Der ligger en sort luftmadras på gulvet. Den bliver hvæsende pustet op, mens publikum sætter sig i salen. Det er et såkaldt Air Floor på 6m x 6m, ifølge Uppercut Danseteater et nyt fænomen, der skal danne afsæt for et hidtil uset scenekunstnerisk udtryk herhjemme.
Det er lovligt store ord, men sandt er det i hvert fald, at da først en fod, så et ben og efterhånden flere mandskroppe i shorts og joggingtøj overraskende dukker ud under den sorte flade, omdanner de fire akrobatiske dansere scenen til et eksperimentarium af legesygt hoppende nysgerrighed.
Hoppetrangen ligger dybt i den menneskelige natur, er udgangspunktet for forestillingen 'Jump'. Og den kan oven i købet smitte. Én akrobats stille småhoppen afføder snart mere modige spjæt fra den næste, som inden man ser sig om kaster sig ud i kraftspring og saltomortaler, lækre street moves og seje rundtosserier, der straks overgås af sidelæns flyvehop eller jublende, overmodigt himmelstræbende kraftkanonader fra den trampolinagtige bund.
Muskeljublende koreografi
Med til disse boblende opture hører selvfølgelig også klaskende sammenstød, knubbede nedslag. Og fald. Nogle gange endda styrt helt uden for den sorte gummicelles relative tryghed. Tyngdekraften regerer lokalet med streng autoritet på trods af stormløbet imod den. Der er regler. Men også stor frihed, når reglerne bliver taget i agt.
Man kan selvfølgelig også bare sidde på kanten og smågynge eftertænksomt; eller mobbe en af de andre ud af fællesskabet med rytmisk ulmende truen; man ligefrem slås; man kan føle sig alene og styrte rundt i dybe cirkler af eksistentiel rædsel; man kan springe op over uenigheder og falde ned på hinanden i et organisk åndende menneskebjerg; og man kan duve hinanden kærligt i møde og forløse gensynsglæden i et kæmpekram, mens man hopper lige op og ned i hjertetakt.
De fire hoppere – Abraham Rademacher, Lukas Larsen, Mark Philip og Adam Tocuyo – kan i det hele taget så meget i Ofir Yudilevitchs og Stephanie Thomasens muskeljublende koreografi, der i lange stræk udfoldes uden fiktionslyde og overlader stilheden til madrassens stønnen under de rytmiske stød fra springkroppene. Indimellem får Turkman Souljah dog heldigvis lov til at byde ind med mellemøstligt krydret, urbant dunkende kompositioner – en kærkommen kommentar til og afbrydelse af den lovligt nøgterne gymnastiksalslyd.
I forestillingens bedste øjeblikke smelter hoppernes lystfulde battlen således sammen med en kunstnerisk tolkning af tilværelsens mangeartede udfordringer – bl.a. af forsigtig afsøgning, saliggørende sejre og skuffende nederlag. De fire mænd formidler her en ægte, ordløs fryd over at være i live og over, at den menneskelige natur har en medfødt energi og grænseløs nysgerrighed – på sig selv, på de andre, ja på hele den store verden.
Med et enkelt blik, en præcis bevægelse får de i disse øjeblikke hjerterne til at hoppe og benene til at sympatispjætte på publikumsrækkerne. De giver bevægelsessmitten videre, man trænger med ét voldsomt til at kaste sig ud i eksperimentet og være med, og efter forestillingen er der heldigvis mulighed for at få afløb for hoppetrangen på den hårde madras med de medvirkende som vejledere.
Magien mangler
De to koreografer bag 'Jump' kommer fra hver sin baggrund: Den danske Stephanie Thomasen er uddannet danser fra Alvin Ailey School i New York for ti år siden og har siden været tilknyttet Uppercut Danseteater, mens den israelske Ofir Yudilevitch har en baggrund som akrobat, inden han sprang ud som koreograf.
De er begge prisbelønnede for deres eksplicitte ønske om at udvide dansens grænser og udforske kroppens fortælleunivers, og siden Stephanie Thomasens overtog ledelsen af Uppercut i 2016, har hun gjort Dansekapellet til et veritabelt kraftcenter for unge med kombinationen af hiphopdansens akrobatiske bravour-attitude og den udtryksfuldt fortællende moderne dans.
Hendes ønske om at tiltrække spændende udenlandske koreografer til dette arbejde er der kun godt at sige om. Desværre er forsøget bare ikke helt lykkedes denne gang. 'Jump' er en fint tænkt forestilling, der har stort poetisk og æstetisk potentiale og en tydelig appel til børnene og de unge.
Men fordi dens koncept omhyggeligt afsværger magien ved dels at insistere på forbløffende konform gymnastiksalsbelysning, dels – og vigtigere – at lade dansens uendelige udtryk vige for det teknisk ekvilibristiske, men dog begrænsede opvisningshop, indfinder monotonien sig efterhånden. Man bliver simpelthen mæt af de flotte hop.
Men som Søren Kierkegaard sagde: "At vove er at tabe fodfæste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv."
Den risiko har Stephanie Thomasen været fuldt bevidst om igennem hele sin karriere. Hun har endda lavet forestillinger over det. Og det er dette ønske om at miste fodfæste, der har bragt hende til tops i den danske danseverden. Dansende. Og nu også hoppende.