Af: Kirsten Dahl

30. november 2020

Husk at leve!

Tanken om at huske at bevare gnisten er rigtig god i Randers Teaters juleforestilling og bliver serveret med komik, sang, musik og gode skuespilpræstationer. Men ideen bliver sent forløst, og vejen dertil er for kludret og voksenorienteret.

Husk at leve. Mist aldrig gnisten. Er du løbet tør i kedelige dagligdags rutiner. Er du ved at opgive ævred. Sidder du fast i et dræbende og demotiverende liv. Kommer du ingen vegne i forhold til alt det gode, du har lyst til. Så kan en gnist – og den behøver ikke være ret stor – sætte fut i dig igen. Tag vel imod den. Den er i stand til at antænde dig. Og hvis du er rigtig heldig skabe lys og lykke. 

Det er stort set budskabet i familiejuleforestillingen 'Gnisten og pakkefabrikken' på Randers Teater. 

I stykket er Gnisten en lille løjerlig handskedukke-fætter med flammende orange hår, røde kinder, tilsvarende orangerødt tøj, et stort smil, som går næsten helt op til de store blå øjne, og hænder der stritter ud i luften, som om de konstant jubler eller klapper. 

Den springer som en trold op af en lille rød æske. Og den gør det på en af de vanligt kedelige, meget regelret rigide og utroligt hierarkisk organiserede arbejdsdage på en kønsløs, næsten helt igennem gråmalet fabrik. En fabrik, hvor chefen sidder højt til vejrs som en enehersker, der stiger ned og uddeler ordrer og belønninger til arbejderne på gulvet. 

Hernede i bunden skal der arbejdes benhårdt, og fis og ballade er absolut bandlyst. Arbejderne er skarpt rangordnede. De er tre grå-uniformerede skikkelser, Under, Under-under-chef og Under-chef, som bærer pakker ind og anbringer dem på et samlebånd. For dér – udstyret med et kæmpe forstørrelsesglas og et vildt stort stempel – at tjekke pakkerne ud igen, efter devisen: Alt som ikke er strømlinet korrekt, skal makuleres. Her accepteres intet atypisk. Små skrammer. Underlige former. Noget, som er skævt eller slidt. Grimt eller beskidt. ALT, der afviger skal ryddes af vejen. 

En vigtig mission 

Anne Laybourn spiller Under med fyrig energi, gnist i kroppen og troværdigt blus på stemmen. Under er fabrikkens lille oprører og en veritabel optimist. Det er hende, der, som den første, tør drømme om, at der sker noget andet og godt. For alle. 

Af den grund er det hende, som pakken med Gnisten havner hos. Det sker en dag, hvor hun bliver sat til at arbejde over, fordi hun har forbrudt sig mod reglerne og medtaget en farverig guirlande, som fluks makuleres i den dertil indrettede store ødelæggelsesmaskine. Under forstår helt intuitivt Gnistens sludresprog. Og hun fornemmer også, hvor vigtigt det er, at Gnisten ikke tager hurtigt af sted igen. Gnisten har nemlig en mission på fabrikken. Den skal nå at tage bolig hos eller på anden vis invadere alle personernes mentale rum. Fra Under til Chef – ja faktisk helt til Über-chef-niveau. Über-chef er fabrikkens stifter. 

På chefens kontor højt oppe bag trappen, der fører op til en svalegang, hænger der et stort majestætisk maleri af ham. Alle – inklusiv chefen selv – skal gøre honnør for Über-chefen, straks de træder ind på chef-kontoret. 

For voksenorienteret 

Gnisten fiser og farer rundt. Op og ned af trappetrin og samlebånd, og ind og ud af skakter. Alt postyret til trods lykkes det Gnisten at smitte alle med sin positivitet. Den hæger sig fast på Under-chefens ryg, kryber ned i Under-under-chefens lomme, og løber ind på chefens kontor. 

Alle får lyst til forandring. Alle indser, at livet ikke handler om at få chefens påskønnelse i form af 'like'-emblemer, som han smækker udenpå deres grå uniformer. Chefen selv stiger af tronen. Selv maleriet af Über-chefen forvandler sig til et billede af alle på fabrikken, som tegn på en slags indførelse af lighed for alle. 

Gunvor Reynbergs idé er udmærket. Vi skal alle passe på ikke at miste gnisten. Men desværre er forestillingen lovlig lang i spyttet i forhold til at få udfoldet den gode tanke. Det tager for lang tid, inden Gnisten kommer på banen. Og måde hvorpå den – tillige meget langsomt – forandrer de forskellige personer, er alt for spidsfindig og utydelig. I al fald for børnepublikummet. 

Teksten lider af at være for voksenagtig. I sin dramaturgi. Og i sine mange hentydninger. Om urimelige hierarkier i voksenarbejdslivet. Om popularitetsmarkører på de sociale medier. Og om andre ting som er til kritisk debat i voksenverdenen. En replik som 'man skal være flot og fræk og spise den rigtige mad' hører fx mere til i de voksnes univers end i børnenes. 

Historien tager også fat i nogle udmærkede emner, som den ikke kommer ordentligt i dybden med. Fx det med at have en hård skal og være blød indeni. Den er flere steder alt for indviklet og har svært ved at gøre det klart, hvad den vil. Fx med snakken om den kriblende lyst, de alle nærer i forhold til at åbne de kasser, som fabrikken ekspederer. 

Komisk vranten og kejtet blød 

Til premieren syntes børnepublikummet mest optaget af Gnisten. Af at følge med i hvor i rummet den lille fyr var, og hvad den forårsagede af sjov og ballade. 

I forhold til det er det ærgerligt, at man ikke har kunnet finde bedre højttalerløsninger. Det virker i al fald forstyrrende og forkert, de gange hvor dukken Gnisten er ét sted, mens dens stemme kommer et andet sted fra.

Den komiske spillestil er en anden ting, som mange, både børn og publikum, nok uvægerligt falder for. De tre arbejdere marcherer som små klovne-militser ind på fabrikken. De udfører – sammen med deres kontrollerende chef – den samme lille robotdans hver morgen. En parade med honnør, kik på uret og drej i kroppen, som forplanter sig ned gennem rækken af dem, som en bølge. 

Udover Randers Teater-debutanten Anne Laybourn, som spiller med bravur, tager Lisbeth Knopper og Allan Helge Jensens figurer fokus. Knoppers Under-chef på grund af rapheden i replikkerne og evnen til med tryk på de komiske knapper at spille tvær og striks. Jensens fortrin ligger i hans evne til at skabe en Under-under-chef, som på en naiv akavet måde er blød i koderne. 

Ordsjov, sang og musik 

En anden ting, som er gjort meget tydelig, er, at Under i lang tid er en, de kanøfler og kalder alle mulige negative ting, som starter med under: Undermåler, underlig og underkvalificeret. Til slut – når Gnisten, takket være Unders vedholdende indsats i forhold til at forandre negative tilstande til positive, har fået godt fat i dem alle – får de øje på, at 'Under' jo også kan betyde Mirakel. 

Alle aldre kan glæde sig over komikken og legen med ordet Under. De kan klukle, når det til sidst med skøn naiv humor bliver afsløret hvad personerne hedder bag de grå arbejdsuniform-titler. Man kan måske fange det spidsfindige i, at Gnisten bider fra sig, hvis man kommer til at mase den. Finde glæde i de medvirkende sange og i musikken. 

Men de vigtige detaljer i historiehelheden tror jeg går hen over hovedet på rigtig mange børn. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
Når farfar skal bo i ens hjerte
Anemonen & Teater Lille Hest:
'Så blev farfar et spøgelse'
Med barnets nysgerrighed og erfaringens nænsomhed bevæger ’Så blev farfar et spøgelse’ sig gennem en poetisk erkendelsesproces, da Esbens farfar en dag er død. Forestillingen kredser om det gådefulde fravær af noget helt nært og besvarer barnets spørgsmål som lette kærtegn mod sensibel hud.
En livsbekræftende dans om døden
Danseteatret NordenFra:
'De døde lykkeligt til deres dages ende'
Med sprælsk humor, filosofiske funderinger og skøn musik fører Danseteatret NordenFra publikum rundt i mange spændende afkroge af udtryk om livets forgængelighed.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.