To komiske, grå skikkelser med strikhuer nede om ørerne tøffer tavst rundt og rundt i en stor cirkel. Hvad laver de, og hvem er de? Det første forbliver en munter gåde. Det sidste afsløres, når de falder om i hver sit hjørne og interiør foran hver sin tv-skærm. Med synkrone bevægelser befrier de sig for deres voluminøse frakker, og vips bliver intetkøn til en han og en hun.
Men der stopper det ikke – tværtimod. Det er først her, at en historie fuld af fest og farver om identitet og personlighed for alvor begynder. Den handler ikke kun om de egenskaber, man faktisk har, men også om de evner og egenskaber, vi tiltrækkes af hos andre og selv ønsker at besidde. Måske fordi de gør os smukke, måske fordi de giver os magt. Men især, fordi de får os til at føle os frie som fuglen.
Med mindre selvfølgelig, at fuglen er bundet, og det bliver den – eller rettere hun. Ikke af ondskab, men fordi hun vil flyve sin vej. Hun forstår slet ikke, hvor inderligt den småklodsede fuglejæger ønsker selv at kunne flyve. Fuglen er ligeglad, men forklarer beredvilligt, at det jo bare drejer sig om at løfte vingerne og lægge sig på en luftstrøm. Det er vel ingen kunst!
Næh, ikke når man som hun er skabt til det. Samtidig drager fuglen nytte af, at tanken er fri og kan flyve, selv om vingerne er bundet. Hun tænker sig om og narrer jægeren til at slippe sig fri. Ellers kan hun jo ikke demonstrere, hvordan man flyver! Resultatet gætter hvert et barn – jægeren kaster sig ud i luften og falder til jorden med et brag.
Så er rollerne pludselig byttet om. Nu er det drillefuglen, der bestemmer farten, og den er høj. Men ikke så høj, at indholdet bliver kørt over. Bevægelser, lys og lyd skaber til sammen og med støtte fra en skøn, fantasifuld scenografi forestillingens dramatiske dynamik.
Tung landing
’Kunsten at flyve’ opleves som nært forbundet med det 20. århundredes absurde teater. Det er for voksne. Men ZeBU viser underholdende og overbevisende, at sort snak og grotesk komik fint lader sig bruge i børnehøjde. Ikke mindst i en forestilling hvis enkle handling lader tematunge, menneskelige modsætninger og nære relationer strejfe verdens grumme virkelighed.
Lotte Faarups sikre instruktørhånd genkendes i evnen til at gøre krop og komik til en udtryksfuld, scenisk enhed. En krævende spillestil, som Marc van der Veldens uheldige jæger i tunge støvler og tropehjelm og Giulia Pataros vimse, charmerende drillefugl dog fuldt ud kan honorere. Deres superbt timede, fysiske udfoldelser ejer et nærvær og en storslået, naiv komik, der i enkelte øjeblikke bliver til ren poesi.
Som når jæger og fugl højt til vejrs på en – forhåbentlig kun tilsyneladende – vakkelvorn reol-regnskov med et oplever de indbyrdes modsætninger blive til uimodståelig tiltrækning. Et mere sødt og renfærdigt kys kan man dårligt forestille sig. Men det varer kun kort, så er der igen
gang i drillerier og magtfordeling til egen fordel.
’Kunsten af flyve’ holder sig flot på vingerne det meste af tiden. Til gengæld lander forestillingen noget gumpetungt: Tilbage i hver sit hjørne sidder de to oprindelige skikkelser lettere fra snøvsen som efter en lang søvn. Skal vi tro, at det hele bare var en drøm?
Det er i hvert fald det rene, skære teater. Bortset fra at mennesker kan flyve som en fri fugl. Det kræver blot en vindtunnel og en luftstråle med sådan cirka 160 kilometer i timen.
