Det er utroligt, hvordan den ene juleforestilling ligner den anden. Alle er fortravlede og julen står lige for døren og intet mindre end et mirakel kan redde den. Men miraklerne indtræffer jævnligt, og det er næsten altid nissen der sørger for det, og så kan lysene tændes og julen begynde.
Bagerjomfruen Petruska virker lidt mere velorganiseret end så mange andre, og så har hun en håropsats, som kræver både ro, tid og ordenssans. Men når The Latin Lover – Django – kommer ind i bageriet og bestiller et stort julehjerte, får Petruskas hjerte hikke, og forelskelsen er ikke til at standse. Vel – hun er måske let til falds, men bage – det kan hun. Django skal få det flotteste peberkage-julehjerte, hun kan præstere!
Problemet er bare, at Django er cirkusdirektør og dyretæmmer, og med ham følger udbryderrotten Houdini. En rigtig uopdragen rotte, sulten på peberkager og fuld af rævestreger.
Et hyggeligt bageri
Det er ellers et smukt lille bageri, med kunstfærdigt udsmykkede kager, og med fine røde æsker og pakker og hylder og en moderne bagerovn. På væggen hænger et billede, et mygt relief med den sødeste lille nisse og en dejlig stjernehimmel. Og nissen kan mere end bare at sidde og pynte under stjernehimmelen! Han er vist heller ikke fri for rævestreger.
Men altså – julehjertet til Django! Petruska har problemer med æsker, der har det med at falde på gulvet ganske af sig selv (stor jubel blandt publikum), men jonglerer ellers flot og kage-bage-vant med ingredienserne. Det er bare det, at udbryderrotten lever op til sit navn og dukker op overalt, indstillet på løjer og fiksfakserier, så Petruska får store problemer med at bage lige præcis den kage, hun mener, at Django skal have.
Magiske ting sker, sukkerkringler forsvinder, lys kommer og går til en skummel basgang à la Pink Panter og jazz-trommer, Petruska bliver både forvirret og fortvivlet, men prøver til det sidste. Og selvfølgelig: Miraklet sker – gæt hvem der står for det! – og Django får sin flotte kage. Og så bliver der dans og kærlighed i bageriet.
Engageret publikum
Camille i Dali er godt hjemme i sit bageri og kommer hurtigt på talefod med børnene. Hun er alene med alle sine dukker, hvilket afstedkommer nogle huller i forestillingen ind i mellem, men musikken dækker over det meste. Og publikum lader sig begejstre og let rive med af alt det mystiske, der sker, og ikke mindst af Petruskas fortvivlede forsøg på at holde sammen på ingredienser og pakker og ovnen, der ryger.
Den erfarne instruktør, Niels Grønne, sørger stort set for en balance mellem højdepunkter og småsnak – et par langtrukne momenter bliver der dog (begravelsesmarchen for det brændte hjerte og den afsluttende dans). Men – og den går vel mest ind hos de voksne – jeg er svag for selve ideen om en udbryderrotte kaldet Houdini.
Alt i alt er dette en forestilling om hvilken man siger: ’Det var da en sød lille forestilling’. Ikke specielt original, men – sød.
