Der er masser af komisk søgang i sommerens forestilling fra Brændende Kærlighed, hvor havsprøjt og ølskum kappes om vores opmærksomhed. Men der er også satirisk bid i kultursammenstødet mellem en kvindelig storby-landkrabbe og to – vist temmelig forhenværende – søulke.
Trekløverets fysiske fremtoninger lægger op til grin og ballade, og forskellen mellem lille tykke Jens Kløft, Kristian Dinesens mere spændstige gummikrop og smækre, selvsikkert svansende Line Svendsen udnyttes skønt i karaktertegningen.
De rammer plet som typer. Men med humoren som våben er de også med til at spidde nogle af tidens tendenser, som foldes ud i fuldt gakket flor i omgangen med en nedslidt båd, der er til salg.
25 kr. står der på skiltet på bunden af båden, der sat på højkant udgør den ene halvdel af en herlig scenografi. Den anden halvdel er også en båd, der rummer et helt fisker- og havnemiljø med skibsklokke og øldepot. Her holder fiskerne til og holder liv i klichéerne med piber og bajere.
Det går lige i lattermusklerne, når de kommer futtende på hver sin imaginære knallert med den obligatoriske grønne ølkasse fastgjort på rumpen. Men der går kuk i den daglige rutine, da en kvinde dukker op for at købe båden. Hun vil skifte livet i overhalingsbanen ud med det enkle, frie liv på havet.
I stedet får hendes romantiske og totalt urealistiske drøm et gevaldigt, grinagtigt hak i tuden. Det lærer hun af og vælger en ny og muligvis sjovere vej i livet.
Feel good-humor
Men før hun – og vi – når dertil, sker der de mest utrolige ting, hvis forudsigelighed er det halve af fornøjelsen. De to søulke er uafbrudt klar med råd og dåd til den nykårne bådejer bortset fra, når uret viser, at det er tid for nedskyldning af dagens næste bajer. Hvilket overholdes med stor præcision og trænet håndelag. De er mindre heldige med deres forsøg på at forklare bydamen, at hendes drøm om det frie liv på havet er helt galt afmarcheret.
Det fancy traktement ved hendes cocktail-reception, da båden Freedom skal døbes, er til gengæld mere, end søens folk kan klare. Sprutten spyttes ud næsten før den er kommet ind, og sandt nok, så klæder tårnhøje pindemadder ikke en mere eller mindre ægte søulk.
Den nyindkøbte båd mangler en bundprop, men den slags udfordringer klarer den kvikke ejer nemt med lidt innovativ tænkning. Hætten på hendes hårspray passer perfekt i hullet. I praksis kan den selvfølgelig ikke modstå havets kræfter og slet ikke i høj søgang.
Komikken stiger i takt med, at bølgerne vokser, og druknedøden truer. Trekløverets grinagtige, supertimede bevægelser på det rullende dæk får ekstra kul på, når damen får tissetrang.
Hun er alt for bonert til at plaske løs, mens mændene ser på. Men heldigvis bliver det igen øltid, og de padler skyndsomt og diskret i land. Det er sjovt, men ikke så skægt, som kampen med slangebøsser mod en påtrængende måge, hvis øredøvende skrig er en del af forestillingens maleriske lydside. Da mågen pludselig manifesterer sig i egen person og ribber et par af personerne for vitale beklædningsgenstande, bliver der optræk til panik.
Den viger dog i sidste ende for feel good humoren, som udgør en stor del af sommercharmen i 'O-HOY – oceaner af frihed'.
