Det er ikke sjovt at være barn og have udsigt til at skulle holde juleaften uden sin mor. Heller ikke, selv om man har en kærlig og omsorgsfuld far, der lillejuleaften er gået i gang med at koge risengrød.
Soffis mor er professionel soldat i fuld uniform, og hun skal på arbejde for at passe på Danmark – jul eller ej. Soffi surmuler og prøver at spille syg, men lige lidt hjælper det. Far og datter er alene tilbage på gården, som familien mod Soffis vilje er flyttet ud på.
Hun savner vennerne fra byen, og det kan det gamle bondekøkken med hvidmalede brædder og sirlige forhæng i stedet for skabslåger ikke ændre på. Men heldigvis er der moderne hvidevarer, og især vaskemaskinen viser sig at være interessant både for Soffi og for publikum. Den gemmer nemlig på en hemmelighed, der hurtigt skaffer Soffi selskab og også løser et mysterium, der har plaget familien. Hver gang vaskemaskinen har været i gang, mangler der en sok.
Derfor går Soffi og faren med den ene fod bar, og moren tager af sted med en for militæret ukorrekt hyggesok. Forældrene tror, at Soffi står bag de forsvundne sokker, men hun opdager skurken, der stjæler sokker. Det er Sokkenissen, der fra sin hule dukker op af et hul bag vaskemaskinen, og derfra tager juleløjerne fart i bedste musicalstil med god musik og fermt rimede sange. Det går som smurt over den store scene, hvor tøjsnoren hænger højt oppe fuld at vasketøj, og Sokkenissens hyggelige hule køres ind og ud i et snuptag.
Snak og tral og højt humør
Her holder sokker i monsterstørrelse ham varme og med selskab. De svarer ganske vist ikke, når han siger noget til dem, men nissen tager sig pænt af hver enkelt, for de har alle sammen deres egen særlige sokkekarakter, og i hulen skal alle være lige. Det gælder uanset udseende og størrelse bortset fra en bestemt lille rød sok, som nissen holder særlig meget af. Sokkens partner befinder sig hos Sokkenissens forsvundne mor, men det afsløres først meget senere.
Soffi er frisk og frejdig og spilles med munter energi af Frida Sigurth lige meget om det er i samspil med Sokkenissen som sjov og charmerende dukke eller i Johan Damgaard Lauritzens livlige udgave. De to skuespillere synger knaldgodt og har helt styr på musicalstilen, når de snakker og traller og sender masser af højt julehumør ud til publikum.
Det går mindre godt med budskabet om ensomhed og mistrivsel, der ikke opleves gennem barnet Soffi, men er knyttet til en nisse, som er voksen og hjemløs. Lidt ud af det blå træder hun ind i historien, fordi Anders Aaman Anderskovs runde hyggefar, efter at sokketyveriet er stoppet, nu har mistet en luffe. Den har Sandra Elsforts hjemløse nissedame snuppet for at holde varmen, og det giver anledning til et par ord om hjemløshed og om nisser, der er blevet fortrængt af menneskers monstrøse nybyggerier. Men også til en fint sunget melankolsk og sentimental sang om sorg og savn og tomhed, der ikke er for børn.
Takket være en ubehagelig tur i vaskemaskinen bringer Sokkenissen historien tilbage på sporet. Småsyg har han søgt tilflugt i sin hule, hvor det viser sig, at den bedste medicin er en hånd på panden og en mors trøstende ord. For selvfølgelig er den hjemløse hans bortkomne mor.
Da Soffis mor overraskende dukker op, er der udsigt til en glædelig jul med mennesker og nisser i skøn forening. Det gør ’Sokkenissen’ til en underholdende moderne julefortælling, men får ikke dem, der føler sig udenfor, med ind i varmen.
