindst to homoer.
Så netop fordi mosaik-formen er så stærk og spillerne besidder naturlig tyngde og troværdighed i udtrykket, havde det været ekstra livgivende, om de havde turdet favne den besværlige kærlighed lidt tættere. Den del af kærligheden, hvor der er noget større og sværere at overvinde end usikkerheden over at skulle formulere og sende en sms til en pige, man godt kan lide.
