At eje ting er nok selve essensen af livet for en dedikeret samler. Og her er endda to af slagsen, Niels og Luna. Som byder velkommen og fortæller, at nu skal der samles ting! Også de små ting, vi er blevet bedt om at medbringe i farven rød eller grøn.
Inde i salen afleverer vi pænt til de to spillere, der lægger dem i sirlige rækker rundt på den sort-hvide scene, lige som de selv er i sort-hvide kostumer, med rød og grøn som signalfarver i yderkanterne af scenen.
En stribe små historier går i gang. En af vores ting tages op – den er nu pludselig blevet til en person, der samler på et eller andet. Tænder, tomme slikposer, kvitteringer. Og derefter placeres den lille røde eller grønne ting i en gammeldags videokassette af klar plastik.
Så langt giver Teater Blooms nye forestilling god mening. To storsmilende samlere omgivet af deres mange ting. Og i baggrunden en musiker, der lægger skiftende underlægningstoner til det hele.
Men så stormer han pludselig frem, indhyllet i sorte videostrimler – et drabeligt kostume – og tramper rundt mellem de små plastikæsker. Hvorfor han gør det? Ja, det er her, forestillingen betænkeligt begynder at skride – det er her, forestillingens titel pludselig får en ny betydning. 'Jeg mangler en del', hedder den, og det viser den sig at gøre. Mangle en overordnet struktur og en dramaturgisk fortælling, der giver mening.
Rimede historier
Små rimede historier præsenteres. Om en person, der taler med rumpen, om en hund, der kun vil spise rullepølse. Og så videre. Sjove små remser, men uden synlig relation til samlerne eller tingene. Lige som da Niels konstruerer en kæmpe kompasnål og lægger en af vores gaver i nålens retning.
Jamen, hvorfor, tænker jeg og sidder tilbage uden svar. I en del af forestillingen virker det, som om vi er røget tilbage i tiden, til 1970’ernes avancerede musikteater med sære lyde, mærkelige bevægelser og disharmonisk lyd. Navne som Maurice Kagel, Stockhausen og andre fra dengang, omsat til børneteater, men fortsat kun med mening for de implicerede, mens vi andre ser undrende til, når små sekvenser afløser hinanden.
Som når de to spillere åbner æsker med lyde indeni, men om det er vores æsker eller nogen, de havde i forvejen, bliver aldrig klart. Og hvorfor de skal bruge disse lyde lige nu, fortoner sig også.
Hvorpå de kaster sig over at fortælle hinanden – og os – om en række ikke-eksisterende ting, som de mimer frem. En nærmest endeløs række af sorte videobånd rulles ud på scenen – det ser smukt ud, men hvad er det og hvor kommer de fra?
De bruges til en historie om en dreng, der vil ud i verden – angiveligt kan Niels se både drengen og hans familie på de mange meter videobånd. Men vi kan ikke, og historien foldes aldrig ud.
Samler sig ikke
En tur ud i rummet bruges bare til at arrangere en ualmindelig kluntet omklædning, inden vi ender med de to som et par gamle mennesker, der mødes og finder ting fra dengang, de mødtes første gang.
Ganske sødt, men igen spørger jeg: Hvad med vores ting og hvad med alt det andet. Hvad blev der af samlerne fra begyndelsen og hvad laver musikeren egentlig?
Forestillingen virker, som om den er improviseret frem. Det kan være fint nok, men den samler sig aldrig til et hele, lige som dens enkelte sekvenser ikke er billedstærke eller skarpe nok i udtrykket til at stå selv.
Så skal jeg blive i historiens eget univers, er det ikke en forestilling, jeg ville samle på.
