’Jeg hedder Thomas, og jeg har en lille hund, der hedder Mester – og det er faktisk den bedste hund i hele verden’.
Sådan siger skuespilleren Bo Carlsson, da han smilende byder publikum velkommen til ’Mester flytter hjemmefra’ og den uimodståelige hundeverden af Thomas Winding.
På Det Lille Teater er både de to-fem årige og deres voksne straks helt med på følelsen, altså følelsen af at holde af nogen. Bo Carlsson gør ellers næsten ingenting. Han taler bare helt stilfærdigt og har blide hænder, der omhyggeligt aer Mester-dukken – eller serverer frikadeller for ham.
Som garvet dukkeskuespiller formår Bo Carlsson at agere historiens fortæller, men også at lægge krop til Mesters menneskefar med en skøn underdrivelse og delikat beskedenhed. Med en stemme, der er næsten lige så rolig, som Thomas Windings egen stemme var det, (og sådan som den lyder i lydbogsudgaven af ’Min ven Mester og andre dyr’ fra 2005). Bo Carlsson spiller nænsomhedsteater med ægthed i blikket. Altid.
Alt bliver godt igen
’Mester flytter hjemmefra’ er en selvstændig opfølger til forestillingen ’Mester flytter ind’ fra 2016. Dramatiseringen af Oliver Winding og Maria Mac Dalland er tro mod finurlighederne hos Thomas Winding (1936-2008). Instruktøren Camille Sieling Langdal har sammen med scenografen Kim Witzel skabt en tryg lilleverden med klare virkemidler. Her blusser store, rene følelser, og her bliver problemerne løst, så alt bliver godt igen.
Iscenesættelsen er enkel og ren. De tre skuespillere har hver sin figur at spille, og spillestilen blander fint skuespillerens tydelige spil med dukkeførerens nærmest gennemsigtige spil.
Mester-dukkehunden drejer i hvert fald hovedet opad og lader sig nusse af Bo Carlssons kærlige Thomas, så Mesters hundehals lyser af lykke.
Man accepterer også fuldstændig, at den evigt sultne Mester med den sorte og hvide pels selvfølgelig må se netop sådan her ud. Og at den må have lige præcis så svirpende ører og så forslugen en mund, som dukkemageren Karin Ørum har givet ham.
Oppe i dynen
Mester får liv af skuespilleren Evi Arnsbjerg Brygmann, der får hunden til at ryste sig og strække sig veltilfreds med hele kroppen, mens den siger flabede ting med selvbevidst stemme. Det er nu rarest at sove oppe i sengen hos Thomas, mener Mester. Og selv om Thomas synes, at en hund skal sove i sin kurv, så ender Mester selvfølgelig oppe i dynen alligevel.
Evi Arnsbjerg Brygmann fører Mester med stor udtryksfuldhed i hundedukkekroppen, så al energi går til dukken – og så hendes eget dukkeføreransigt bare udstråler koncentration. Selvfølgelig ser børnene hende, når hun i brune overalls og lyseblå t-shirt bakser rundt med Mester. Men det er kun Mester, de egentlig lægger mærke til. I hvert fald indtil en sort kat dukker op med smidig krop, nysgerrige knurhår og en meget spids hale, der elsker at drille hunde…
For skuespilleren Louis Bodnia Andersen får katten til at svaje og spinde – og hvæse – herligt forstyrrende med muntre rytmelyde og provokerende jazzpoter. Det er også ham, der griber guitaren og spiller hjemlige akkorder, så alle kan bryde ud i Thomas’ sang om ’Det er mit bord / Det er min stol / Det er mit billede og min sofa og reol’. Med Jan Rørdams glade musik som en munter hilsen gennem rummet.
I Kim Witzels scenografi er der vitterlig også bare et bord, en stol og et elefantbillede i huset. Nogle bræddevægge adskiller fint Thomas’ lille stue fra et soveværelse og en entré. Alt sammen monteret på en drejescene, så der undervejs også opstår kig ind til stemningsfyldte vasketøjssnore.
Højt oppe rammer Rasmus Nordal Sørensens fortællingstydelige lysdesign et sjovt loftsvindue, hvor en lille nisse følger opmærksomt med i løjerne. En nisse med spids hue og meget smidige kravleben… Sådan bare fordi.
Suk og smil
’Mester flytter hjemmefra’ er en forestilling, der skaber smil. Den rammer det lille barns insisteren på nærhed og omsorg – og udelt opmærksomhed. For ret beset handler historien om hunden, der ikke er synderligt begejstret for katten, der pludselig flytter ind. Derved mærker børnene intuitivt følelsen af søskendejalousi. Uden at ordet nogensinde siges. familieforøgelsens velsignelser.
’Vi kan vel være her allesammen,’ siger den voksne. Tja. Det er Mester selvfølgelig ikke helt enig i.
Denne Mester-forestilling er kærligt og finurligt børneteater om de små børns stærke følelser. Udtrykt med smil og symbolik, så selv de to-årige forstår, hvad der er på spil. Som Mester siger det, mens hundehovedet vender sig trist og sukkende væk:
’Det er ikke mig, der sukker. Det er mit hjerte. Fordi mit hjerte ikke tror, at du kan lide mig’.
Men det kan Thomas altså godt. Altid.
