Det er ikke ofte, man spiller Holbergs 'Hexerie eller blind Alarm'. Og sådan har det faktisk været helt fra begyndelsen. Stykket er skrevet i 1723, blot 25 år efter den sidste danske hekseproces – den fandt i Thisted – men blev først opført på Det Kgl. Teater i 1750.
Heller ikke senere tider har vist specielt stor interesse for komedien om overtro, uretfærdige forfølgelser og latterlige misforståelser. En grum satire over et samfund og dets naragtige og letpåvirkelige borgere.
Det var da også den vinkel, den netop etablerede teatergruppe Møllen kunne bruge som afsæt for deres første voksenforestilling i Haderslev tilbage i 1974. At nok var de blevet byens teater, men bestemt ikke uden voldsomme protester fra dele af såvel øvrighed som borgere.
'Ham Holberg', blev stykket kaldt dengang, fordi det kun var udvalgte passager af komedien, man spillede.
Her 42 år efter får vi det hele. Let tilpasset en ny tid med aktuelle hip lagt ind – både til prinsgemalens nylige pensionering og til den politiske debat i almindelighed. Med masser af smæk for skillingen, farcering på rette sted og hip til publikum fra en gøglertrup, der laver fjællebodsteater med en enkel dekoration – blot to store metalstativer, nogle dyner og en masse tøjlaser – foruden musikinstrumenter.
Det hele trakteret af seks aktører i alle rollerne. Nærmest sådan må Holberg selv have forestillet sig stykket opført af den lille trup på Teatret i Ll. Grønnegade dengang i 1720’erne.
Lystige optrin
Handlingen gælder en gældsplaget teatergruppe, hvis hovedkraft, Leander, øver sig på sin rolle i en kommende tragedie, hvor han skal mane Fanden frem. Denne prøve overværes tilfældigt af nogle ikke alt for kloge borgere fra byen, og straks er Fanden løs i Thisted! Rygterne går, og hvad den ene ikke har set, det ved den anden helt bestemt.
Straks er Leander udnævnt til heksemester af en flok hysteriske kællinger, der på den ene side gerne vil have ham for domstolen, dømt til hængning, og på den anden side også godt kan bruge hans heksekunster til eget formål. Fra afsløring af tyve til fremkaldelse af elskovslyster hos udvalgte mandfolk.
Forståeligt nok fristes Leander til at spille med på komedien – her er lette penge at tjene til at afdrage gælden af med. Og i en stribe lystige optrin ser vi, hvordan heksemesteren udfolder sin kunst mod god betaling.
Til sidst opklares hele misforståelsen – en parodisk retssag er slutscenen, hvor byens naragtigheder lægges blot – og inden da har vi fået Holbergs kønne forsvar for komediers nyttevirkning på et samfund, dengang og nu.
Klogt nok lader opsætningen os stort set selv drage eventuelle aktuelle paralleller. Ole Sørensens tempofyldte og iderige iscenesættelse lægger i stedet vægten på komediespillet, parodierne, de latterlige figurer og den kvikke afvikling.
Holberg havde også moret sig
Og Møllens ensemble mestrer det hele. Ud og ind flyver blot fire skuespillere med hvidkalkede ansigter i et mylder af roller: En ny hat, en omvendt vest – så er man fluks en ny person, klar til at piske endnu en ophidset og absurd situation frem.
Connie Tronbjerg tager sig af de emsige, Ole Sørensen de joviale, mens Ragnhild Kaasgaard sprutter af den vildeste galskab som de groteske og Thomas Jacob Clausen lige så vittigt klarer de krybende.
Resten er grimasser og dialekter i bredfyldt mål, suppleret med lydeffekter og effektfuld underlægningsmusik fra musikeren Lars Rødbroes sikre hånd.
Resultatet er masser af gode grin over formidabel karakterkomik, ekstremt præcist afviklet i skønneste commedia dell’arte-stil. Det ville have moret Holberg – og det morer os!
I centrum står Klaus Andersen som Leander. Rollen er fra Holbergs side den kedeligste, selv om iscenesættelsens tilførsel af frikadelle-skuespilleri pepper figuren lidt op. Men uheldig paryk – trist hængehår, der tynger figuren mod jorden – og en afslappet, nærmest dorsk spillestil ender alligevel med at lægge en unødvendig og uheldig bremseklods ind i løjerne. Der er simpelthen ikke liv nok i Leander-scenerne.
Men det er trods alt en mindre indvending mod en ellers sprælsk og gennemvital Holberg-komedie af fineste aftapning.
