Der er ingen tvivl om, at vi endnu kun har set antydningerne af en begyndende klimaaktivistisk bølge i dansk scenekunst. I efteråret havde MÆRKVÆRK premiere på forestillingen ’Frontløberne’, der i stærke vendinger ansporede unge mennesker til at tage aktivt del i klimakampen med protester og civil ulydighed som mulige værktøjer.
Anderledes samfundssindig er HeartBeat Groups fortolkning af H.C. Andersens udødelige oplysningskomedie ’Klods-Hans’. Da hovedpersonen Lods Hans har vundet prinsessen og den halve lodseplads, står han med en kongekrone, der er udskåret af en kasseret gryde, og siger: ’Det er konge at sortere sit skrald.’
Forestillingen vækker genklang hos børnene. Det skyldes ikke kun det velkendte tekstforlæg, men også at børnene allerede i indskolingsalderen er (smerteligt) bevidste om klimakatastrofen og menneskets andel i såvel problemet som i løsningen.
Og hvor ’Frontløberne’ klædte de unge på til kamp i gaden, opfordrer ’Lods Hans’ børnene til at løfte i flok og tage del i det fælles ansvar. Det er lige så aktivistisk. Ikke desto mindre virker det for denne anmelder noget mere bæredygtigt at opfordre børn til at tage del i den udvikling, vi allerede er enige om, end at gøre dem til soldater i et civilt oprør. Hvorfor ikke gøre det cool at gøre det rigtige?
Public Service-teater
Det er grundlæggende, hvad de tre musikere i HeartBeat Group gør. Her bliver vi belært om at sortere og genbruge affald, men uden at det bliver af nogle kommunale miljøtyper i brune nuancer. I stedet bliver det af tre seje fyre, som vi næsten instinktivt opfatter som rollemodeller. Vi lytter, når de siger, at vi skal slukke for lyset, lukke for vandet og samle mælkekartonen op fra jorden.
Rent musikalsk blæser de os bagover fra begyndelsen med deres første stomp-nummer på skraldespande, vandflasker, gryder og plastikrør. Og deres musikalske niveau såvel som deres kolossale energiniveau falder ikke på noget tidspunkt igennem forestillingen. Imens sidder vi og trommer med på vores medbragte instrumenter af æggebakker og drikkedunke.
Når det kommer til selve historien, så slipper de afsted med meget på charme, selvtillid og gode trommeslag. For selvom der både er roller, rekvisitter og kostumer, så kan man med rette hævde, at man ikke har set skyggen af skuespil i denne forestilling. Ethvert forsøg på at spille en rolle, omend bevidst karikeret, bliver så rædselsfuldt udført af de medvirkende, at det gør ondt.
Der er alligevel noget ved formatet, der gør det pinagtige skuespil passende. Jeg sidder længe og overvejer, hvorfor vi accepterer dette overspillede amatørteater, og pludselig går det op for mig: Det er jo ikke teater, vi ser. Vi ser tv!
Hele forestillingen, som overpræsterer musikalsk og rammer hovedet på sømmet i forhold til en public service-kontrakt, er som skabt til et ugentligt program på DR Ultra. Det er ’Lågen i bogen’, ’Naturpatruljen’ og ’Store nørd’ om igen. Og når først denne erkendelse har ramt os, så passer det hele som fod i hose. Her er det ikke historiefortællingen, men formidlingen, der er i centrum.
Hvad er formålet?
Derfor er det også ligegyldigt, at historien om Lods Hans bliver en temmelig søgt parafrase over ’Klods-Hans’, og at vi ikke på noget tidspunkt føler os særligt interesserede i, om Lods Hans får prinsessen til sidst. Og det noget ujævne indløb til historien, hvor de tre fyre pludselig får idéen om at spille et renovationseventyr, virker også sekundært.
Lykkes de så med formidlingen? Ærligt talt er det temmelig uoverskueligt – selv for en voksen – at få styr på skraldesorteringen. I min ejendom er vi nu oppe på ni forskellige containere, og der er stadig flest af dem, der står ’Restaffald’ på. Og da børnene i et stoledans-agtigt nummer skal hjælpe med at sortere skraldet i de rette containere, bliver det også særdeles tydeligt, at vi alle stadig har meget at lære.
Vi lærer det blot ikke i forestillingen ’Lods Hans’. Og derfor ender forestillingen med at træde vande imellem at være et oplysende formidlingsshow og en klimaaktivistisk teaterforestilling. Ingen af delene lykkes helt og fuldt.
Til gengæld er det på mange måder underholdende, involverende og imponerende musikalsk. Forestillingen bliver spillet i en coronavenlig version med siddende publikum, hvor vi under normale omstændigheder ville synge, spille og danse med på gulvet. Det havde uden tvivl gjort oplevelsen endnu sjovere, men mon ikke det også havde gjort det endnu mere utydeligt, hvad formålet var med forestillingen?
