Stemmen er mild, øjnene ligeså. Iført sømandsbluse, opsmøgede sorte bukser, gule sikker og sorte snørestøvler ligner han lidt en havmåge selv, især når han tager flyverhjælmen og brillerne på. Og så går Niels Vandrefalk ellers i gang med at fortælle. En let dramatiseret udgave af Richard Bachs berømte fortælling fra 1970. Historien om Jonathan, der ikke er tilfreds med bare at være en måge, der lever for at æde.
Jonathan vil mere; han vil gøre flyvningen til en kunstart og mestre alle dens tekniske mesterstreger. Ekstrem højhastighed, standse i luften og den slags. I begyndelsen går det ikke så godt – og slet ikke hjemme, for forældrene vil have en søn, der gør som alle de 8000 andre måger. Langsomt bliver Johathan dygtigere, men flokken vil ikke vide af ham; han bliver udstødt og må flyve bort alene.
Han møder to hvide måger; han forvandles selv til en hvid måge, han bliver dygtigere og dygtigere, han overtager førerpladsen hos de hvide måger, han oplærer unge, flyvebegærlige måger – og han forsvinder selv til sidst, efter at have givet budskabet videre: Elsk dig selv, så kan du udrette alt i verden – og elsk din næste, også selv om din næste måske foragter dig.
Og så er Jonathans mission opfyldt – nye måger kan fortsætte med at udfordre sig selv og verden og derved løfte sig op over det helt basale – at æde.
Sprogets mester
Historien er køn og med rette berømmet. For det er en god fortælling om eneren, der vil andet og mere – en fortælling om kampen, ensomheden og viljestyrken, men også med løftet – et næsten religiøst løfte – om at det ender godt, at kampen og afsavnet belønnes i den sidste ende.
Jeg forstår godt, at det er en historie, der har tiltalt Niels Vandrefalk, og han fortæller den fornemt. Ikke blot med stemmen, selv om det er skønt at høre en skuespiller, der virkelig mestrer alle sprogets og stemmens mange muligheder og nuancer.
Minutiøst viser Niels Vandrefalk os med kroppen og stemmen de mange flyveteknikker Jonathan efterhånden lærer. Kroppen sitrer, stemmen fnyser af entusiasme, han er lige ved at kollapse, når Jonathan er det, han hvisker og hæver stemmen – og hele tiden er der en mildhed i stemmen, et smil i øjnene, der omslutter forestillingen med varme og tryghed. Klogt afbryder han et par steder undervejs, viser os mågebilleder fra bogen eller lærer os at flyve som Jonathan.
Vi går derfra, lune i sjælen og bestyrkede i troen på, at det er muligt at skille sig ud fra flokken og alligevel blive til noget. Blot vi tror lidt på os selv.
