Vi er på genkendeligt terræn for målgruppen. En barnevogn – det er ikke længe siden, de har ligget der selv. I al fald de 1,5-årige. De lidt ældre triller måske rundt med en dertil indrettet vogn til deres dukke.
Efter al sandsynlighed ligner stykkets store røde barnevogn mest den til dukkerne. For den er gammeldags i looket. Rød, rund i formerne, med skarpskåren kaleche og swung i styret.
Det passer fint sammen med at den bliver præsenteret af mor-Ragnhild som et arvestykke. En barnevogn, der er gået i arv fra generation til generation, og som det er vigtigt at nusse om og passe på, fordi den gerne skal holde mange generationer endnu.
Fint – og helt i tråd med Jytte Abildstrøms miljøsunde økologiske genbrugstanker.
Hvad handler ’Barnevognen’ da (ellers) om? Og hvordan fungerer det?
Den handler om det velkendte. Det, at der er en voksen – her Ragnhild, som frodig og glad i grøn kjole og røde sko optræder som barnevognbarnets mor – som passer på og kærer sig om sit barn ved fx at servere kamillete, hænge våde bukser til tørre og fortælle godnathistorier.
Og den handler om, at en barnevogn også kan være en mere ‘trylleristisk’ indretning. En indretning, der overrasker ved i dens midte at rumme en opvaskemaskine. Kopper, tallerkener og et glubsk og drillesygt teæg suser rundt i barnevognens akvarium-mave. Kamilleblomster gror op langs indersiden af kabinen. I nettet under vognen ligger en rulle-ud-taske, hvor alt vigtigt til baby- og barnevognlivets opretholdelse er spændt fast: Sutteflaske, pudseklud m.m. Tæt ved det buede styr er monteret en kogeplade til kanden, der bliver forsynet med vand fra en indbygget vandslange. Og på toppen af kalechen suser en lille vindmølle energiglad rundt. Meget at få øje på og glæde sig over for små teaternybegynderøjne.
Mangler og strit
Ragnhild Kaasgaard henvender sig lige fra starten mildt og favnende til børnene, hvoraf flere var publikumsdebutanter. Og hun spiller med humør og i solidt vigør moren, der holder af at pleje både vogn og barn. Udstråling og spilenergi fejler intet. Den kan måske endda virke lidt for stor for nogle af de mest forsigtige børn. Men nuvel, hellere det end for blegt et spil.
’Barnevognen’ holder som fortælling et fint og enkelt fokus. Teksten har dog også undervejs en del ‘ubrugte ender’. Hvorfor bruges den lille strithårede baby(dukke) og den lille krammekamin, som dukker op, ikke lidt mere overraskende og spændende?
Teksten skuffer også i nogle af de besluttede historiedele.
Den lille teæghistorie i opvaskemaskinesekvensen virker noget uafsluttet. Ligesom godnathistorien er en helt ordløs mime med ting, hvor jeg i al fald kom til at savne ord med en koncentration om noget med indholdsmæssig substans der relaterede sig til barnevognsbabyens liv. Her har man valgt at illustrere en ‘sove til middag’ -sekvens med mere frie associationer. Fantasier og tankespring som både børn og voksne selvfølgelig også har.
Og endelig er teksten for sprogforsigtig. Det kunne give forestillingen mere melodi, rytme og dynamik med lidt flere ‘tossede’ indfald og nogle mere viltre og fantasifantastiske rimerier.
Scenografiens ellers fine store røde barnevogn med sin konstant stationære stilling midt på scenen låser også iscenesættelsen en kende. Nok skal der være ro i scenebilledet, så alle vognens finurligheder kan få fokus. Men lidt mere liv og bevægelse i det store scenebillede vil øget teateroplevelsen.
Alt i alt er det, som om barnevognen og en præsentation af dens finurlige indretning fylder (for meget) på bekostning af historier fra det liv, som barnet i barnevognen lever.
