Af: Henrik Lyding

25. oktober 2013

Her mangler en hel del

Historie om samlermani samler sig aldrig, men forbliver spredte og scenisk slappe indfald.

At eje ting er nok selve essensen af livet for en dedikeret samler. Og her er endda to af slagsen, Niels og Luna. Som byder velkommen og fortæller, at nu skal der samles ting! Også de små ting, vi er blevet bedt om at medbringe i farven rød eller grøn.

Inde i salen afleverer vi pænt til de to spillere, der lægger dem i sirlige rækker rundt på den sort-hvide scene, lige som de selv er i sort-hvide kostumer, med rød og grøn som signalfarver i yderkanterne af scenen.

En stribe små historier går i gang. En af vores ting tages op – den er nu pludselig blevet til en person, der samler på et eller andet. Tænder, tomme slikposer, kvitteringer. Og derefter placeres den lille røde eller grønne ting i en gammeldags videokassette af klar plastik.

Så langt giver Teater Blooms nye forestilling god mening. To storsmilende samlere omgivet af deres mange ting. Og i baggrunden en musiker, der lægger skiftende underlægningstoner til det hele.

Men så stormer han pludselig frem, indhyllet i sorte videostrimler – et drabeligt kostume – og tramper rundt mellem de små plastikæsker. Hvorfor han gør det? Ja, det er her, forestillingen betænkeligt begynder at skride – det er her, forestillingens titel pludselig får en ny betydning. 'Jeg mangler en del', hedder den, og det viser den sig at gøre. Mangle en overordnet struktur og en dramaturgisk fortælling, der giver mening.

Rimede historier

Små rimede historier præsenteres. Om en person, der taler med rumpen, om en hund, der kun vil spise rullepølse. Og så videre. Sjove små remser, men uden synlig relation til samlerne eller tingene. Lige som da Niels konstruerer en kæmpe kompasnål og lægger en af vores gaver i nålens retning.

Jamen, hvorfor, tænker jeg og sidder tilbage uden svar. I en del af forestillingen virker det, som om vi er røget tilbage i tiden, til 1970’ernes avancerede musikteater med sære lyde, mærkelige bevægelser og disharmonisk lyd. Navne som Maurice Kagel, Stockhausen og andre fra dengang, omsat til børneteater, men fortsat kun med mening for de implicerede, mens vi andre ser undrende til, når små sekvenser afløser hinanden.

Som når de to spillere åbner æsker med lyde indeni, men om det er vores æsker eller nogen, de havde i forvejen, bliver aldrig klart. Og hvorfor de skal bruge disse lyde lige nu, fortoner sig også.

Hvorpå de kaster sig over at fortælle hinanden – og os – om en række ikke-eksisterende ting, som de mimer frem. En nærmest endeløs række af sorte videobånd rulles ud på scenen – det ser smukt ud, men hvad er det og hvor kommer de fra?

De bruges til en historie om en dreng, der vil ud i verden – angiveligt kan Niels se både drengen og hans familie på de mange meter videobånd. Men vi kan ikke, og historien foldes aldrig ud.

Samler sig ikke

En tur ud i rummet bruges bare til at arrangere en ualmindelig kluntet omklædning, inden vi ender med de to som et par gamle mennesker, der mødes og finder ting fra dengang, de mødtes første gang.

Ganske sødt, men igen spørger jeg: Hvad med vores ting og hvad med alt det andet. Hvad blev der af samlerne fra begyndelsen og hvad laver musikeren egentlig?

Forestillingen virker, som om den er improviseret frem. Det kan være fint nok, men den samler sig aldrig til et hele, lige som dens enkelte sekvenser ikke er billedstærke eller skarpe nok i udtrykket til at stå selv.

Så skal jeg blive i historiens eget univers, er det ikke en forestilling, jeg ville samle på.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Finurligt falde-i-søvn-teater
Det Lille Teater:
'Tju Bang'
Så er det sovetid med spræl og sang til ’Tju Bang’ på Det Lille Teater i en forvandlingsforestilling, hvor den lillebitte scenes vægge foldes ud, og universer trylles frem fra loftet.
Nanni-nærvær og højt til loftet
Randers Teater:
'Æg'
Nanni Lorenzen er det smilende og faste støttepunkt, der formår at fange og fastholde det helt unge publikum i Randers Teaters nye småbørnsforestilling
Morsom børneballet med desperat far, der arbejder hjemme
Det Kongelige Teater:
'For højt, for vildt og for meget!'
I ’For højt, for vildt og for meget!’ skaber Alexander Stæger fra Den Kongelige Ballet en sjov karikatur over forældre, der altid synes, at deres børn larmer for meget. Men der måtte godt have været mere dans for børnene i nationalscenens lidt rodede vinterferiesatsning.
En jazzet musikrejse
Malene Kjærgård:
'Jorden Rundt'
Malene Kjærgård og hendes band når ’Jorden Rundt’ på blot 60 minutter i noget, der mere er børnekoncert end teater.
Kyllingeteater med queer komik
Teater Hund:
'Balladen om den løsslupne lørdagskylling'
Teater Hund er i topform med den nye forestilling om venskab og jalousi – og om en kylling, der er glad for flamenco.
Ligefrem og lettilgængelig
Odense Teater:
'Klodshans'
I Odense Teaters glade og lyse opsætning af ’Klodshans’ går lethed i udtrykket og klarhed i budskabet til de yngste publikummer forud for dybder i fortællingen.