Ælle, bælle, mig fortælle – og fortælle, det kan Hvid Støj Sceneproduktions forrygende forestilling om tal og om at tælle dem. Det foregår med fest og farver, arme og ben, musik og masser af speedsnak, der blæser tilskuernes hår bagud.
Men samtidig har forestillingen en fast kerne, der ret kontant understreger det fornuftige og nødvendige i at kunne tælle og demonstrerer en guldgrube af fornøjelige måder, som børn kan lære det på.
Verden består af tal. Så hvis nogen alligevel skulle være i tvivl om nytten af at kunne mestre tallene og ikke mindst alt det, som de kan bruges til, bliver de hurtigt klogere. Nogle gange så hæsblæsende hurtigt, at hjernen kommer på overarbejde, og enkelte tilskuere må tage sig en slapper.
De er dog hurtigt med igen, for selv om det for eksempel handler om at lægge sammen og trække fra eller måske at regne den ud, så er underholdningsværdien mange gange højere end i hverdagens matematiktime.
Forestillingens forrygende hyperaktive og hypermobile makkerpar, David Elnebo og Sofie Walbom, indleder friskt og fint pædagogisk med at koble tal til vores krop og sanser. Vi har to ører, to ben, otte meter tarm, ti fingre og så fremdeles. Mens nullet er det svært begribelige centrum, der på en gang ingenting er, men som samtidig er uendeligt og kan alting for eksempel gøre tal meget større.
Begge skuespillere er kanongode til at bruge kroppen til at fortælle og demonstrere og forme knivskarpe karakterer fulde af humor og vel doceret komik.
Mangfoldige sanseindtryk
Det går det over stok og sten med episode efter episode sprængfyldt med viden og vidunderligt fantasifulde illustrative påfund. Ved hjælp af et mylder af enorme flytbare Tivoli-balloner i alle mulige farver og mønstre visualiseres tallenes komplicerede univers, der suppleres af to mindre skærme i hver side af scenen. Så det bliver om ikke nemt, så nemmere at hænge på og forstå. Det gælder ikke kun for børn i målgruppen, mens også for mange andre, der lige som Sofie Walbom kløjes i tallene.
Hun indtager rollen som stopklods, når makkerens talestrøm går for vidt og for stærkt. Det sker tit for David Elnebo i rollen som forestillingens oplysende og faktuelt korrekte orakel, og så er det godt med et frejdigt og ind imellem fortvivlet modspil af en, der ikke forstår en brik. Heldigvis for hende og især for publikum er der meget andet end rene tal, der bidrager til underholdningen. En tal-ballon forvandles til en hest i det vilde West med Elnebo som rytter, og et angreb fra aliens er tæt på at ende frygtelig fatalt.
De grimme væsner har en plan om at suge vores jordklode fri for alle tal. Det lykkes dem ikke, fordi tallene er kloge nok til at skjule sig bag bogstaverne x og y vel vidende, at aliens ikke magter at sluge bogstaver. Så til sidst bliver de nødt til at levere de tal tilbage til jorden, som de har slugt. Således ender alt godt og tids nok til, at publikums hjerner stadig kan rumme det omfattende talmylder og de mangfoldige sanseindtryk.
’At Tælle’ er en forestilling, der må kunne være til stor inspiration for lærere, pædagoger og elever. Men som en del af forberedelserne til den hurtiggående teateroplevelse kan det stærkt anbefales at sikre, at alle møder frem godt udhvilede.
