Af: Janken Varden

18. februar 2013

Hvad chatollet gemte

Det Ny Familieteater har fundet Skrumpen frem efter 30 år i fjernsynets rekvisitkælder, og en ny generation fnisende unger hilser ham velkommen.

En lang, lang kommode med spændende skuffer og låger, et stort skab, et chatol, også med skuffer og låger, og et staffeli. Der er hvad der møder os. Chatollet er brunt, men ellers er alt gråt. Selv en plante slås med farvevalget, lidt grønt, men mest gråt. Og så er der en enkelt sko, lilla og orange, midt på gulvet, helt alene, uden makker.

Når forestillingen begynder ligger geniet Gustav, i Stephan Pollners skikkelse, på kommoden og sover, med grå nathue på, gråt tæppe over sig og grå sko. Bortset fra den mærkelige sko foran på scenen er der åbenbart orden i sagerne. Chatollet er rigtignok brunt, men alle skabe er da brune, er de ikke?

Pludseligt – ud af ingenting – toner Gunnar Wille filmisk frem på det hvide bagtæppe, siddende i en lænestol med en anarkistisk rød jakke på. Og han taler og fortæller om Gustav som designer sko ud fra mystiske matematiske formler og helst taler med sig selv og hader rod omkring sig, og om Skrumpen fra Det ydre rum, som egentlig er usynlig for alle andre end Gustav, men som forsvandt for længe siden. Det meste af teksten er voice-over, mens Wille ser ud som han tænker og funderer for at finde de rette ord.

Hvad er der med det skab?

Filmen toner over i hvidt, og Gunnar Wille forsvinder. Efter en urolig nat står Gustav op, taler med sig selv (og publikum), gør morgentoilette og laver morgenmad. Det går ikke stille af, for den lange kommode er en støjende maskine, der kan alt. Være badeværelse, presse appelsiner, stege æg, riste brød og lave kaffe. Blot ved et tryk på den rette knap, så vupti! er morgenens gøremål overstået.

Men der kommer mærkelige lyde fra skabet, og har det ikke flyttet sig i nattens løb? Gustav er godt nok forvirret, men holder ikke desto mindre fast i sit forsæt om at male skabet gråt så det falder ind med resten af interiøret. Det kommer han så aldrig til.

For frem på skærmen toner nemlig Mor som vil have sin søn på besøg, og ikke nok med henne: – farfar og farmor med nybagte boller kommer og går, og snakken går mellem familiemedlemmerne i filmen og den opgivne Gustav fremme på scenen.

Og så er der skabet. Det har åbenbart sin egen vilje – låger åbner sig og skufferne puffer Gustav i rumpen.  At han får stress, er til at forstå, ham der elsker orden og ro, og at alt er som han er vant til. På toppen af det hele toner også chefen for skofabrikken frem på filmlærredet og forlanger nye design.

Og så er det, at skabet går amok. Ud af alle skuffer og låger vælter der til Gustavs fortørnelse legetøj og andet unødvendigt bras i alle verdens farver. I alt det virvar – hvordan så designe nye sko, selv om man behersker de mest komplicerede formler?

Den egenrådige dukke fra fjernsynets ungdom

Forestillingen hedder, hvad den hedder, så det kommer ikke som nogen overraskelse, når Skrumpen dukker op og viser sig at være ophav til løjerne og alle Gustavs kvababbelser og fortrædeligheder, forhindringer og genvordigheder, og hvad det ellers hedder. Foruden alle de forstyrrende figurer på filmlærredet – den emsige familie og farfars uendelige fortællinger om krigen, samt den krævende chef.

Selv en vild kamp med Skrumpen på Play Station kan ikke standse det uafvendelige: Gustav mister sit arbejde, han går ned med flaget, depressionen er et faktum. Men genoplivningen er nær! Han skal male striber, skal han! Han skal spille musik, skal han! Han skal trylle, skal han!

Og trylleshow bliver der, og overgivelse til farver og striber, og til sidst trylles Maria Garde gennem papiret – klædt i sort – jeg ville have troet, hun skulle være i farverige striber, ligesom sin dukke!

Mange ideer, men ingen sammenhæng

Der er mange ting at glæde sig over i denne forestilling. Den uartige Skrumpen taler direkte til børnene, når han skaber kaos, når han driller, og når han insisterer på striber og farver. Stephan Pollner er tilpas forvirret og rundt på gulvet over alt, hvad der sker om ørerne på ham. Scenografien er opfindsom, og alle de mystiske lyde er fortællende og spændende. Filmindslagene er sjove, faktisk ret imponerende, et helt Laterna Magica i sig selv, og musikken er et godt følgeskab.

Men der skal megen god vilje til for at se dette som én helstøbt historie: Fortællingen om vendepunktet i Gustavs liv,  dagen da han gik fra det ordentlige og kedeligt grå, til farver og livligt kaos, trylleri og måske kærlighed. Jeg gætter på, at dette har været ophavsmændenes intention.

Men historien springer fra det ene til det andet uden særlige overgange, og mange tråde bliver aldrig samlet op. De enkelte elementer indgår kun sjældent i fremdriften af historiefortællingen. Jo, jo, de kan sagtens være sjove i sig selv og får begejstrede råb og fnis med på vejen, men historien tvinges frem af indfald og ideer uden organisk sammenhæng. Familien på filmen er da sjov, men sammenhængen med Gustavs fortrædeligheder her og nu er knapt til at få øje på.  

På en måde er forestillingen simpelthen overbelastet, den snubler over sig selv. Og læsset tipper.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.
Et sympatisk projekt
Hils Din Mor & Folketeatret:
'Spejlvendt'
Ungdomsforestillingen ’Spejlvendt’ af Hils Din Mor og Folketeatret fortæller historien om Alex, der ikke kan finde sig selv i sit eget spejlbillede.
En forvandlingshistorie
Teaterhuset Filuren:
'På den anden side af døren'
Der er gode kvaliteter i ’På den anden side af døren’, men mange hurtige rolleskift og overdreven brug af slang og woke-ingredienser spærrer for oplevelsen.
Vilde færdigheder
Meridiano Teatret:
'Buster og mig'
En lille historie om en far, en søn og en hund fortalt med storslået klovnekunst.
‘Sabotage’ rusker op i vores indre sabotør
Sjællands Teater Fair Play:
'Sabotage'
Imponerende gennemført manuskript og iscenesættelse i Sjællands Teater Fair Plays ’Sabotage’ om at overdøve sin indre kritiker.
Seje spirer
Faster Cool:
'Spiren'
En storbyhistorie om to piger og grønne vækster strutter af livsmod.
Sansebombardementet i Tamoaskoven
Teater Vestvolden & Ishøj Teater:
'Nomerne - Skovens hjerte'
Med imponerende kunstnerisk sikkerhed har Teater Vestvolden og Ishøj Teater i fællesskab omplantet Jan Kjærs fascinerende Nomer-univers til scenen. ’Nomerne – Skovens hjerte’ giver børn og voksne et vildt og intenst eventyr blandt modige nomer, farlige skovpirater og stokdøve skovånder.