Af: Kirsten Dahl

7. marts 2016

‘Hvad brænder jeg for?’

Fodboldfanatisme, krigsfrivillige og en spøjs æggekoger er blandt ingredienserne i en spændingsfyldt og tankeanimerende forestilling om ekstremisme og radikalisering.

Bål og brand. Løvens hule. Stærkt og kompromisløst oprør. Den em slår én i møde, når man træder ind i det boksekamplignende rum, hvor Teateriet Apropos' og Filurens nye ungdomsforestilling 'Ildsjæl' spiller.

Høj Heavy Metal-agtig musik strømmer ud af højtalerne. Scenen er et stort kvadrat af rå træbrædder arrangeret i skakspillignende firkantede felter. I toppen af hvert hjørnes master blinker rødt (alarm)lys om kap med hinanden. Langs 'bokseringens' kanter er der blændet op for skarpt hvid lys.

Oppe på kamparenaen springer Stig Reggelsen Skjold, Kaja Kamuk og Anders Brink Madsen rundt i ført sorte habitter, hvide skjorter, All Star tennissko og røde aftegninger af ar i ansigtet – en 'dress code', der favner både 'højt på strå'-herrer, noble almindeligheder og et mere ungt uhøjtideligt klædt klientel.

Et påklædningslook, som signalerer, at en alvorsfuld sag angår og involverer både en og alle, både dig, mig og naboen. Og ude langs alle fire kanter i to rækker sidder vi som publikum lidt forsænket i forhold til 'bokseringen'.

'Varm velkomst'

Fornemmelsen af at være 'nede', i niveau under de medvirkende på scenen, forstærkes i indledningsscenen, hvor Anders Brink Madsen, sætter os på plads, som det argeste, det værste af alt med replikken: 'Vi har et budskab til jer. Vi HADER jer. ALLE – UDEN undtagelse. Helt ind til knoglerne…'.

Vi får at vide, at vi er dem, som forpester verden. Dem der skal stikke vores forfærdelige meninger skråt op. Dem der skal eksporteres ud til en fjernliggende ø og elimineres fra jordens overflade – udrenses – væk – via en atombombeeksplosion.

Til slut stiller sagen sig helt anderledes. Hvordan skal ikke røbes, blot nævnes, at det er en del af dramatiker Brian Wind-Hansens skrivestil. At provokere. At stille skarpt. At vende bøtten. At ville få publikum – her teenagerne fra 13 år og opefter – til at føle og tænke over hvad det vil sige at gå ind for en sag med hud og hår. Og til at fundere over hvor grænsen går mellem det at være dedikeret og arbejde indtrængende for en sag og det at være ekstrem, at gå til yderligheder.

En løjerlig æggekoger

Sædvanligvis forbinder vi noget positivt med ordet ildsjæl. Vi bruger ordet om en person som med blussende begejstring og brændende entusiasme arbejder for noget humanistisk i en større sag tjeneste.

Wind-Hansen retter lyskeglen derhen, hvor ildhu opstår, udvikler sig og går hen og bliver dødbringende farlig. Derhen, hvor det ikke er den fjende, der kæmpes imod som er i fokus, men den (ildsjæl)person, som kommer til blindt at hellige sig en sag.

Stykket springer frem og tilbage mellem forskellige eksempler. Vi følger pigen, som hver søndag bliver trukket med til fodboldkamp af sin inkarnerede FCK-fan-far og bliver stopfodret med, at Brøndby er 'Guds affald', fjenden, de værste svin.

En anden far, som oplever, at hans lille ballademager af en datter glider ham af hænde i 'et lille usynligt skifte' og pludselig som voksen melder sig som frivillig udsendt til krig, 'dernede hvor folk dør'.

For datteren er det motivationen for at rejse. For faren er det grunden til at skulle holde sig væk derfra. Men måske er det ikke hele datterens begrundelse.

Wind-Hansen fortæller os også, at datterens afsæt er, at hun ikke kan se en mening med det hele. Ikke kan finde ud af, hvad det er hun brænder for. Han indføjer også en scene med Hitler som drengen, der føler sig alene, forladt og afvist og som ender som folkeforfører. Han putter en selvmordsbomber ind – en selvmordsbomber, som først er blevet hjernevasket. Han omskriver i en løjerlig humoristisk scene 'æggekogeren over dem alle'. 'Æggekogeren', som lover os en 'bedre hverdag til en mindre pris'.

Filmisk spillestil

Der er noget interessant i Wind-Hansens dramatiske pen. Udover æggekoger-sekvensen også i rammefortællingen som vrides 180 grader.

I hans tankestimulerende betoning og gentagelse af enkeltreplikker som fx 'Kisten er tom' og 'Det er en mærkelig fornemmelse at gå baglæns mod noget' og 'Det er jer levende, som trækker rundt på os døde'.

Morten Lundgaard trækker mange gode veksler på de erfaringer, han har fra i teatret Von Badens regi at have iscenesat mange forestillinger i en direkte, pågående rå og filmisk spillestil som også levner plads til følelsesstille scener.

Og Stig Reggelsen Skjold, Kaja Kamuk og Anders Brink Madsen springer dygtigt og med stor passion ud og ind af de mange situationer og roller.

'Ildsjæl' har noget på hjerte og vil givetvis både påvirke og sætte mange udfordrende 'hvad brænder jeg for?'-tanker i gang hos teenagepublikummet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.